Fredagsfest

Fredag var en “arbejdsdag light” – på kun lidt over en time. Til gengæld en time, hvor Solveig havde gang i sin helt egen fredagsfest, og først smed håndklædet i ringen og lukkede øjnene et kvarter før farmand trådte ind ad døren, og jeg havde fri.

Det er jo egentlig helt fair. Hun bliver ældre, og middagslurene bliver naturligt kortere, før de til sidst uddør helt. Men ikke endnu. Formiddagen i børnehaven stadig så udfordrende, at der er dage, hvor jeg dårligt når at sige “godnat”, før hun sover.

Fordi jeg nu havde tidligt fri pakkede jeg hundene og kørte en tur i Hals Mose. Her kan hundene oftest tumle uden snerrende bånd og det nød de på hele den lange tur rundt.

Bob er som et lille lokomotiv: han drøner bare afsted uden overhovedet at kigge sig tilbage for at se, om jeg stadig eksisterer. Irma derimod – søde lidt usikre Irma – hun ender i sit klassiske dilemma: Skal hun følge Bob, eller skal hun blive hos mig? Resultatet: et konstant zigzag-løb mellem os – hun fik helt sikkert løbet dobbelt så langt som nogen af os andre.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *