• Et øjeblik...

    Innmari ålreit

    Det ser ud til, at jeg skal fejre min 40 års *host* fødselsdag på et minicruise til Oslo i det allerdejligste selskab.

    Med mulighed for spa på færgen og shopping i den juleklædte norske hovedstad.

    Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig?

     

  • Et øjeblik...

    Voksen in spe

    Jeg er meget bevidst om, at der luskes i krogene rundt omkring mig.

    Fredagsmorgenmødet er pludselig blevet et torsdagsmorgenmøde, netop i den uge det er min fødselsdag, der er udstukket et forbud mod at kigge i Poloens bagagerum og der blev smuglet “noget” ud under en jakke i dag.

    Jeg ved selvfølgelig også godt hvorfor…

    Det er ingen hemmelighed, at min ‘meget’ runde dag ligger ude i, hvad der må betegnes som, nær fremtid.

    Jeg slipper nok ikke med lidt ekstra opmærksomhed i den anledning, selvom jeg helst så det forbigået i tavshed.

    Jeg ønsker mig forresten også denne her… set i Netto… i dag.

    Den indeholder alt det en rigtig hausfrau bør vide om madlavning, bagning og syltning og nu hvor jeg bliver voksen, bør jeg vel begynde på den slags.

    Eller noget.

  • Et øjeblik...

    Stilhed før storm

    Der har været usædvanligt stille på jobfronten i dag. Vi har nået bunden i bunkerne. Alle ønsker/bestillinger er visiteret, igangsat og sendt videre i systemet. Taget i betragtning hvor travlt vi har haft den sidste tid, sidder vi med en følelse af at et eller andet er galt og at vi lige pludselig bliver ramt af en tsunami af en slags.

    De tomme opgavelister har levnet tid til at arrangere en før-julefrokost-kom-sammen for vores kontor. Har jeg forresten fortalt, at det bliver Søs Fenger og Peter A.G., der skal underholde? Det er første gang der har været den slags underholdning til vores julefrokost og jeg tænker, at det er en slags plaster på såret for fadæsen til sommerfesten hvor ‘nogen’ fuckede up, så vi ingen mad fik…

    Der har også været tid til at drømme om en december-fødselsdags-fridag i Olso. Gavekortet ér bestilt gennem Club Matas og så snart det er i hus bestiller vi et minicruise med mulighed for spa på færgen og en dags shopping i Olso. Jeg fylder rundt og selvom jeg ikke holder fest skal det da markeres, at jeg bliver 40 (eller deromkring!).

  • Et øjeblik...

    Find hunden

    Nå okay… så svært er det vist heller ikke på den afstand (:

    Men hun er da ret godt camoufleret midt efterårsløvet.

    Det har været en smuk dag.

    Is på bilen og kig til en stjerneklar morgenhimmel og derefter sol hele dagen fra en næsten skyfri himmel.

    Den søde Rasmus og den skønne skagbo har begge fødselsdag i dag (tillykke til dem) og de kan passende deles om æren for det smukke vejr.

    Og så er det fredag.

    Bliver det overhovedet ret meget bedre? (:

  • Et øjeblik...

    Cobber House´s Arabella hedder hun sådan helt officielt. Hun er født hos Bageren i Mou og er én ud af ti hvalpe i et kuld. Alle tæver i øvrigt. Hun vejede ved fødslen 435 g. Den er øget betragteligt siden. Vægten altså.

    Hun er af meget fin familie. Hendes farfar hed Nirvana Kwan og var Fransk- og international Champion, Fransk Klubvinder og Verdensvinder i 2001. Hendes farmor var næsten lige så fornem.

    Jeg tænker, hun er kold som jordbæris. Både med fødselsdag og afstamning.

    Hvis bare hun får noget at æde og nogen gider nusse hende bag ørene, så er hun godt tilfreds med livet… og med os.

    I går var jeg en hund.
    I dag er jeg en hund.
    I morgen vil jeg sandsynligvis stadig være en hund.
    Suk!
    Der er ikke meget håb om fremgang.
    ~ Nuser ~

     

  • Et øjeblik...

    18 år med maner…

    Poden i klemme mellem den skønne Jonas og veninden Louisa 

    Når jeg ser de 100 billeder, der er taget aftenen igennem af mobildiskoteket IMBA SOUND, så er jeg ikke i tvivl om, at lørdagaftens fødselsdagsfest var en succes. Stor succes og dermed alle reserverne og al arbejdet værd. Der var en del oprydning både inde og ude, men ikke mere end det var til at overskue – og efter formiddagens rengøring ligner fælleshuset sig selv uden synlige spor af abefesten.

    Spørg mig ikke, hvad de har gang i… (:

    Lidt mere afdæmpet men rigtig hyggelig var også dagen i dag med boller og kagemand i familiens skød.

    Det har været et par gode dage, og fødselsdagsbarnet er glad og tilfreds med både indhold og udbytte (: