Vi nærmer os

Første del af min ferie er meget snart slut. Fra mandag er det igen vækkeuret, der sætter dagsordenen. I næste uge er vi to på job, men derefter bliver jeg overladt til mig selv i hele tre uger og det sker samtidig med at de fleste medarbejdere begynder at komme retur fra ferie og der derfor med garanti bliver ret travlt. Jeg må gøre mit bedste… mere kan de vel ikke forlange.

Næste del af min ferie – 2-3 uger – falder i september.

Som tidligere nævnt skal Poden opereres den 31. august og jeg kommer til at bruge en del feriedage på at agere sygeplejerske, når hun er klar til udskrivning forhåbentlig allerede 1. september.

Jeg tumler lidt med nogle tanker om min involvering i hendes hospitalsophold. Selvom hun er 17 år er hun jo stadig mit barn og jeg har tænkt mig, at være til stede både ved forundersøgelserne dagen inden operationen, men også hele dagen før/under/efter operationen. Men er det for meget? Er hun voksen nok til, at mor ikke behøver være der? Jeg tænker ikke så meget på hende selv, for jeg tror hun tager for givet, at jeg ikke overlader hende alene før hun skal sove. Jeg tænker mere på personalet på afdelingen, lægerne, sygeplejerskerne … vil de synes jeg er en hønemor? en pestilens?

Jeg kan ligge vågen længe om aftenen med ondt i maven ved tanken om at min dyrebare skal lægges i narkose og skæres i… hun er ikke selv specielt nervøs og jeg stoler da også på, at de er så dygtige, at de passer på hende og at resultatet bliver perfekt. Og selvfølgelig gør det det.

Men hvor ville jeg ønske det ikke var nødvendigt.

16 Comments

  • Anette

    Hej Mette
    Selvfølgelig skal du med og vi sygeplejersker forventer det også, vil faktisk undre os over hvad du er for en mor, hvis du ikke er der. Så det skal du ikke være bekymret over.

    • Mette

      Jeg ville også synes, jeg var en underlig mor hvis ikke jeg var til stede… jeg var vel mest bange for de vil synes jeg var i vejen… men når en sygeplejerske siger det modsatte, så tror jeg på det 🙂

      Tak

  • Helle K.

    Jeg synes, at du skal følge din datters ønsker – hvis hun har det bedst med, at du er der, så skal du være der 🙂 uanset hvad lægerne og sygeplejerskerne måtte mene.

    • Mette

      Først for ganske nylig har hun været ved lægen alene og det var en stor overvindelse, så jeg tror ikke, jeg behøver spørge 🙂

  • Pernille

    Jeg kan ikke forestille mig, at nogen vil synes du er en hønemor – tværtimod.
    Min første – og til dato eneste – oplevelse på egen krop af fuld narkose og skæren i, gav sig bestemt udtryk i at det var rart og trygt at der var nogen i umiddelbar nærhed.
    Jeg tror ikke kun det er dig, der vil føle det godt at være der, men også din datter, uanset om hun er nervøs eller ej.

  • Kristina

    Da min søn (snart 15) for nylig var indlagt på børneafdelingen, var det en selvfølge, at vi skulle sove der. Faktisk var der en enlig mor, der var nødt til at tage hjem om natten, og det var bestemt ikke velset, selvom hendes datter var 16.

    Selvfølgelig skal du være der 🙂

  • anette

    Du skal være ved hendes side under hele forløbet!

    Da jeg i 2007 i forbindelse med en operation skulle i fuld narkose, fik Allan lov til at sidde hos mig lige indtil jeg faldt i søvn.

    Og det gav altså bare sådan en tryghed at han var der.

    Som Kirsten skriver, lidt hønemor har man da lov til at være 🙂

  • Kirsten

    Selvfølgelig skal du være der. Da min søn på 18 skulle i narkose sidste år var jeg med og holdt ham i hånden til han sov, og det tog personalet på afdelingen som en selvfølge. Når man er 17 år, så er det nu rart med mor ved sin side så meget som muligt – det er da grænseoverskridende og utrygt at skulle i narkose. Og når man kommer tilbage på opvågningen, så er det bedste også at man har sin mor ved sin side. Og lidt hønemor har man da lov at være 🙂

  • Gitte

    Selvfølgelig skal du være der. Er sikker på at poden vil sætte pris på, at du er ved hendes side.

  • Lone

    Kære Mette

    det er det sidste, du skal bekymre dig om, hvorvidt nogen skulle synes, at du er en hønemor! Det er omsorgspersonale – de forstår dig godt!

    Næh du – lyt du til mavefornemmelsen og så stil du bare op ved siden af poden! Det har hun helt sikkert brug for – og det har du jo også..
    🙂

    mvh Lone

  • Susan

    Det er da det bedste at have én med, om det er mor, kæreste eller veninde
    bare en at holde i hånden inden man kommer i narkose
    jeg ville da heller ikke have det godt med at sende nogle af mine sønner afsted til sådan noget alene.Børn er børn og det er ligemeget hvor gamle de er 🙂

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *