• Fransk Bulldog,  Irma

    Løbetid

    Irmas første løbetid var en træls oplevelse for hende. Rigtig træls.

    Til gengæld har der så ikke være tegn på falsk drægtighed overhovedet. Hun har hverken lagt mælk ned, bygget rede eller gået forvirret rundt med en bamse.

    I morgen er der bestilt tid til vaccination og sundhedstjek af begge dyr, og så må jeg tage en snak med Mogens Dyrlæge… måske har han en ide til hvad vi kan gøre for hende, hvis næste løbetid bliver lige så træls.

    Jeg vil helst undgå sterilisation, men på den anden side synes jeg også, at det er synd, hvis hun 2 x 3 uger om året skal have det så skidt.

  • Fransk Bulldog,  Irma

    Stakkels Irma

    Jeg vil tro, at vi er ved at være halvvejs i Irmas første løbetid.

    Hun opfører sig, som en der ikke aner, hvad der har ramt hende.

    Min ellers så glade lille følgesvend virker nedtrykt, usikker og ved ikke helt hvor hun skal gøre af sig selv. Hun holder til i hjørnerne, som om hun vil gemme rumpen og så sover hun langt mere end hun plejer.

    Hun er sød til at beholde bukserne på, også om natten, så det kan jeg bestemt ikke klage over, men det gør lidt ondt i hundemorhjertet at se, hvor påvirket hun er.

    Det må gerne snart få en ende og så vil jeg overveje, om jeg synes, at det er noget, hun skal igennem 2 x 3 uger om året.

  • Fransk Bulldog,  Irma

    Buksetrold

    De sidste knap to uger har Bob været ekstraordinært interesseret i de dufte Irma udsender fra sin bagpart.

    Der har også været, hvad der kunne minde om, meget fortyndet blod på de hvide hospitalsdyner, men alligevel så sparsomt, at jeg har været i tvivl, om det kunne være hendes første løbetid.

    Det er stadig sparsomt og fortyndet, men jeg er ikke længere i tvivl om, at hun ér i løbetid.

    Den har været ventet. I morgen er hun 11 måneder.

    Bukser og bind er fundet frem. Fine bukser uden halehul og særligt lavet til franske damer. Hun har fået et tyggeben som afledning, men de sidder knaldgodt på hende, så jeg tvivler på de bliver til nogen gene.

    Voksen Irma.

    I hvert fald i kroppen.

  • Et øjeblik...

    Hormonhjerne

    Lillebror havde ‘set’ den komme for en uge siden… løbetiden… og i dag kan jeg så konstatere, at han har ‘set’ rigtigt (:

    loebetid

    3 ugers kamp med bukser og bind, 3 uger med en tæve, der ikke gider noget som helst og 3 uger hvor de må opholde sig i bryggers/hundeværelse, når jeg ikke er hjemme.

    Jeg er ikke meget for at indrømme det, men en hanhund er unægtelig noget nemmere at have.

  • Et øjeblik...

    Dårende dejlig

    Vi er IKKE populære på Tingbakken, den rødhårede og jeg… i hvertfald ikke blandt hanhunde ejerne. Hun begyndte sin løbetid i onsdags og nu trækker vi et spor af knuste hanhundehjerter med manglende appetit og aparte opførsel efter os.

    Vi er heldigvis kolde som jordbær is 😉

  • Et øjeblik...

    Løbetid

    I dag begyndte 3 ugers cirkus med bukser, bleer og forsøg på at overtale den rødhårede til at beholde begge dele på.

    Vi har allerede været anledning til postyr i kvarteret. Vi havde en ældre dame og hendes dejlige Collie lige i hælene på vores morgentur og den stakkels kone mente at hunden de næste 3 uger ville have kuller. Det er lige før jeg tror, det er nemmere at være ejer af tævehunden 🙂

    Jeg var for et år eller to siden af den overbevisning at den rødhårede skulle sterilliseres, for at slippe for besværet med løbetider, men et kald til dyrlægen og en pris på kr. 4200 fik mig på andre tanker… SÅ besværligt er det trods alt heller ikke.

  • Et øjeblik...

    To slags bukser…

    Den rødhårede er i løbetid og bliver i den forbindelse iført et par kække løbetidsbukser.

    Begejstringen for de bukser er ikke forfærdelig stor og der går lige et par dage, inden vi kan få hende til, at beholde dem på ret længe af gangen. Hun er derfor om natten lukket ude i vores bryggers og også dét går der et par dage med at vænne sig til. Hun startede klokken l*** til morgen med at trippe rundt og lyde som om hendes sidste time var kommet. Så snart jeg stod op, iførte hende bukser og lukkede hende ind… gik hun lige over i sin fatboy og sov videre. Lige det jeg havde brug for efter en sen lørdag. Tak!

    Og nu vi er ved kække bukser. Jeg kan heller ikke forestille mig at begejstringen hos disse mandlige curlingspillere har været stor…

    – men hvis ikke vores norske broderfolk bliver kendt for andet til vinter OL, så bli’r de det i hvert fald for deres påklædning 😕