Dagen derpå

Nytårsaften i Hals var overraskende rolig. Det var egentlig kun omkring midnat og en lille halv time frem, der var fuld knald på fyrværkeriet – derefter ebbede det hurtigt ud.

Bob tog det heldigvis pænt. Efter at have gøet ad de første brag trak han på hundeskuldrene og sov videre det meste af aftenen. En lang skovtur tidligere på dagen gjorde også, at en kort luftetur i gården var rigeligt inden sengetid.

Så let gik det ikke alle steder. Facebookgruppen Vi finder hund havde i nytårsdøgnet mindst 30 efterlysninger af hunde, alle skræmt væk af fyrværkeri.

Der er meget, jeg kunne sige om det – både om hundeejere og fyrværkeri – men det springer jeg over og håber bare, at flere næste år husker snor på hunden. Også i egen have.

I stedet vil jeg citere Svend Brinkmann, som siger det så rigtigt … især er jeg vild med ordet skvatdragoner.

Jeg skal hilse fra hundene og sige, at en flot nytårsraket, der lyser op på himlen til midnat, er i orden.

Til gengæld siger hundene også utvetydigt, at krudt, der bare siger bang, kun er for infantile skvatdragoner, som desperat forsøger at manifestere en sølle og usikker form for maskulinitet, der kun formår at forskrække dyr, bedsteforældre og PTSD-ramte veteraner og krigsflygtninge. Der er ingen grund til at lege krig, når der findes rigeligt af bomber i forvejen.