Den tid på året

En snert af vemod rammer mig, når kalenderbladet siger 18. juni.

Mennesker falder fra hinanden, når det normale med et fingerknips bliver unormalt. Når det, der giver mening, forsvinder i et hurtigt ryk og kun efterlader simpel rædsel.

Jeg har set det ske.

Jeg har også mærket det på min egen krop.

Rædslen er ikke længere en fast følgesvend, men en sjælden og faktisk velkommen gæst. Den prikker mig på skulderen og minder mig om, at intet er en selvfølge.

Heller ikke det liv jeg lever eller de mennesker jeg omgiver mig med.

Klichéen om, at vi kun har et liv, er ikke bare en banal tekst på en citatvæg, men den ubarmhjertige virkelighed. Den virkelighed, som også fortæller os, at vi ikke alle bliver givet det bedste eller det længste liv.

Jeg var heldig den dag for 8 år siden – blodpropper i ben, lunger og et voldsomt overbelastet hjerte – det kunne, med et fingerknips, have været slut lige der.

Øjeblikket fylder mig med tænksomhed… passerer… og lægges bag mig endnu et år.

10 Comments

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *