Bare et kapitel mere

Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Jeg var der. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Alt var anderledes dengang. Det var før, min fars ting var begyndt at fylde så meget, at vi ikke længere kunne komme ind i stuen. Og før min mor var blevet så stor, at hun ikke længere kunne komme ud af soveværelset. Men det var efter, at de havde meldt mig død, så slap jeg for at komme i skole.?

Pigen Liv vokser op på en lille isoleret ø med sine forældre. Hun sætter ingen spørgsmålstegn ved det liv, familien lever. Selvom faderen holder hende skjult i en gammel container, er hun aldrig i tvivl om, at han elsker hende.

Det var rent tilfældigt, at jeg faldt over Ane Riels roman Harpiks. Henrik Kofoed læser (på fremragende vis) historien om pigen Liv, der vokser op på en lille ø sammen med en mor, der er for stor til at forlade soveværelset, og en far, der fylder hjemmet med skrammel, melder den levende Liv død og kvæler sin egen mor.

Liv stjæler føden til sig selv, sin mor og far. Hun stjæler alt muligt fra beboerne på sydsiden af øen og tror, det er en leg, hun leger, for det har hendes far fortalt hende.

Den er en fængslende, finurlig og grusom bog … jeg tager lige et kapitel mere.

3 Comments

  • Mette L

    Åååhhh, den må jeg da vist også høre med Henrik Kofoeds stemme. Jeg læste den i sommerferien, og blev fuldstændig opslugt af historien, så den er garanteret værd at høre også. Det er en virkelig grum historie, og så alligevel så fin og fængslende og hjertevarm…

    • Mette

      Jeg har lige hørt de sidste kapitler – den er fantastisk. Jeg har hentet hendes anden voksen roman ‘Slagteren i Liseleje’ i håb om en lige så opslugende læseoplevelse.

      • Mette L

        Det har jeg til gengæld ikke, for jeg synes ikke rigtigt teaseren for den bog er fængende. Og så er det et helt andet univers, når der ikke er børn med, men måske skal den ha’ en chance.

Skriv et svar til Mette L Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *