Jeg lytter til…

Jeg er blevet rigtig glad for mit Mofibo abonnement. Det er flere år siden, at jeg har fået læst så mange bøger, som jeg gør nu.

Eller læse gør jeg ikke… jeg lytter. Når jeg kører bil, mens jeg arbejder, når jeg gør rent, luger i haven, går lange ture. Lyttebøfferne på og så går køreturen/arbejdet som en leg.

Min bogsmag er lige så alsidig som min musiksmag. På læselisten er f.eks.

  • Jussi Adler Olsen
  • Elena Ferrante
  • Joël Dicker
  • Morten Pape
  • Knud Romer
  • Albert Camus
  • Johannes V. Jensen

Jeg har lige læst Leonora Christina Skovs roman “Den, der lever stille”. Den er nu blevet afløst af Delphine de Vigans “Alt må vige for natten”. Ligesom i “Den, der lever stille” vælter familieskeletterne også her ud af skabet.

Forlagets beskrivelse
Den autobiografiske “Alt må vige for natten” er forfatterens portræt af sin mor og en kompromisløs søgen efter sandheden om sin familie. En søgen som generøst tager læseren med hele vejen. Derind hvor det gør mest ondt, men hvor man kommer styrket tilbage. Det er en modig og til tider brutal beretning om en kvinde, der, skadet af en på overfladen idyllisk barndom, bliver knust i mødet med voksenlivet. Samtidig er det historien om en kvinde, der alligevel formår at kæmpe sig tilbage til livet og være noget for andre.

Den gribende fortælling om moren er samtidig Delphine de Vigans mesterlige skildring og bearbejdning, på godt og ondt, af en epoke, som ethvert barn af halvfjerdserne vil kunne genkende.

Alt må vige for natten blev tildelt Prix Roman Fnac 2011 og Prix Renaudot des Lycéens 2011 og var desuden nomineret til Prix Goncourt.

Ellen Hillingsø læser højt, hvilket er en kvalitet i sig selv.

One Comment

  • Karin

    Hvor er det en skøn liste af gode forfattere, nogle bedre end andre, et stort favntag.
    Som tidligere nævnt, så skal jeg have bogen i hånden, hvis jeg skal lytte, er det med lukkede øjne.Sådan er det også med artikler fra nettet, jeg skal have det på papir. Derfor blev jeg heller ikke fan af e-bogen.
    God læselyst

Skriv et svar til Karin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *