• Et øjeblik...

    Fucking flink

    Danskerne er blevet kåret som verdensmestre i lykke, og nu er en ny bevægelse stiftet med det formål også at gøre os til verdens fucking flinkeste folk.

    Lige umiddelbart strittede det hele på mig, for er der noget, jeg ikke kan ha’, er det mennesker, som er overdrevet og påtaget flinke. Hvis ikke man har hjertet med, så er flinkhed efter min mening kvalmende.

    Men så fik jeg så læst nærmere…

     At være Fucking Flink er at tilføre hverdagen en krummelure. At give en rutinepræget social udveksling en teskefuld wow. Der er ingen, der har bedt dig om det. Men du gør det, fordi du – for et øjeblik – vælger at gide. I stedet for bare at trummerumme videre.

    Jo mere du er Fucking Flink af pligt, des mindre interessant bliver det. Gør du det derimod af lyst, vil din flinke handling blomstre og skabe værdi for andre.

    og med den definition vil jeg faktisk gerne være Fucking Flink!

  • Et øjeblik...

    1. september

    Det er svært at få armene ned… specielt i dag på den første efterårsdag iflg. kalenderen… det er altså ikke sommer mere!

    Til morgen kl. 5.30 var der både mørkt og småkoldt. Kun den allerførste morgensol kunne anes oppe over bakkerne og det varer ikke længe, før jeg er nødt til at finde både refleksveste og vanter frem, når den rødhårede og jeg bevæger os ud!

    Men hører I mig klage. Nope! Jeg bryder mig nemlig hverken om varme eller insekter, så jeg trives storartet i de køligere årstider.

    Jeg har stort set ikke sovet “igennem” siden før sommerferien… jeg vågner midt nat (kigger ikke på klokken… gider ikke vide hvad den er) og er ved at kvæles i varme, selvom jeg sover lige under et vindue, der står på vid gab. Jeg helt bevidst om, at det til dels er fordi jeg har ting, der generer og rumsterer i hovedet, men jeg tror altså også på, at det er fordi jeg har det for varmt! I hvert fald vågner jeg “badet i sved” og så er det altså svært at falde til ro igen!

    Så kom bare an efterår… du skal være så hjertelig velkommen!

  • Et øjeblik...

    Brobygning

    Brobygning tilbydes elever fra grundskolernes 9. kl. og 10. kl. og er
    – et tilbud om at deltage i undervisningen på en ungdomsuddannelse i en periode, inden valg af uddannelse.
    – et tilbud om at blive mere afklaret om valg af ungdomsuddannelse.
    – et tilbud om at afprøve dig selv over for de faglige og personlige krav, der stilles i ungdomsuddannelsen.
    – et tilbud om personlig vejledning i forbindelse med valg af ungdomsuddannelse.

    I 9. klasse valgte Poden at prøve kræfter med HTX og Landbrugsuddannelsen.

    I aftes kom hun forbi for at få en underskrift på dette års ansøgning. Hun har denne gang valgt at tage begge uger på Teknisk skole… en uge på “Bygge og anlæg” og en uge på “Krop og Stil”.

    Tømre vs. kosmetolog… det er da kontraster, der vil noget 😕

    Den pige holder aldrig op med at overraske mig!

  • Et øjeblik...

    En slags mærkedag…

    I aften/nat er det 3 år siden jeg “blev ramt i natten, i mit hjerte, under månens smukke lys” og begyndelsen på resten af mit liv tog sin spæde start.

    Det kan man vel godt tillade sig at fejre..!

  • Folkebil

    Club Polo

    Det begynder at gå op for mig, at jeg som ejer af en fin gammel VW Polo automatisk er medlem af en eller anden slags hemmeligt broderskab… man hilser, når man mødes ude i trafikken!

    De fleste er ganske diskrete og løfter blot hånden til hilsen. Men i dag var der et par ungersvende, der fik øje på mig på deres vej rundt i rundkørselen uden for Vodskov og inden de nåede ud, var vinduerne rullet ned og de hujede og vinkede. Måske fordi deres Polo var akkurat magen til min… også farven (-:

    ” Polo… da weiß man, was man hat”

  • Et øjeblik...

    Nærmest lykkelig

    En mennesketom strand, bølger, fundet af en gammel tennisbold og en madmor, der gad kaste den igen og igen… mere skal der ikke til for at gøre den rødhårede lykkelig!

  • Et øjeblik...

    Driveri

    Kan vi ikke godt sige, at min fornemste opgave denne lørdag aften er at undgå at få ondt i ryggen af at ligge i sofaen? Og at alle de praktiske ting jeg burde ha’ lavet godt kan vente til i morgen? Det kan vi vist godt!

    Poden er draget over til sin far for at tilbringe resten af weekenden sammen med ham, og jeg vil nu lade mig synke ned i extrem dovenskab med hjemmelavet pizza i ovnen, cola, lørdagssnolder og en eller anden letfordøjelig film på dvd’en… måske denne her

    Det gider jeg nemlig godt!