Syd, Nord, Dronninglund

Jeg vågnede midt i nat… tænkte… var mandagen bare en ond drøm? Men desværre, så heldig var jeg ikke.

Den mand jeg så i går i den hospitalsseng var kun en skygge af min far. Han er 81, men frisk og aktiv… langt mere end man kan forvente af en mand i hans alder. Eller rettere var frisk og aktiv. At se ham forvandlet til en konfus, mumlende, urolig og lammet patient var næsten ubærligt og jeg skal blankt erkende, at jeg var sønderknust og fyldt med pessimistiske tanker da jeg kørte hjem.

Sovet fik jeg ikke. Nogle få timer måske. Og det var der heller ikke andre i familen der gjorde. Både Poden og jeg tog en fridag… der sker bare ting indimellem ting, der sender arbejde og skole ned blandt de ting, der ikke betyder noget. Det her er en af dem og jeg har heldigvis fuld opbakning fra både min leder og min kollega.

I morges blev min far så overflyttet fra Sygehus Syd til Sygehus Nords Apopleksiafdeling, hvor han skulle udredes. Min mor og min søster var der fra den tidlige formiddag og min søster ringede med jævne mellemrum, når der var nyt at fortælle. Poden og jeg stødte til først på eftermiddagen.

Da jeg trådte ind på stuen sad han op i en kørestol og tog smilende imod mig. Stadig lam i højre side men det konfuse og urolige var helt væk. Han var fuldstændig rolig og klar. Og selv om han har talebesvær pga. lammelsen og kan være lidt svær at forstå, så har han ikke svært ved at finde ordene. Overhovedet. Vi kunne joke med ham. Grine ad og med ham. Han havde sågar irettesagt personalet… de har kaldt ham Leif og ikke Henry, som vi gør… selv om han faktisk hedder begge dele.

Allerede i morgen ryger han videre til Dronninglund Sygehus, hvor genoptræningen starter. Og med hans stædighed er jeg ikke i tvivl om, at han nok skal få det optimale ud af sådan en genoptræning.

13 Comments

Skriv et svar til MissMuffin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *