Hot hot

Juli kom da ret varmt fra start – først på eftermiddagen var der 30,7 grader under parasollen i min lille gårdhave.
Vi trak indenfor, hvor der ‘kun’ var 25,7.
Onsdag blev en uventet fridag fra mormorjobbet. Farmand havde fri i dag og kunne selv hente Solveig, så i stedet blev det til lidt praktisk og et besøg på onsdagsmarkedet i Hals.
Markedet er skrumpet gevaldigt de sidste par år. Der er også gået lidt for meget Hjallerup marked i det, hvis du spørger mig.
Strømper, fake parfumer og smykkeboder har efterhånden mere plads end de rigtige kræmmere.
Jeg fik mig dog et enkelt gammelt Christian VIII “Berlinois” rødvinsglas til samlingen og en lille håndfuld fine håndlavede porcelænsknapper.
Det var en ældre dame, som solgte knapperne og hun fortalte at hun brugte vinteren på at lave dem.
Der var rigtig mange fine farver og jeg tænker, at jeg skal forbi igen næste onsdag, når jeg lige får lidt styr på, hvad jeg kunne tænke mig at strikke til efteråret.
Jeg drømmer f.eks. om en Sakura Open Vest, som har ikke mindre end 15 små knapper – og det må da gerne være fine porcelænsknapper.
Jo jo, jeg er i gang igen efter 3 måneders strikkepause.