Den sidste og den første dag

Årets sidste dag blev tilbragt ved Vesterhavet sammen med et par unge bulldogs, der i den grad nyder hinandens selskab.

De skulle krudtes af inden nytårsaften for alvor gik i gang. Og det skulle vise sig at være en god beslutning, for da folk omkring begyndte at fyre krudt af var der ingen af de to, der vovede sig ud i haven.

Jeg fandt en lille pause sidst på aftenen, hvor de lige fik lejlighed til at tisse af, men det var hurtigt ud og hjem igen.

Ikke at de på nogen måde virker bange, men Lillebros nonchalante holdning til fyrværkeri har de bestemt heller ikke.

Nytårs aften gik sporløst henover mit hus. Men det gjorde nattens storm til gengæld ikke. En del af hegnet ind til naboen er væltet – en del som allerede var rådden – og hundene synes selvfølgelig straks det var fedt at gå på opdagelse på forbudt grund, så til morgen, inden den første kop kaffe, har jeg været ude med trådhegn og hammer.

Hundene fortsætter festen. Jeg undskylder Bob med at han er så ung endnu, i hvert fald er han slet ikke i stand til at styre sin begejstring over at Jack er på besøg. Jack på sin side er med på legen, men ligner også en, der indimellem trænger til en time-out. Og det får han.

Bob, Jack og jeg ønsker godt nytår til jer alle derude.

(man kan klikke på billederne, hvis man vil se dem i en større version)

10 Comments

  • Elin

    Tak og godt nytår til dig..
    Dejligt at se hvor glade de er for hinanden. Har en vovse der har været meget bange for krudt og kugler….

    • Mette

      Der er desværre mange hunde, der er rædselsslagne nytårsaften. Tænker man kan afhjælpe rigtig meget mens hunden er hvalp ved at afspille hverdagslyde, tordenbrag, skud og fyrværkeri. Da vi havde hvalpe startede vi så snart ørene blev modtagelige for lyd.

      Bob og Jack var ikke bange, mere bare observante på uvant lyd og lys.

  • Mette L

    Godt nytår til dig også 🙂 og drengene selvfølgelig. De ser ud til at være godt selskab på en strandtur. Jeg har ikke gidet at gå ud i dag, har undskyldt mig med at sønnens opgave (der skal afleveres i morgen) lige skulle læses igennem og kommenteres.

    • Mette

      Jeg var klar i varme sokker til turen rundt om mosen da Poden kontaktede mig. Hun var strandet på Gjøl… om jeg ville hente hende når jeg afleverede Jack. Der røg den gåtur. Jeg tager revanche en anden dag 🙂

  • Lone G

    Tak og også godt nytår til dig. Som altid dejlige billeder og så sjovt at se hvordan de nyder hinandens selskab 🙂

    • Mette

      De har virkelig en fest når de er sammen. Nogen gange må de have en time-out fordi de ikke helt kan styre også at få slappet lidt af 🙂

  • Karin

    Godt nytår til dig og dine kære.
    Skønne billeder af lige så skønne, fantastiske dejlige BobD og Jack.
    Her blæser det også voldsomt. Taget giver sig, Skal snart ud og kører. Heldigvis inde i byen.

  • Catarina

    Tak og rigtig godt nytår til jer. Det to vildbaser ser virkelig ud til at nyde hinandens selskab. ♥ Det er dejligt de gør det, for på den måde er der altid en god pasningsmulighed.
    Her stormer det også gevaldigt, men heldigvis er intet væltet. Det kan være du nu får et nyt hegn som er statning for det rådne.

    • Mette

      Festen varende fra jeg hentede Jack mandag formiddag til jeg afleverede ham 24 timer senere. De tumler og leger og ikke et eneste ondt ord imellem dem – det er så dejligt 🙂

Skriv et svar til Elin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *