Den dag på året

Det er den dag på året, hvor jeg fyldes med stille taknemmelighed over at være her endnu.

Den prikker mig på skulderen og minder mig om, at intet i den her verden er en selvfølge.

Heller ikke det liv jeg lever eller de mennesker, jeg omgiver mig med.

I dag er det 18 år siden jeg blev ramt af blodpropper – i det ene ben og i begge lunger og blev hastet på sygehuset.

Det første år fyldte det dagligt, men tiden går og nu tænker jeg ikke på det længere. Undtagen lige denne dag.

Det der fylder nu, er ikke helbredsrelateret. Heldigvis.

Det handler mere om, hvad jeg skal strikke næste gang nu hvor ingen har plads til mere strik i skabet og hvorfor mine agurker ikke vokser i samme tempo som svigersønnens.

Som du nok kan forstå er det VIRKELIG store ting, der fylder i mit liv lige nu 🙂

I går lavede jeg et nøgle på 10 gram af nogle mohairrester og strikkede et nyt ‘cover’ til en defekt hårbøjle, så nu kan de grå lokker holdes på plads, mens jeg sidder udenfor drivhuset og hepper på mine agurker.

Måske skulle jeg strikke nogle flere – jeg kan se, at sådan en håndstrikket sag rask væk bliver solgt for kr. 495 på nettet … jeg kunne strikke dem i julefarver, måske med pallietter og havde dem med på årets julemarked – selvfølgelig ikke til kr. 495, så ville halsboerne ryste på hovedet af mig, men mindre kan også gøre det.