• Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    Skolestart

    Der var sol på søndagen og efter alle havde spist morgenmad pakkede jeg bilen og kørte til stranden. Den milde i øst. Irma har endnu tilgode at se Vesterhavet.

    Irma er tilmeldt hundtræning med start den 9. februar. Jeg mener det er vigtigt, at vi også kommer ud alene, så hun får nogle oplevelser på egen hånd og ikke vænner sig til kun at læne sig op af Bob.

    Jeg har fundet et sted i Sulsted, som lægger vægt på det jeg gerne vil med min hund:

    “At træne sin hund er meget andet end lydighed”

    • Det handler også om den gode relation, at styrke båndet mellem hund og ejer gennem samarbejde og fælles udfordringer.
    • At hunden kan finde ro på gåturen og omkring andre hunde.
    • At få hunden til at tænke selv – mental stimulering.
    • At aktivere hunden så den bliver glad og tilpas og nok vigtigst at alt, at have det sjovt!

    Tidspunktet er også nærmest som skabt for os: 12 uger og færdig vaccineret. Også tidspunktet på ugen og dagen er perfekt. Søndag formiddag. LANGT mere motiverende for mig end en hverdagsaften hvor jeg ved, at jeg skal tvinge mig selv af sted.

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    11 uger

    Vi fejrer Irmas 11 ugers dag med krondyrgevir og en vægt på 3730 gram.

    Torsdag og fredag har de to været alene nogle timer om formiddagen, mens jeg har holdt øje med dem fra distancen.

    Bob vil helst sove formiddagen væk, men med en hvalp, der er top frisk efter 8 timers nattesøvn bliver der ikke meget ro til ham.

    Det er gået over al forventning. En masse leg og tumult og en Bob, der ihærdigt prøver at genoptage sin skønhedssøvn, men ingen gøen, hylen eller på anden måde tegn på, at hun skulle være ked af det.

    I dag havde hun haft et enkelt lille uheld – i afløbet i bryggerset – men andet kan jeg heller ikke forvente af en hvalp på den alder.

    Krondyrgevirene er et hit og helt typisk er det, den anden har langt mere spændende…

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    Første lille arbejdsdag

    Jeg har været på job i dag. I to timer – med transport har jeg været ude af huset i tre.

    Der er gået rigtig fint.

    En del tummel at se på overvågningen, men ingenting, der tydede på, at det var fordi de var alene, men det er klart, at de er friske efter 8 timers nattesøvn og ikke bare lige lægger sig til at sove igen.

    Det er ret morsomt at følge med på overvågningskameraet.

    De har to senge i bryggerset; en stor ‘biabed’ og en mindre balje.

    Bob lægger sig i den lille seng og jeg fornemmer, at han gør det i håb om, at få lov at ligge alene. Det sker så IKKE for snart ser man Irma møve sig ned ved siden af ham.

    Så flytter han sig til den store seng. Gemmer sig under tæppet og straks efter følger den bette efter.

    Han favner hende mere for hver dag der går og jeg tænker, at han på et tidspunkt giver op og selv kommer til at nyde nærværet af en anden hund.

    Nævnte jeg, at der heller ingen uheld havde været, men at hun selvfølgelig trængte til at komme ud.

    D Y G T I G hund!

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    It’s not a wig

    Donald kom med posten og lige som ret mange andre synes hundene, at det eneste interessante ved manden er hans hår.

    Vi er i gang med alene-hjemme-træningen. Fordi de er to og har hinanden forestillede jeg mig, at det ville blive vores absolut mindste udfordring, men det har vist sig at være sværere end som så.

    Små ture ud er i dag blevet til knap en time uden postyr.

    Men hvis jeg troede, at jeg kunne sidde ovenpå og arbejde og bilde dem ind, at jeg ikke er hjemme, så må jeg tro om!

    Bob er i entre og badeværelse når han er alene og så er børnegitret ind til stuen lukket. Det har intet problem været, men Irma finder det skide irriterende, at det gitter er lukket. Måske er det fordi hun udmærket ved, at jeg ikke ‘rigtigt’ er gået.

    Jeg overvejer om jeg torsdag og fredag skal prøve at køre ind på jobbet et par timer.

    De er overvåget med både lyd og billede – og så kan jeg køre hjem hvis der bliver for meget uro.

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    Strandløver og sofakartofler

    Nordjylland var med smukt solskin på i dag, så da Nanna var dukket op og vi havde sat første vask over, tog vi en tur ud med hundene.

    En tur gennem Præstens Plantage og ned på stranden.

    Her mødte vi Torben, som har Elmelundens hundepension – det lokale hundehotel, som ligger lige uden for Hals. Bob har været passet der et par gange. Torben har en helt særlig måde at tackle hundene på og jeg er ikke det mindste ked af at aflevere mine hunde til ham, når det er nødvendigt.

    Han så frem til også at få Irma som kunde til sommer, når Poden og jeg drager mod Amsterdam.

    Det trætter en hvalp med så mange oplevelser og hjemme gik hun direkte i koma.

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  I maskinrummet,  Irma,  Irma & Bob

    Tryk ikke på den knap!!!

    Note to self: “Import demo content” er en knap, som jeg under ingen omstændigheder skal trykke på.

    Under en sen telefonsamtale i aftes, hvor jeg samtidig sad og dimsede lidt i maskinhuset, var det præcis det jeg gjorde.

    Trykkede.

    Et øjebliks uopmærksomhed og fingrene gjorde noget helt på egen hånd. Eller noget.

    KAPOW… og så var alle indstillinger, jeg har brugt meget meget langt tid på at finjustere, forsvundet og erstattet af teamets standarder.

    PISOSSE!

    Det betød jeg kom sent i seng. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove når min digitale verden var sådan i uorden.

    Heldigvis var det en af de nætter, hvor Irma så besluttede at sove igennem.

    Hvorfor hun skal tisse oftere nogle nætter end andre aner jeg ikke, men kan blot trøste mig med, at det går over.

    Bob er helt holdt op med at reagere på, at vi kommer ned fra første sal, går i haven og smutter oven på igen. Han ved, at der ingen grund er til alarm og roligt kan blive liggende i sin varme kurv.

    Over middag – efter en en kort arbejdsdag for mit vedkommende og længere formiddagslur for hundenes – tog vi ud i Præstens Plantage.

    Der er ikke det mindste piveri fra den bette, som ser ud til at stornyde turene. Hun gider i hvert fald ikke blive båret. Tager jeg hende op fordi jeg synes hun må være træt, så vrider hun sig som en ål indtil jeg sætter hende ned igen.

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    Den sidste

    Jeg har nået enden. Af ferien. I dag er det sidste hele fridag i denne omgang. De næste 14 dage skal jeg hver dag præstere en halv arbejdsdag på hjemmekontoret.

    Jeg er skide glad for, at det kan lade sig gøre på den måde, at give Irma den bedste start i familien.

    I går var Irma og jeg lige ude og hilse på i firmaet og så også hvad der bliver vores nye kontor. En tredie – og meget meget bedre – løsning viste sig. Vi flytter ind i det gamle smedeværksted med tilhørende lager. Først skal det tømmes og males, der skal tæpper på, nye lamper og solgardiner – men det er snart og jeg glæder mig over den fine løsning.

    I dag skal vi også på tur. Jeg skal ud i City Syd og hente et overvågningskamera, så jeg kan holde øje med de to dyr, når jeg ikke er hjemme. Da Bob var hvalp foregik det gennem en aflagt iPhone, men den kunne bestemt ikke tåle at være tændt så længe og batteriet svulmede op til det dobbelte så denne gang bliver det et kamera beregnet til formålet.

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    Alt er stadig godt

    En hel nats uafbrudt søvn skal på ingen måde undervurderes. De sidste par nætter har været med kun en enkelt tissetur ved et tiden og så er hun først vågnet igen ved mellem halv syv og syv.

    Det går i det hele taget over al forventning.

    Det hele.

    Hun sover om natten, hun spiser godt, stortrives i selskab med Bob og er en tryg og glad hvalp.

    Også renlighedstræningen forløber bedre end jeg havde turdet håbe på. Vi har haft dage helt uden ‘uheld’ og dage med kun et enkelt. Hun løber selv til havedøren og vil ud. Det skal jeg selvfølgelig være opmærksom på for jeg får ikke to advarsler. Hendes blære er slet ikke udviklet til at kunne holde sig endnu og det er en her-og-nu trang.

    Der er grund til masser af latter hver eneste dag når hun følger i hælene på Bob og forsøger at gøre alle de ting han gør.

    Trekantskoven er skøn for hende med masser af forskellige dufte. Vi har fundet en lille runde, som max tager 10-15 minutter at gå, men i selskab med en hvalp, der skal undersøge og smage på alting, kan vi snildt bruge det tredobbelte.

    Så er der også ro når vi kommer hjem 🙂

  • Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    Atter en dag

    Efter en (forholdsvis) god nats søvn, en luftetur og lidt at spise, gik festen atter igang. En time cirka.

    De sover rigtig meget – Irma er vel oppe på en 18-19 timer i døgnet, Bob knap så meget, men når de er vågne, bliver der også brugt rigtig meget energi på ganske kort tid.

    Bob er kuldskær og foretrækker at sove i bryggerset, hvor han ofte befinder sig med den næsten bare mave på fliserne lige der, hvor gulvvarmen går.

    Irma virker langt mere robust, når det gælder at tåle de lidt lavere temperaturer. Endnu sover hun i det store bur ved siden af min seng, så jeg kan høre når hun skal ud, men jeg tænker, at de to på sigt skal sove sammen nedenunder.

  • Bob D,  Fransk Bulldog,  Irma,  Irma & Bob

    2 år og 2 hunde

    I dag er det præcis 2 år siden vi hentede Bob på samme gård ved Vejle, hvor vi i fredags hentede Irma.

    Det er to meget forskelige hvalpe, jeg har fået med derfra.

    Bob var langt mere forsigtig anlagt – i hvert fald når vi var på nye fremmede steder – men han havde heller ikke en voksen hund at støtte sig til og følge i hælene på.

    Irma er af nogle andre linjer. Hun er mørkere og jeg skal nok også forvente, at hun bliver lidt større end Bob.

    Det er ikke uden grund, at jeg ofte bliver spurgt om Bob er en hvalp… måske skulle jeg bare svare ja. Det giver også lidt luft i forhold til hans begejstring når nogen gerne vil hilse på ham (:

    I dag gik turen til Præstens Plantage.

    Irma var på armen – en 8-9 ugers hvalp skal helst ikke gå ret langt. Hun var ikke enig og vred sig febrilsk for at komme ned. Jeg bar hende hen til en lysning i skoven, hvor hun kunne snuse rundt og fyre noget krudt af.

    Jeg tror hun synes det var fedt at storme rundt i lyngen og det høje græs.