Exhale

To dage er knap tid nok til at restituere efter en travl arbejdsuge.

Lørdag var jeg SÅ træt. Orkede ingenting. Sov midt på dagen OG gik tidligt i seng. Måske er det alderen eller også har jeg bare ualmindeligt meget om ørene i øjeblikket.

I modsætning til lørdag, har søndagen været en af de aktive. Især har jeg været flittig i gården.

Stauder og blomster er efterhånden blevet en smule trætte at se på, så nu er de sat til side i håb om at de vil skyde igen til foråret.

Desværre har jeg kun et mørkt skur at overvintre planterne i – det bedste jeg kan gøre er at sætte dem tæt på muren under et udhæng og evt. pakke dem ind i bobleplast når vinteren kommer.

Sommerfuglebusken og prydløgene tiltrækker fortsat store mængder sommerfugle og bier.

Jeg har gjort foderbrættet klar og så håber jeg også at kunne tiltrække lidt fugle til gården. Sidste år havde jeg en fast gæst i form at en sangdrossel – i år må den gerne tage familien med.

2 Comments

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *