• Et øjeblik...,  Jul

    Så blev det igen jul i den lille havneby på kanten af fjord og hav.

    Jeg logger ud, travlheden slipper sit tag og julefreden kommer snigende med sit budskab om næstekærlighed, fred, tilgivelse og håb.

    Sidder stille et øjeblik og er taknemmelig over i aften, at have en plads omkring et bord, hvor der er varme og rummelighed. Ikke alle har den mulighed. Nogen har ingen at holde jul hos og andre holder jul væk fra deres familier for at give syge, gamle, hjemløse, indsatte, familieløse en god jul.

    I år bliver mit livs første jul uden mine forældre. Jeg vil sende en varm tanke til dem og til de andre, der i aften mangler ved det veldækkede bord, omkring træet eller bare i livet.

    Rigtig glædelig jul til jer alle sammen – lige meget hvem du er, hvor du er, hvad du tror på og hvor du kommer fra – må din jul blive fyldt med konfekt, kys og kærlighed!

  • Jul

    Julebag

    Chris Rea er ‘driving home for Christmas’ imens jeg bager årets første (og måske eneste) omgang brunkager.

    Det er en opskrift fra en anden Mette B. og de smager himmelsk af krydderier, mandler, appelsinskal og pistachio.

    Dejen blev samlet i går og har hvilet natten over. I dag er de så skåret i fine tynde skiver og bagt nogle få minutter i ovnen. Mette B. ville helt sikkert have kommenteret lidt på afbagningen – min ovn bager skævt – men selvom nogle af dem er lidt til den mørke side smager de stadig skønt.

    I dag er lyset helt udeblevet, så billedet er fra sidste års produktion, hvor også afbagningen var bedre kan jeg se 🙂

  • Familie,  Jul

    Glædelig 1. december

    Det er meget længe siden en strandtur har været af den slags man ikke vil hjem fra. Kold, klar og så stille, at jeg skulle kigge langt ud i horisonten for at se den mindste krusning på vandet.

    Alt var dækket af det fineste lag iskrystaller og landskabet var ret magisk.

    Min mor ville været blevet 87 år i dag. Det er den første fødselsdag, hvor hun ikke skal fejres.

    Til morgen gik jeg forbi kirkegården, tændte et lys og sendte hende et tillykke. Jeg vil ikke bruge ordet savner om dem, men jeg tænker på dem hver eneste dag med glæde og taknemmelighed.

    Jeg drømmer ofte om samtaler med min mor. I drømmene har hun igen et sprog og vi kan igen tale om alle de ting, som jeg længe ikke har kunne dele med hende.

    Når man mister et menneske er der en første gang for det meste og det mærkes selvfølgeligt tydeligst i de situationer, som har betydet noget. Fødselsdag og jul f.eks. I dag var det hendes første fødselsdag, om lidt er det min… og snart er den første jul nogensinde uden mine forældre.

    Følelsen af at have mistet det fundament jeg er bygget af er stadig både tom og tung.

    Tillykke med dagen, mor

  • Jul

    Hvad du ønsker skal du få…

    Julegaverne kommer trillende i en lind strøm og jeg farter mellem ‘Hos Pia’ efter Port Nord Pakker og ‘Den lille kiosk’ efter GLS pakker.

    Den sidste er netop hentet.

    Du hørte rigtigt.

    DEN SIDSTE!

  • Jul

    Jul på kontoret

    Søndag blev brugt på kontoret. Ikke med arbejde, men med at pynte lidt til jul.

    Jeg havde medbragt Nanna som assistance. Eller det vil sige jeg var assistancen. Min højre skulder skaber sig og hun var den, der måtte række op og styre både stjerner og vindues pynt.

    Jeg blev ret tilfreds med udførslen af den ide jeg havde med de kasserede mobiltelefoner. Det helt rigtige juletræ i it-afdelingen. Helt i top havde træet været, hvis de kunne tændes. Alternativet blev en lyskæde som blinker på den der irriterende elektroniske måde.

    Hvordan væggen ser ud når de skal ned efter jul vides ikke. Den tid den sorg. Vi kan jo altid hænge en plakat op, hvis det går helt galt.

    Materialerne er genbrug fra min egen julekasse. Det eneste der er købt specielt til kontoret er de meget store julestjerner som jeg for en del år siden faldt over i Ikea og som kræver et rum af en vis størrelse.

  • Jul

    Kald mig bare Mette Blomsterbech

    Huset dufter herligt af årets allerførste julebag.

    I går lavede jeg dejen til Blomsterbergs brunkager. Det var et pænt stort arbejde, med hjemmesyltede appelsinskaller, smuttede mandler og hvad har vi.

    Dejen har hvilet til i dag og er nu omsat til en ordentlig bunke nybagte brunkager.

    De smager skønt og har helt sikkert været de mange forberedelser værd.

    Om de holder til jul?

    Næppe!

  • Hamborg,  Jul

    Julerejsen går til…

    Selvom der næsten var frit valg på hylde ét, synes Poden, at vi skulle tage på kør-selv juletur til Hamborg. Det er en overkommelig tur på 450 km og så kunne hun jo se en fordel i, at vi kan fylde bilen til randen med indkøb og ikke behøver begrænse os til hvad vi kan have i en kuffert. Smart.

    Jeg har bestilt værelse til os på HENRI Hotel Hamburg Downtown, som ligger få minutters gang fra Moenckebergstrasse. Jeg har ladet mig fortælle, at det er Hamborgs svar på Strøget.

    Nu har vi så kun én udfordring. Parkering. Men det finder vi også en løsning på.

    (billederne er lånt på nettet)

  • Jul

    Der er længe længe til

    Med under tre måneder til juleaften er det vel ikke et sekund for tidligt at bestille den første julepynt. Eller noget 🙂

    Nå, men når den skal specialfremstilles skal man i hvert fald være ude i god til og til morgen lavede jeg en bestilling på en af Julias fine miniature-landskabs-snekugler, som jeg så første gang hos Interiørfabrikken i Aarhus.

    Vis dette opslag på Instagram

     

    Et opslag delt af Julia // The Vintage Hausfrau (@the_vintage_hausfrau_minis) den

    En lille bitte smule nyt må der til hvert år. I 2017 var det fine glas kugler fra Harrods – i år kommer tilskuddet fra Aarhus.

    Jeg er vild med december. Og jul 🙂

  • Bob D,  Jul

    Dagen derpå

    Juleaften i verdens bedste selskab, med dejlig mad og skønne gaver

    Til Bob D

    • Mad- og vandskål
    • Dental sticks
    • Is

    Til mig

    • Sjov Pylones ring (som poden have købt lige for næsen af mig i Carneby Street)
    • Lækkerier fra Bauté Pacifique så jeg kan holde mig ung endnu et år 😉
    • Hans Bølling ‘Duckling’
    • ‘Aldeles fremragende’ Mads og Monopolet citatbogen
    • ‘My perfect boyfriend’ kit – en gave, som jeg forventer mig temmelig meget af
    • Hjemmelavet duftlys
    • To musselmalede krus (som faktisk var en fødselsdagsgave)

    I dag står den på julefrokost prep – i morgen samles familien hos mig til endnu et ædegilde og pakkeleg.


    Bob D dag nærmer sig med raske skridt – der er 21 dage tilbage. Jeg har bestilt et halsbånd, som passer halsmål mellem 20 og 30 cm – det bør passe. Jeg har vasket liner, skåle fik vi i julegave, hundesengen og transportburet er indkøbt. 2 senge faktisk – han skal jo have en både i stuen og en på første sal. Legetøj har vi masser af, også dét er nyvasket. Foder og ‘mor-duft’ har han med sig.

    Mangler vi andet?

    Har jeg sagt, at jeg glæder mig?

  • Jul

    Så blev det igen jul i den lille havneby på kanten af fjord og hav.

    Jeg logger ud, travlheden slipper sit tag og julefreden kommer snigende med sit budskab om næstekærlighed, fred, tilgivelse og håb.

    Sidder stille et øjeblik og er taknemmelig over i aften, at have en plads omkring et bord, hvor der er varme og rummelighed. Ikke alle har den mulighed. Nogen har ingen at holde jul hos og andre holder jul væk fra deres familier for at give syge, gamle, hjemløse, indsatte, familieløse en god jul.

    Rigtig glædelig jul til jer alle sammen – lige meget hvem du er, hvor du er, hvad du tror på og hvor du kommer fra – må din jul blive fyldt med konfekt, kys og kærlighed!