Læseanbefaling

Jeg er lige ved at være færdig med Marie Hellebergs Kvinderne fra Thy.

Helleberg er mest kendt for sine historiske romaner, men her vender hun blikket mod sin egen slægtshistorie og beskriver sin oldemor Mariane og mormor Marie Dusine så levende, at man næsten synes, at man kender de to stærke kvinder.

Thy er barskt og vindblæst og det samme er kvindernes liv.

Forlaget skriver:

Det er en roman om to stærke kvinders vandring gennem et liv, der går brat ned og langsomt op. Om oldemoren Mariane, der kunne være blevet frue på en herregård, men i stedet ender i Vester Vandet, alene med en stor børneflok, da hendes mand stikker af for at prøve lykken i Amerika. Om mormoren, Marie Dusine, der derfor vokser op uden en far eller andre mandlige autoriteter. Hun er en vred oprører, der ikke kan bestride arbejdet som stuepige, men som gennem sine stærke holdninger kommer til at danne par med en uventet mand. Det er en fortælling om upassende forelskelser, om at have lykken inden for rækkevidde og tabe det hele på gulvet og om at udfordre fastlåste normer og skabe muligheder for sig selv. Et portræt af livet på landet og i provinsen, som det tegnede sig for kvinder i 1800-tallet og hen over århundredskiftet.

Klar på læselisten ligger efterfølgeren Søstrene fra Thy. 

Oplæser af begge Helleberg bøgerne er Marie Garde. Jeg kan se på anmeldelserne, at holdningen til oplæsningen er meget forskellig. Hun er neutral og generer mig ikke.

Læseoplevelsen er meget afhængig af oplæseren. Der er bøger jeg ikke får læst fordi det f.eks. er Torben Sekov, der læser op – og bøger jeg får læst fordi det en særlig lækker stemme, der læser – f.eks. Karsen Pharao, Dan Schlosser eller Bent Otto Hansen.

Også skuespillere kan det der med oplæsning. Jens Albinus, Ellen Hillingsøe og Lars Brygmann gør det fremragende.

Nogle oplæsere har en stemme, intonation og en måde at udtale ord på så alting stritter på mig. Jeg læste en bog på et tidspunkt, hvor Julie Bertelsen konsekvent udtalte spøgelser som “spøVelser” og det blev sagt rigtig mange gange. Det kunne ødelægge bogen fuldstændig for mig. Ja, jeg er lidt sart.

Fornøjelsen ved lydbøgerne er, at jeg kan lave noget mens jeg ‘læser’. Om lidt tager jeg f.eks. de sidste kapitler af Kvinderne fra Thy, mens jeg giver havebordet en tur med rystepudseren.

2 Comments

Skriv et svar til Helle Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *