Gåsebiller og grøn misundelse

“Hej mormor!”

Sådan lyder det, når jeg træder ind ad lågen til børnehaven.

Alle ungerne ved efterhånden, at jeg er Solveigs mormor, og da der nok ikke er den store daglige trafik af mormødre på stedet, er jeg ganske enkelt blevet til Mormor.

I går var nogle af de store børn travlt optaget af at fange gåsebiller. Jeg nåede knap nok inden for lågen, før jeg fik præsenteret en hel spandfuld af de små brune biller.

Det gav anledning til en snak om, hvordan billernes larver kan ødelægge en græsplæne. Børnene gik derfra med fornyet kampgejst og en klar mission om at redde børnehavens græs ved at fange endnu flere.

Selv glæder jeg mig over, at jeg ikke længere har en græsplæne, der kan blive angrebet. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg på denne årstid kunne sidde på terrassen og se hundredvis af gåsebiller sværme hen over plænen, mens jeg magtesløst så til.

I år har jeg i forkælet min lille gårdhave med et kapilærkassedrivhus, og både tomater og agurker ser ud til at trives ganske fint.

Dog ikke helt på niveau med dem i Podens have. Jeg må indrømme, at jeg bliver en smule grøn af misundelse, når jeg ser deres planter allerede bugner med blomster og små agurker i stor stil.

Måske er mine bare en anden sort, eller også har de simpelthen den hemmelige opskrift på den bedste agurkedyrkning.