Hals nyt

Vi kan rigtigt godt li’ at komme på landkortet herude i vandkantsdanmark, men helst når det er for noget positivt som f.eks. vores nye ismejeri, kunstfestivallen eller trolden i skoven.

Når det handler om fund af flåter med den alvorlige TBE virus (en virusinfektion, som i nogle tilfælde kan udvikle sig til alvorlig hjernebetændelse) er det knap så rart at blive omtalt. Men det er den nye virkelighed vi skal forholde os til herude. Det er selvfølgelig yderst sjældent, at man bliver smittet med TBE, men jeg forestiller mig, at der alligevel lige skal undersøges en ekstra gang når vi kommer hjem fra skoven og mosen.

Jeg kan se, at det også kan ramme hunde og så meget mere grund til at benytte nogle af de medicinske metoder dyrlægen kan ordinere. Bob har i flere år fået Bravecto tyggetabletter – en halv i april og en halv i august. Han har ingen bivirkninger af dem og de er ret effektive.

Desværre er der ikke helt samme mulighed for mennesker. Man kan blive vaccineret, men det anbefales mest til jægere og skovarbejdere, der opholder sig uden for stierne i naturen.


Et sted vi mangler på landkortet og i historiebøgerne er ved afslutningen af 2. verdenskrig.

De fleste danskere forbinder 5. maj 1945 med én ting: Befrielsen. Efter fem lange år var Danmark frit, tyskerne havde kapituleret og der blev sunget, flaget og festet rundt omkring i landet.

Men ikke i Hals.

Ude ved Nordmandshage – på Hjørnet af Land – lå en tysk deling med omkring 600 soldater og et ganske imponerende arsenal af kanoner og bunkere. Anlægget var bygget for at kontrollere indsejlingen til Limfjorden.

Da tyskerne officielt kapitulerede 5. maj, forventede den lokale modstandsbevægelse naturligvis også, at tyskerne i Hals lagde våbnene.

Det gjorde de ikke.

Den tyske kommandant, Leutnant Ferdinand Krahe – de lokale kaldte ham Piraten – nægtede simpelthen at overgive sig til de lokale modstandsfolk. Han ville kun kapitulere til de britiske styrker.

Situationen blev ret anspændt og på et tidspunkt blev kanonerne endda rettet mod byen. Den tyske kommandant truede med at beskyde Hals, hvis ikke modstandsbevægelsen sørgede for ro og orden.

Først den 17. maj 1945 – 12 dage efter resten af Danmark havde fejret befrielsen – ankom en britisk styrke til Hals. Den britiske søofficer Commander Alan Douglas Bruford, modtog den tyske overgivelse.

Klokken 17 var krigen så endelig officielt slut i Hals.

Man nævner altid Bornholm, som et sted der blev befriet senere – men i Hals måtte man altså vente endnu længere.

Vi har stadig resterne af anlægget og jeg var forbi i dag.

Så fik I også lige en lille historielektion i dag 🙂

Du kan læse mere her – nederst i artiklen kan man se en lille film omhandlende Hals under krigen

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *