Der alte
Da jeg sagde farvel til Arabella i marts 2015, var hun den hund jeg har haft, der havde levet længst. De store tunge racer bliver ikke ret gamle, så da hun rundede de 9 var hun meget gammel.
Det er heldigvis normalt anderledes med de mindre racer. Bobben bliver 9 senere på året og virker på ingen måde som en gammel hund.
Han er blevet gråskægget, men det er også det eneste synlige aldringstegn. Jeg er dog begyndt at mistænke, at hørelsen måske er blevet en anelse selektiv. Han reagerer i hvert fald ikke altid, når jeg kommer hjem. Jeg kan kalde på ham, gå rundt og lede efter ham og til sidst stå lige foran ham, hvorefter han opdager mig og ser ud, som om jeg netop er materialiseret ud af den blå luft.
Til gengæld har han i år udviklet en stædighed, jeg ikke tidligere har set. Jeg ved ikke, om det er alderen eller om han simpelthen har besluttet, at ni år er det perfekte tidspunkt at overtage ledelsen.
Det er Bob, der bestemmer, hvilken vej vi skal gå. Og Bob bestemmer også, om vi overhovedet skal gå.
I går var vi ude på tur lige op ad golfbanen og her lykkedes det Bob at gøre os til dagens underholdning for fire golfspillere, som havde svært ved at holde latteren tilbage, mens de kom med vittige kommentarer på vores bekostning.
Det kan han altså ikke være bekendt!
Synes han, at vi har gået langt nok, smider han sig demonstrativt om på ryggen og nægter at rejse sig. Så står jeg dér med snoren i hånden og ser komplet idiotisk ud, mens jeg forsøger at overtale en fransk bulldog på snart ni år til at bruge sine egne ben.
Han kan sagtens gå. Han vil bare ikke.
Og når man er ni år, gråskægget og i besiddelse af en meget stærk personlighed, har man åbenbart nået den alder, hvor man ikke længere behøver argumentere for sine beslutninger.
Man kan bare lægge sig ned.
4 Comments
Mette L
Vores genbo har sådan en ‘hunde-klapvogn’. De har en gammel og en ung ruhåret gravhund, begge to genbrugshunde, men Hanne har et blødt hjerte for lige den slags, så de kommer hjem til hende. Og den gamle vil jo gerne med ud og gå, så derfor har de vogn til ham.
Mette
Hanne lyder som et rart menneske. Det er ret smart med sådan en vogn – også hvis man vil have sin hund med til steder med mange mennesker. Bob kører lidt i et lidt højt gear med for mange mennesker omkring, og så ville det være rart at han kunne være et sted han føler sig tryg/afslappet og ikke tror at de allesammen er mødt op for at hilse på ham 🙂
Helle Caspersen
Man må jo spille de kort man har, og Bob vælger at lægge sig på ryggen når han ikke gider at gå mere, det må være et kosteligt syn. Jeg havde nok heller ikke kunne lade være med at grine hvis jeg havde set det.
Mette
Han er heldigvis ikke tungere end jeg kan tage ham under armen hvis han bliver for stædig. Hvis det begynder at blive et problem for ham at gå langt, overvejer jeg sådan en vogn til ham – for med dét skal han – og så kan han sidde der og trone uden det belaster ham.