Det er præcis hvem jeg er

For nylig fik jeg en invitation til fest. Det er ikke festen, jeg vil fortælle om, for den kom jeg aldrig til. Det er min reaktion på invitationen, jeg vil fortælle om. Det kræver lidt mod, faktisk. Historien handler nemlig ikke på nogen måde om, hvor moden og vis jeg er. Den handler på den anden side heller ikke om, hvor umoden og dum jeg er. Den handler om, hvem jeg er. Det er derfor, det kræver lidt mod. Ikke desto mindre kommer her historien: 

Det var en invitation til et jubilæum. Jubilaren var en ven, Lau, som jeg har kendt gennem mange år, og som jeg holder af og synes, jeg ser for sjældent. Så den invitation var vel lige, hvad jeg stod og manglede: en mulighed for at se Lau? Ligesom nej! Den fest, Lau inviterede til, var et cocktailparty med efterfølgende dans. Jeg ville ikke kende et øje, ud over Lau. Som trods alt også var hovedpersonen, så det burde vel egentlig være nok? Men jeg vidste i det øjeblik, jeg modtog invitationen, at jeg ikke ville deltage. Jeg vidste også, at jeg burde deltage.

Sagen er, at jeg stort set ikke kan forestille mig noget værre end lige netop den type socialt arrangement, som Lau havde inviteret til: masser af mennesker, jeg ikke kender, cocktailparty og dans.

Jeg er et menneske, som ikke trives godt i store grupper, særligt ikke, hvis jeg ikke kender nogen. Og ganske særligt ikke, hvis jeg skal gå rundt og smalltalke, frem for at have fast plads ved et bord. At være social på den måde er helt i særklasse anstrengende for mig, og noget, jeg reelt kun kan gøre i meget korte intervaller ad gangen. Efter bare få minutter må jeg udenfor, for at få et åndehul alene med mig selv, eller jeg må finde et stille hjørne eller et badeværelse, hvor jeg kan trække vejret i bund, for at få energi til en ny runde. Jeg kan under ingen omstændigheder gå tolv runder; jeg går ned på teknisk knockout længe inden.

Ubehaget sådan en aften er overvældende; jeg føler mig som en hjemløs: udenfor, utryg og forkert. Jeg længes efter ikke at føle sådan; jeg vil gerne hjem. Og jeg når derfor meget sjældent til dansen. 

Jeg kan ikke finde ud af at work the crowd blandt fremmede mennesker. Men sæt mig sammen med et enkelt menneske eller en lille gruppe mennesker … Lad os sidde om et bord, mens vi spiser, drikker te og deler vigtige tanker og følelser og oplevelser, frem for overfladiske informationer … Lad mig få tid til at tænke, før jeg taler … Lad mig blive hørt, selvom min stemme er forsigtig … Så stortrives jeg! Så lytter og taler jeg, føler mig som en fisk i vandet, bliver ikke spor træt og skal ikke i utide trække mig tilbage til badeværelset eller altanen. Jeg kan gå tolv runder uden besvær. Og jeg kan gøre det igen dagen efter (nej, det passer nu ikke helt, men næsten). Jeg behøver ikke at skulle lade op dagen efter, for sådan en aften giver mig energi, hvor fester dræner mig for energi.

Jeg er med andre ord hverken usocial, patologisk genert eller misantropisk. Jeg foretrækker bare at være social på en anden måde, end man er social på til et cocktailparty med efterfølgende dans. Det er sådan, jeg er. Det er, hvem jeg er.

Indledning til “Introvert – stå ved hvem du er” af Anna Skyggebjerg

Tænk, at jeg skulle blive næsten 50 før det for alvor gik op for mig, at der findes mange som mig… at jeg ikke er sær og forkert.

Jeg har læst flere bøger om emnet og i går fik jeg så også ovennævnte af Anna Skyggebjerg. I stedet for blot at fortælle om forskellene på de to personlighedstyper, giver hun konkrete eksempler på hvordan man som introvert begår sig i en ekstrovert domineret verden.

Og det er ikke altid lige nemt, skal jeg hilse og sige.

For mig er socialisering en ekstrem sport, som jeg kun evner i ganske kort tid af gangen og jeg ser frem til at få nogle værktøjer som – ikke skal gøre mig ekstrovert – men gøre mig i stand til at bedre at begå mig i deres verden.

Det er sådan, jeg er.

Det er, hvem jeg er.

Og det er faktisk ret okay.

22 Comments

  • Helle K.

    Det er også en beskrivelse af mig. Jeg foretrækker et lille sluttet selskab med en øl eller en flaske vin og en god snak – ikke mingling, small-talk og dans med alverdens fremmede mænd.

    • Mette

      Jeg gider nu godt en fest og dans – f.eks. firmaets sommer fester og julefrokoster. men så snart selskabet (mine nære kolleger) bliver spredt og jeg bliver efterladt på egen hånd smutter jeg lige så stille.

  • Susling

    Nå, så fik man lige sat det på plads! Tak for det. Der fik du lige åbnet mine øjne. Jeg er da i allerhøjeste grad også sådan én. Har altid forbandet mig selv, at jeg ikke kan networke og small talke i “løse situationer”. Har efterhånden opgivet nu-skal-vi-netværke-situationerne, der altid følger efter f.eks. gå-hjem-møder, åbne fagseminarer, mingle parties mv. Jeg føler mig kejtet og plejer at finde mig et fast sted helst op en mur, søjle eller lignende, mens jeg klamrer mig til min drik/pindemad/tapas og forsøger at danne mig en eller anden form for overblik.

    Bortset fra det kan jeg nu sagtens skabe kontakter, snakke mv. Men helst under mere ordnede former.

    Endnu en gang tak! Nogle gange skal der åbenbart en “diagnose” til, før man kan forstå sig selv og leve med den man er.

    • Mette

      Jeg kan bestemt også snakke og skabe kontakter – og er i øvrigt ikke spor genert – men for pokker hvor har jeg, som du skriver, også ofte følt mig kejtet og forkert.

      Dét gider jeg ikke mere.

      Vi er nemlig så meget ok 🙂

  • Pernille

    Jeg har været opmærksom på min introverthed siden jeg for snart femten år siden blev typetestet. Noget af det allervigtigste dengang var, at jeg fik at vide at alle er lige meget værd, selvom vi angriber livet forskelligt.

    Med den forståelse i bagagen, synes jeg, jeg har fået meget forærende og selvom jeg også ville være blevet hjemme med sådan en invitation – jeg gjorde det for nogle år siden, da efterskolevennerne forsøgte med en reunion – er jeg langt mere bevidst om mig selv og at jeg ind imellem godt tør gøre ting, jeg egentlig føler er helt forkert 🙂

    • Mette

      Det er cirka samme antal år siden jeg blev typetestet. Testen var overvejende arebjdsrelateret og jeg har ikke forbundet det med mine manglende evner på det sociale område. Desværre.

      Jeg holder meget af selskab med mennesker jeg kender (i passende doser) og har deltaget i både skolereunions og for nylig et arrangement med mine gamle legekammerater – og selvom jeg i en sådan situation er til den ‘stille side’ så har jeg nydt de sammenkomster rigtig meget.

  • MissMuffin

    Jeg har læst det og er kommet frem til, at jeg er en blanding. For lige så social jeg er og lige så god jeg er til smaltalk, ligeså god til at være mig selv er jeg også. Jeg kan ikke være social, hvis jeg ikke er asocial i samme mængde :)Men jeg kan heller ikke undvære nogen af delene..

    • Mette

      ‘Asocial’ klinger meget negativt i mine ører og er ikke lige et ord, jeg vil bruge om mig selv (:

      Jeg kan skam godt li’ at have kontakt med og være omgivet af mennesker… i passende doser.

      Det er måden, omfanget og varigheden af den sociale kontakt, som er vigtig for mig at havde styr på.

      • MissMuffin

        Jeg mener også nærmere mig selv, for jeg kan virkeligt være asocial:) Hvis min kontakt med andre ikke er planlagt, så kan jeg slet ikke rumme det. Nare postbudet ringer på kan jeg nærmest ikke overskue det, med mindre han er ventet 🙂

  • Johanne

    Jeg fik den der “hvor kender hun mig fra”-oplevelse, da jeg læste dit indlæg og er på vej samme sted hen som Pia C…. 🙂

    • Mette

      Det ender med vi kan lave en klub 🙂

      Jeg ville ønske, jeg havde fået den aha oplevelse da jeg var langt yngre… jeg tror, det havde gjort mange ting meget nemmere. På den anden side, har jeg nu nået en alder hvor jeg kan være ærlig og hvile i mig selv… og være græsk-katolsk om nogen måtte mene, at jeg er sær.

  • Pia C.

    Hej Mette,

    Er omgående på vej til boghandlen. Kan pludselig se mig selv i et helt andet lys, og skal helt klart læse bogen. Tror jeg kommer ud som et gladere og mere positivt menneske på den anden side.

    Pia

    • Mette

      Det sidste år har i hvert fald været et wake-up call for mig – og jeg nyder i endnu højere grad mit eget selskab fordi jeg nu ved ‘hvorfor’ jeg er som jeg er.

      Guderne skal vide at jeg også har følt mig hjemløs, udenfor, utryg og forkert – og desperat forsøgt at tilpasse mig. Nu har jeg det sådan, at folk må tage mig som jeg er og kan de ikke det… så er det bare ærgerligt for dem 🙂

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *