Det er noget skrammel

I aftes opdagede jeg et par grimme hævelser mellem tæerne på Bobs ene forpote og det betød selvfølgelig en kontakt til dyrlægen.

Det ser ikke ud til et genere ham eller gøre ondt, men jeg var alligevel glad for at kunne få en tid allerede i dag.

Diagnosen? Furunkulose.
Dyrlægens kommentar: “Det er noget værre skrammel!” – og det lyder jo altid lovende… NOT.

Så nu står den på fodbade og penicillin, og vi krydser poter og fingre for synlig bedring inden torsdag, hvor han skal til kontrol. Hvis ikke… ja, så er det frem med det tunge skyts.

Og som om én dyrlægehistorie ikke var nok for en uge, så besluttede Irma i weekenden at levere et lille drama. Pludselig gemte hun sig bag min store stueplante (samme sted som under hendes løbetider), og mundvandet fossede ud af munden på hende som en åben vandhane.

Det lignede en allergisk reaktion – og så kom jeg i tanke om, at hun tidligere på aftenen havde været meget optaget af et bestemt hjørne i gårdhaven. Og ganske rigtigt: dér sad en af de store tudser, der indimellem kigger forbi. Jeg er ret overbevist om, at Irma har givet den et lille “smagstest” 😬

Heldigvis stoppede mundvandet igen, og siden har hun været helt sig selv igen.