Hønefædre…

Er mænd mere pyldrede (og blåøjede), når det gælder deres teenagebørn og specielt deres teenagedrengebørn end kvinder er?

Jeg spørger, fordi jeg kender et par mænd eller tre, som er fædre til sådan nogle knægte i konfirmationsalderen.

De er usædvanlig blåøjede, når det kommer til hvad de tror deres drenge har prøvet og de er usædvanlig pyldrede med, hvad de tror deres drenge kan og må. I mine øjne behandler de dem som om de var 8-9 og ikke de 13-14 år de faktisk er. Noget jeg stort set ikke hører/ser hos kvinder med unger i samme alder.

Selvfølgelig er der kameler, der skal sluges undervejs… af og til store kameler… men man er squ også nødt til, at turde slippe de unger ud i livet. Er man skide bange for det, tænker jeg, at det er fordi man tvivler på det forarbejde man har gjort er godt nok.

Da jeg i foråret antydende, at de sikkert har lugtet til alkohol på deres blåmandag fik det panikken frem i deres øjne… det tror de bestemt ikke… de lugtede overhovedet ikke af spiritus da de kom hjem… OMG… hvor blåøjet har man lige lov at være?

En bekendt fortalte mig i går, at hans knægt på 13 SELV kunne tage bussen til en by, der ligger 35 km væk… det blev fortalt på en måde som om knægten på egen hånd havde rejst jorden rundt (mon det lykkedes mig at se tilpas imponeret ud) (:

Jeg har, og har altid haft, en tyrker tro på, at der ikke er noget Poden ikke kan selv. Heller ikke når det gælder, at tage ansvar for sig selv og sine egne handlinger. Hun har aldrig svigtet min tillid, hun overholder de aftaler vi laver og hun har aldrig stillet spørgsmål til de få “nej’er” hun har fået (hun ved jeg er urokkelig).

Til gengæld for det har hun fået en frihed som mange af hendes kammerater har misundt hende gennem hendes teenagetid. Ikke sådan at forstå, at hun bare har kunnet givet los og leve de vilde liv fra hun var tretten. Slet ikke. Men jeg tror på at man skal vælge sine kampe med omhu og som forælder gøre op med sig selv, hvad man absolut ikke vil have de kaster sig ud i og så stå fast på det – og så give lidt line på de ting man måske ikke bryder sig om, men som man godt ved, er uundgåelige (selvom det koster et par kameler).

Mange af Nannas kammerater har været pakket ind i vat, men lur mig om ikke de unger alligevel har gjort alt det “forbudte” og lidt til bag deres forældres ryg (det ved jeg de har) og bagefter løjet om det.

Børn kan så utroligt mange ting, hvis man tør give dem lov.

8 Comments

  • Pernille

    Ja altså…. Som pædagog, der primært arbejder med unge i 6. og 7. klasse…. ca 13-14 år, må jeg sige at det gælder både mødre og fædre.

    Jeg hører det hele. Hvis ikke de fortæller direkte er jeg som regel i en afstand, hvor jeg ikke kan undgå at høre.

    Og jo – jeg har mere end en gang hørt på forældre, der hårdnakkede påstod at deres små søde poder hverken drak, løb med piger, eller noget andet… som jeg ved selvsyn havde set – eller fået fortalt.

    Jeg tror bare at forældre generelt har svært ved at se i øjnene, at børn ikke bliver ved at være børn, og at børnene øver sig langt tidligere på det der voksenliv med ansvar for sig selv og egne erfaringer langt tidligere end forældrene bryder sig om at vide.
    Og så er min oplevelse også at de børn der får de fleste forbud – sammen med de børn der slet ingen forbud får – er dem, der prøver mest af, af alt det, der måske ville have været rart at have haft forældre med på sidelinien til.

    • Mette

      Jeg tænker, det så må være fordi, jeg mest omgås fædre, at jeg synes de er mest overbeskyttende.

      Jeg har forsøgt at skabe et forhold til min datter, som bygger på gensidig tillid. Jeg er ikke så blåøjet, at jeg tror hun fortæller mig ALT, men det meste. Og uanset hvor mange kameler det af og til krævet at sluge, har jeg forsøgt at være åben og ikke fordømmende.

      Hun har altid været til at stole, hun har overholdt vores aftaler og de få forbud hun har fået – og af den grund har hun haft en stor grad af frihed.

      Jeg synes faktisk selv, at hun er blevet en sød, ansvarlig og ikke mindst selvstændig 18 årig.

  • Trine med hundene

    Og dét har du så uendelig ret i. Det er bare en rigtig svær kunst at mestre. Jeg er også vokset op i frie rammer uden særlig mange regler. Min mor døde da jeg var 13 og farmand var aldrig inde i billedet. Herfra var der slet ingen regler og jeg skal ærligt indrømme, at jeg i hele min teenagetid var en ureagerlig møgunge der ikke kunne forvalte de frie rammer. Det bragte mig i skidt selskab og i nogen kedelige situationer. Et under jeg slap igennem tiden og uden plet på straffeattesten og vidst endnu mere et under, at jeg idag er i den helt anden boldgade med arbejde som fængselsbetjent. Jeg var heldig at møde en person på vejen som kunne gelejde mig på rette vej og godt ind i voksenlivet 🙂

  • Trine med hundene

    Jeg ved ikke hvordan mænd er på det punkt men som en gammel mor på 37 til en lille dreng på 2 mangler jeg i den grad den tyrkertro på mine egne evner til at ruste ham til livet forude. Måske er det en arbejdsskade men jeg gruer allerede nu for de fremtidige byture, stoffer, vold og druk…. Så når den tid kommer håber jeg, at du har åbnet en hotline for bekymrede teenage forældre der allermest har lyst til at låse dem inde på værelset til de er 28. Din opdragelsesmetode har jo i den grad virket og en sund og fornuftig ung kvinde er der blevet ud af det. Misundelsesværdigt 🙂

    • Mette

      Jeg tror mere det bunder i, at jeg selv er opdraget med stor frihed. Som jeg husker min barndom og teenagetid var der ikke ret mange forbud og de få der var overholdt jeg.

      Man kan ikke beskytte sine børn mod verden (selvom man gerne ville), men man kan ruste dem til at møde den og dens udfordringer.

      Og det tror jeg altså ikke på man gør ved at pakke dem ind og træffe beslutninger hen over hovedet på dem.

  • Monica

    jow jow, men kæft hvor er det svært ( sagt af en hvis 14 årige datter først fornylig fik lov at tage bussen alene ind til Storbyen Odense ugentligt til dans….mod at hun sender kodeord på sms til mig når hun er fremme)
    syns det er hårdt at slippe dem, men skønt når det er lykkedes…

    • Mette

      Hvis jeg fortæller dig, at jeg, lige da jeg var fyldt 17, rejste alene til Israel uden at vide om jeg skulle syd eller nord på da jeg landede i Tel Aviv og boede og arbejde dernede i et halvt år… så får du forhåbentlig ikke et nervesammenbrud 😉

      Mine forældre fik besked pr. brev tre uger efter jeg var rejst, at jeg var nået sikkert frem. Jeg overvejede ikke selv faren ved min “udflugt” og mine forældre gav ikke udtryk for uro.

      Måske kan du forstå, at jeg griner lidt smørret, når jeg hører om 13 og 14 årige der SELV kan tage bussen 🙂

      • Monica

        Det var på en måde anderledes da vi var unge – der var jo ikke de samme muligheder indenfor media, overvågning osv.. Faktisk den med at “det man ikke ved har man ikke ondt af” gjorde at man ikke tænkte der kunne ske noget.. Nu får man alverdens uhyrligheder klasket i hovedet – i detaljer – konstant. Jeg har også tit – efter jeg fik børn og dermed bekymringer.. – tænkt om hvordan det ku’ være min mor ikke var bekymret den gang jeg var barn… For det mærkede jeg ikke hun var. Hun siger bare , at der var jo ikke noget at bekymre sig for, jeg var jo et fornuftigt barn… Så jeg tror nok du har ret, det handler sgu om at vi forældre skal tro mere på de unger… Ha’ tillid til de kan… For det kan de..
        Men jeg syns stadig det er svært…
        Var jeg din mor dengang, så havde jeg rejst med. Til din store glæde, ikk ?

Skriv et svar til Trine med hundene Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *