Smilet kommer helt af sig selv

Nordmandshage på den første dag i maj.

Jeg har ladet mig fortælle, at måger, som de eneste fugle, flyver fordi de synes, at det er sjovt. Når man ligger der på stranden og betragter en flok på himlen, ser der unægtelig ud til at være hold i den påstand.

Det gav sol på næsen og rum til at tænke mange tanker… særligt om venskaber. Nære venskaber.

Noget nager mig.

Er du introvert, kender du sikkert til at have få, men tætte venner. Jeg har de seneste par år desværre mistet et par stykker og med kun en lille håndfuld er det et stort tab. Det har åbnet for nye bekendtskaber. Bekendtskaber som jeg har håbet, ville føre den fortrolighed med sig, som er nødvendig for mig, før jeg kan kalde det et venskab.

Jeg har sådan en forestilling om, at i relationer mellem mennesker – uanset hvilken karakter denne relation har – kræves et gensidigt ønske om og lyst til kontakt… ellers virker det ikke rigtig for mig.

Og det er der ikke rigtig her.

Desværre.

Lillebror er utålmodig. Jeg rejser mig, børster sandet og tankerne af mig og traver videre ud mod Salt & Peber.

Jeg rammes af udsigten og stilheden.

Og smilet kommer helt af sig selv.

6 Comments

  • Dorte

    Smukt, smukt foto, Mette ( Jonathan Livingstone Havmåge ! )
    Og rigtig flot beskrevet, hvordan du har det, selvom jeg ikke er introvert 🙂
    Tak søde

  • Mette L

    Kender det også… Jeg har også utroligt svært ved at åbne op, selvom jeg lige er blevet rost af en amerikaner for at være åben og smilende (… og hvad ved de overfladiske mennesker om det. Men de utrykte faktisk glæde ved at være sammen med mig, og det overrumplede mig faktisk 🙂 ). Det’r bare ikke helt det samme. Jeg holder som regel ‘de tomme pladser’ på afstand, fordi jeg har rigtig gode arbejdskolleger. Det bliver bare aldrig det samme, som hvis man bare ku ses over en kop kaffe uden aftale, hvis man blev forstået uden altid at skulle forklare sig, eller som hvis man virkelig kunne åbne op for det, man har gemt inderst inde, for at uvedkommende ikke skal se det.

    • Mette

      Jeg tror egentlig også, at jeg er ret vellidt i de kredse jeg færdes i, både fagligt og privat. Men jeg har også et halvt hundrede års erfaring i, at begå mig i den ekstroverte verden og jeg er som sådan ikke genert 🙂

      Den Mette de ser, er dog ikke hende mine nære venner ser. I hvert fald ikke kun hende. Det er i det private rum, at dybden, tilliden og ærligheden findes. Det kræver, i min verden, en meget stor omsorg for hinanden at dele det rum.

      Jeg tænker, at den type venskaber opstår ligesom kærlighedsforhold… helt tilfældigt. Det er ikke noget, der kan fremtvinges, men opstår fordi man instinktiv kan mærke, at man står overfor et menneske som – du siger – forstår og som man kan åbne sig fuldstændig overfor.

  • Catarina

    Jeg har det præcis som du og har også kun en håndfuld og de er alle 5-6 år eller mere end 20 år gamle. Jeg har ikke let ved at få nye venner og når jeg kan mærke at et bekendskab, ikke føre til meget mere, er jeg heller ikke god til at holde det er nu er, i live – det har ligesom intet formål. Vi var begyndt at se nogle som jeg havde truffet igenne bloggen her og som ikke bor ret langt herfra, men det bliver aldrig et vendskab, da de er mere forhippet på at få deres portofølge, af såkaldte venner (sådan følte jeg det) så stor som muligt. de venner jeg så har, er højt skattet og jeg elsker dem som familie (den jeg har er heller ikke stor) .

    • Mette

      Jeg har det nøjagtig lige sådan. Jeg er ikke god til at netværke og når jeg så møder et menneske, hvor jeg føler mig rummet og godt tilpas, så bliver jeg skuffet, når det ikke udvikler sig til at være gensidigt.

      Det er nemlig langt fra alle, der kan udfylde en af de tomme pladser. Ligesom en leverpostejmad ikke stiller sulten efter chokolade.

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *