Slagteren fra Lille Burma
I august 2007 satte Arnold Morinder sig på sin knallert for at køre til Statoiltanken i Kerranshed. Siden har ingen set ham…
…
Regnen siler ned.
Haveejeren og bogormen i mig jubler.
Jeg ser frem til en eftermiddag med varm te, tæpper i sofaen, en hund ved fødderne og godt selskab af vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti.
Med indbygget mulighed for at fordybe mig i en fiktiv verden langt fra den jeg selv befinder mig i.
Jeg tænker, jeg trænger.
…
Det ligger ikke til mig, at lide i stilhed. Jeg slår ud med armene og siger min uforbeholdne mening. Det er ikke sikkert min åbenmundethed er lige værdsat alle steder.
Eller det ved jeg den ikke er.
Det bekymrer jeg mig sjældent om, men jeg tænker alligevel, at jeg det næste stykke tid gør bedst i at holde lidt lav profil.
Som Susling siger: det er deres biks, ikke min!
Jeg vil nøjes med at råbe min frustration ud i Poloen på vej hjem…
V E S T E R H A V K O M N U O G B L Æ S M I G I G A N G
7 Comments
Pernille
Den mangler jeg også at læse.
Mette
Det er dejligt at have noget til gode 🙂
Helle K.
Råb røv – det tror jeg er det bedste for dig lige i denne situation – som jeg ikke kender men kun fornemmer.
Bogen er god – glæd dig og god fornøjelse.
Mette
Jeg elsker Nesser – så jeg har store forhåbninger til denne afslutte bog i Barbarotti serien 🙂
Susling
For fanden! Gør det! Du skal jo heller ikke tage deres kampe, vel.
Susling
Jeg siger ikke, at det ubetinget og altid er den bedste strategi. Helst vil man formodentlig have engagerede medarbejdere. Men i nogle tilfælde står man sig bare bedst ved at tænke sådan. Især, hvis det er ved at æde en op.
Kærlige tanker herfra
Mette
Jeg er bare så ærgerlig over, at fremstå som den eneste brokrøv fordi de andre i gruppen ikke tør ytre sig (før efter møderne).
Hele den næste uge nøjes jeg med at råbe RØV til og fra arbejde 🙂