Onsdagslykke

I morgen tager jeg en snak med min fællestillidsmand… jeg vil stille krav om en midtugefridag i den næste overenskomst. Selvfølgelig uden lønnedgang.

Eller måske skulle det ligefrem grundlovs-sikres apropos dagen i dag (:

Martin mener at 8-16 arbejdsdage og weekends er skabt netop pga. folk som ‘os’… de introverte. Jeg tænker, at de måske så bare har glemt onsdagen… den er da nærmest nødvendig, som en midtuge opladningsdag. Tænk bare på, at jeg nu møder helt frisk ind og kan yde mit bedste torsdag og fredag… dage hvor energiniveauet ellers er kraftigt for nedadgående.

Jeg er helt overbevist om, at både fagforeningen og firmaet vil synes, at det er et rimeligt krav. Eller noget.

IMG_2701

Det er nu ikke fordi jeg har tænkt mig, at ligge på den lade side denne Grundlovsdag og de der kender til at være introvert ved at opladning og afslapning ikke nødvendigvis hænger sammen. ‘Vi’ er nemlig akkurat lige så aktive, som ekstroverte…  blot på andre måder.

Jeg sætter bl.a. mine batterier til opladning ved at begynde dagen med en time ved stranden… uden den slags tid til mig selv, ville jeg simpelthen ikke være i stand til at fungere i hverdagen.

IMG_2723

Jeg har altid beundret de mennesker, som med åbne arme lader deres hjem fylde med mennesker, der tager ophold i kortere eller længere tid. Jeg ville elske at kunne gøre det, men bliver stakåndet blot ved tanken. Og det er ikke fordi jeg ikke kan li’ at omgåes mennesker. Slet ikke. Men jeg har behov for selv at kunne bestemme omfanget og varigheden af selskabeligheden.

Der er ganske få, som jeg kan være sammen med i længere tid uden det trætter mig. De er i øvrigt også introverte og synes ikke, at jeg er underlig. Vi kan godt kan være sammen og stadig passe hvert vores. Uden at behøve snakke og underholde.

Som Peter Plys siger: “Gode venner kan lave alting sammen, men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen”

Det er lige sådan det er!

9 Comments

Skriv et svar til Peter Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *