Kom til Hals

Byens bedste jordbær får man ikke i Hals, men på vejen hertil … lige øst for Holtet. Billigere er de også. Sæsonen er kort, så det gælder om at holde sig til – og gerne køre forbi tidligt på dagen. Tror man, at man kan snuppe bær med hjem efter arbejde, bliver man højst sandsynligt skuffet.

Ud over jordbær købte jeg også en pose nyopgravede kartofler med hjem. De er skrabet, kogt og ligger nu på køl, klar til at forkæle en rugbrødsmad sammen med rå løg og mayonnaise.

Der bliver noget at komme efter i Hals til sommer.

Vores Menu er i gang med en større renovering og er blevet virkelig flot. Den trængte også til en opgradering.

Lige overfor, ned mod havnen, åbner ejerne af Restaurant Havkatten – nogle meget driftige unge mænd – om ganske kort tid VenteTid Café & Ismejeri.

De er i fuld gang med at færdiggøre stedet og har annonceret 32 forskellige hjemmelavede isvarianter (jeg har tænkt mig at skulle prøve dem alle) samt lange åbningstider, så det også bliver et sted, hvor man kan nyde en kold fadøl (Tuborg, Carlsberg, Guinness, Grimbergen, 1664 og Brooklyn), en cocktail eller noget andet lækkert på terrassen.

Måske efter man har indtaget sin middag på Havkatten. Jeg har fra pålidelig kilde hørt, at deres fiskebuffet er rigtig god.

De samme folk åbner også Café Ejner et andet sted på havnen, som jeg ikke ved meget om endnu.

Derudover byder byen på Fjordfest, Kunstfestival, Skansespil, SUP og vandfestival, aftensang, onsdagsmarkeder, masser af livemusik og ikke mindst, at Aalborg er værtsby for Tall Ships Races, hvor de smukke gamle sejlskibe sejler lige forbi byen både på vej ud og hjem – der er rigtig god grund til at lægge vejen forbi Hals denne sommer.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *