Sommeren er forbi nu…

Morgenens tur i hundeskoven afslørede med al tydelighed, at sommeren så småt er ved at pakke sammen. Det sprøde grønne er flere steder afløst af mere gyldne nuancer og naturen er åbenbart allerede begyndt at tænke på efterårsfarver.

Vi var tidligt på færde i dag – klokken var kun 6:15, da vi var ude af døren. Det er efterhånden en sjælden begivenhed, men i dag slog jeg øjnene op, frisk som en havørn og så var der jo ingen grund til at blive liggende og snue.

Det var Bob helt med på. Altså det med at komme ud. Han er ellers også vældig god til at kravle længere ned under dynen (sin egen, naturligvis), hvis jeg vender mig om på den anden side.

I dag venter han en GLS-pakke med en ny ortopædisk hundeseng. Bob har længe ment, at den billige seng, han tidligere delte med Irma, både var for stor og for ringe. Og når dyret nu har en mening, må hans matte til lommerne.

Vi fandt en rigtig lækker sag på et oprydningssalg på nettet og da den var sat ned med 60 procent, røg den direkte i kurven. Den ankommer til Hals i dag, så nu venter jeg spændt på, om Bob godkender købet.

Tidligt på færde var også Stine Hvid, som er en af kunstnerne, der i øjeblikket lægger sidste hånd på et gavlmaleri ved kirken. Det bliver malet i forbindelse med Hals Kunstfestival.

Der er pt. tre gavlmalerier i gang rundt omkring i byen og uden at kende det præcise antal vil jeg tro, at vi efterhånden er oppe på 12-13 stykker, når de nye kommer til.

Jeg er selv genbo til et af dem, som er malet af en lokal kunstner. Desværre kan jeg ikke se det fra mine vinduer – jeg skal helt ud på gaden for at nyde synet.

Fra mine vinduer kan jeg til kun se nogle af byens mere misligeholdte huse. Her ville et gavlmaleri ellers være en ganske betydelig forbedring.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *