Lidt mere Jens

Jeg indledte ferien med at køre en tur til Dronninglund og kigge til Jens. Eller hans grav er det jo.

Der var ingen blomster, ingen sten… ingenting! Bare et tomt gravsted med grus. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt jeg havde fulgt den forkerte sti og stod et kort øjeblik med en underlig følelse af, at det blot havde været en ond drøm… og at nogen havde nevet mig i armen… at jeg nu var vågnet.

Sådan forholder dig sig selvfølgelig ikke. Jeg ved det godt.

Jens er ikke mere. Det kan ikke fortrydes. Man kan ikke trykke på “undo” og så er han igen en ven. Sådan fungerer det ikke. Desværre.

Jeg kendte ikke hverken Jens’ familie eller andre venner – og han kendte ikke mine. Kun fra omtale og fotos.

Vi var hinandens venner. Et par særlinge, som fandt glæde i fælles interesser.

Giver det mening?

Nu bagefter kan jeg glæde mig over, at være blevet kontaktet af både venner og familie til Jens og gennem dem fået tilkendegivelse af, at Jens satte lige så stor pris på mit venskab, som jeg gjorde på hans.

Det gjorde mig glad i hjertet.

“…jeg vil ikke herfra uden at kunne sige, at jeg fik det ud af livet som det bød mig, og som jeg forvaltede på bedste vis, at jeg levede så jeg havde værdi for andre, og ikke kun mig selv…”

– Jens Larsen –

… og det opfyldte han til fulde!

9 Comments

  • Deborah

    Kære Mette, det er bestemt dejligt, at du har fået det bekræftet af familie og venner. Forhåbentlig (?) vidste du i forvejen, at Jens værdsatte dig og jeres venskab. Netop fordi vi aldrig ved, hvad der sker, skal vi huske, at sige det højt, når vi værdsætter folk. Så er de ikke i tvivl – vel? Kan du have en dejlig weekend og ferie.

    • Mette

      Jo, jeg vidste det godt… vi har kendt hinanden siden 97 og hvis ikke vi have noget at give hinanden havde vi vel ikke fortsat kontakten.

      Men det gør mig alligevel glad, at han har givet også udtryk for det overfor andre. Og jo, jeg huskede at sige det til ham. Heldigvis.

      Selv god weekend 🙂

  • Anita

    Det påvirker mig hver gang du skriver om Jens. Jeg bliver sgu så rørt, Mette, for det får mig til at tænke på min egen gode ven og hvilket “hul” du må bære rundt på indeni.

    Kunne jeg lige kramme dig… <3

    • Mette

      Det føles så uvirkeligt og jeg forventer hvert øjeblik at telefonen ringer, at høre Jens stemme præsentere sig som “Sallings trusseafdeling”… eller hvad han nu fandt på.

      Og derefter tomt… for jeg ved godt, at det aldrig sker igen.

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *