• Ufrivillig pause

    Ja, så lå jeg pludselig på hjerteafdelingen på Aalborg Sygehus Syd og der opstod en absolut ufrivillig pause på bloggen.

    For at starte hvor jeg slap… Jeg havde en tid ved lægen kl. 14 i torsdags. Da hun hørte min historie og så mit hjertekardiogram blev hun tilsyneladende straks alarmeret og ringede til vagthavende kardiolog på sygehuset, og efter en kort samtale blev der tilkaldt en ambulance og så gik det ellers stærkt. Inden der var gået få timer havde jeg været gennem scanninger og diverse andre undersøgelser. Det blev desværre konstateret, at jeg havde blodpropper i begge lunger, der stammede fra venstre ben (som jeg havde haft smerter i i 14 dage), hvor der fortsat sad/sidder blodpropper. Jeg blev sat i 1½ times intensiv behandling med blodprop-opløsende medicin (Trombolyse), mens jeg hele tiden var overvåget af to sygeplejersker, som hvert andet minut spurgte hvordan jeg havde det, tog blodtryk, målte iltning osv. Risikoen ved denne kraftige behandling var blødninger, både ydre og indre, så det var vigtigt at jeg var under konstant overvågning. Da de 1½ time var gået, var jeg som født på ny, min galoperende puls var faldet, iltningen af mit blod var næsten normal og min stakåndethed var væk.

    Det var helt ærligt lidt en forskrækkelse at få og jeg kan bestemt heller ikke sige mig fri for at ha’ været meget bange.

    Jeg er blevet “løsladt” for weekenden HVIS jeg selv er i stand til at sprøjte mig med det blodfortyndende medicin – og selvfølgelig er jeg det (det er afprøvet under overvågning af en sygeplejerske) – hvad gør man ikke for at slippe ud af sådan et hospital? Sikke et held min mave er godt polstret – der er som at stikke en nål i en pakke smør og lige så smertefrit 😉

    Jeg har også fået piller med hjem, og jeg bliver ikke rigtigt udskrevet, før der er fundet den helt rigtige dosis af disse – der går lidt tid, hvor jeg skal møde jævnligt op til blodprøvetagning på afdelingen – men kan jeg være hjemme ind i mellem er jeg godt tilfreds.

    Vores Kreta tur står lidt hen i det uvisse. I flg. lægen der gik stuegang i går er der ingen helbredsmæssig risiko forbundet ved at rejse – men der er ingen forsikringsselskab, der vil røre mig med en ildtang nu. Jeg afventer lige en samtale med en læge på mandag og hvis han synes, det er en dårlig ide jeg rejser, vil vi forsøge at overføre min billet til Jes’ navn – så får Nanna i det mindste en ferie ud af det.

  • Pulsen er uændret høj

    13 trin har jeg op ovenpå og det føles som at løbe en maraton… jeg fatter slet ingenting!

    Jeg har ikke fået det hverken værre eller bedre, så jeg venter og ringer til min egen læge i morgen. Jeg skulle jo helst være frisk til at Nanna og jeg skal rejse den 28. juni, og jeg har ved Gud ikke tid til at være syg.

  • Høj puls

    Jeg skulle fotografere en lampe på jobbet i dag. Det foregik i gulvhøjde og da jeg skulle op derfra fik jeg det skidt og blev meget stakåndet. Jeg kunne mærke min puls var høj og jeg skyndte mig ind på min pind. Uroen i kroppen blev ved og da jeg skulle hjem, kunne jeg næsten ikke klare de 100 meter fra mit kontor til min bil… jeg pustede som om jeg havde spurtet 10 kilometer.

    Hjemme fik jeg målt min puls, og selv om jeg havde ligget stille længe, var den et stykke over 100! Det er da vist ikke helt normalt – nu blev det selvfølglig ikke bedre af, at jeg også blev bange. Jeg havde fat i vagtlægen, men han mente ikke for nuværende, at det var nødvendigt at han så mig i aften (med mindre det blev værre), men han synes dog jeg skulle få en tid hos min egen læge i morgen. 

    Jeg har aldrig været i kanonform, men jeg kan da trave mange kilometer i skoven med den rødhårede uden at blive forpustet af det, så jeg skal ærligt indrømme, at jeg fortsat er noget urolig!