Fra Vandløse til Oslo
For en stund tog Hals navneforandring til Vandløse. Vandværket havde nemlig meldt ud, at der i dag ville blive lukket for vandet hele dagen – og i hele byen.
Vi fik først beskeden i går på Facebook, så der var ikke ligefrem oceaner af tid til at forberede sig. Jeg stod tidligt op, gik i bad, fyldte nogle kander med vand og var klar, da der klokken 8.30 blev lukket for hanerne.
Allerede klokken 11.15 kunne jeg dog konstatere, at vandet var tilbage, trods meldingen om, at det først ville komme igen ud på eftermiddagen. Det var jo nærmest en skuffelse. Jeg havde lige nået at føle mig en lille smule som en overlever.
Var det blevet mere langvarigt, har jeg faktisk lyttet til Beredskabsstyrelsen og har dunke med vand stående til en eventuel krisesituation. Vand og toiletpapir. Det er åbenbart det, mit personlige katastrofeberedskab rækker til.
Måske skulle jeg begynde at tænke lidt videre og få anskaffet mig noget mad, batterier, en lommelygte og den slags. For skulle der en dag opstå en rigtig krise, er jeg ret sikker på, at der bliver udsolgt af den type varer på nul komma fem. Og så står jeg der med 25 liter vand og toiletpapir og ikke meget andet.

Udover vandmanglen har dagen mest handlet om den norske konge, hvis liv efter alt at dømme rinder ud i disse timer. Det kan man vist godt udlede af, at stort set hele den norske kongefamilie er samlet på Rigshospitalet i Oslo. Selv hans gamle storesøster og ‘barnebarnet’ Marius med fodlænken er til stede.
Kong Harald virker som sådan en hyggelig fætter. Nordmændene kalder ham vist hele Norges bedstefar, og det er faktisk et meget passende navn alderen taget i betragtning. Han er tæt på 90, så det er jo heller ikke, fordi det kommer helt uventet. Men trist er det selvfølgelig alligevel.
Jeg har faktisk mødt både ham og Sonja engang.
På en tur til Norge var vi i nærheden af Eidsvoll stavkirke. Der var et større opbud af mennesker og politi, og vi kunne ikke helt gennemskue, hvad der foregik.
Det viste sig, at de var der af en ganske god grund. Pludselig kom Harald og Sonja gående forbi lige dér, hvor vi stod.
Så jeg har altså stået ganske tæt på hele Norges bedstefar. Det er måske ikke helt det samme som at have drukket kaffe med ham, men i min bog tæller det alligevel som et kongeligt møde.


