Så er det weekend…

– som om det gør nogen forskel!

Efter hvad der blev en noget hektisk torsdag, var det skønt i dag at pakke den gamle og trave en lang tur i mosen.

Vejret var helt fantastisk og selvom vi ikke var helt enige om, hvilken vej vi skulle gå (han vandt), så det blev den dejligste tur.

Der var ikke et øje derude, så det meste af tiden kunne han løbe uden snor. Det er nu ikke noget, han benytter sig ret meget af … jagtinstinkt er han på ingen måde i besiddelse af og han bevæger sig kun væk fra mig, når han bliver optaget af en spændende duft.

Jeg er begyndt at pakke haven væk for i år. Min plan var at fjerne tomatplanten i drivhuset, men der er så mange store grønne tomater endnu, så den får lige en chance for at modne dem. Der er fjernet en del blade, så der kan komme lys til og så må vi se om det gør en forskel.

Ferieplanen var maling af en gammel kommode, som er kommet frem i lyset og som trænger til en opfriskning.

Jeg har ikke gidet, for at sige det ærligt.

Jeg har en helt ny dåse Jotun LADY Supreme Finish i en smuk rød farve – ikke købt til projektet, men jeg tænkte, at den kunne være fed i rød – og så alligevel. Måske er det fordi jeg er i tvivl om farven, at jeg ikke har fået sat gang i projektet.

Det kan jeg i det mindste bilde mig selv ind.

God weekend!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *