Hvad vil du være, når du bliver stor..?

Poden går i 10. klasse. Inden vi når marts… og det er altså om nogle ganske få måneder… så skal hun være tilmeldt en eller anden ungdomsuddannelse.

Og hun aner ikke, hvad hun vil. Hun ved godt, hvad hun ikke vil… hun vil ikke på gymnasiet. Punktum. Hun er træt af bøger og træt af almindelig skolearbejde. Det er okay. Der kommer ikke noget godt ud af at presse sig selv til noget, som hænger en laaaangt ud af halsen.

Hun vil gerne noget, hvor hun skal bruge sine hænder og sin krop… har overvejet at blive tømrer eller maler. Men synes i virkeligheden også at opholdet på frisørskolen var skide spændende. Hundefrisør har også stået på ønskelisten. Og politibetjent.

Mein Gott… jeg kan godt huske, hvordan det var at være 16 og have verdenen liggende åben.

Hvad ville du være da du var 16? Og fik du opfyldt dit ønske? Eller blev du noget helt andet?

20 Comments

  • Anette B

    Sjovt emne, Mette…! 😆

    Da jeg gik i 9. klasse ville jeg være Kok… Kom på EFG levedsmiddel, fik læreplads som butiksslagter – det var ikke det rigtige. Kom tilbage til 10. klasse, gik i gymnasiet, blev student, og vidste stadigvæk ikke hvad jeg ville.

    Så søgte jeg ind til DSB og blev uddannet Sikkerhedsassistent (Dem der sidder i kommandoposterne) – kom senere til vores Rådgivningsdivision, og er nu ansat som Trafikal sagsbehandler i et af de store rådgivende ingeniørfirmaer…! 😆

    • Mette

      Du har da været rundt omkring Anette og det bekræfter jo blot, at man ikke behøver være afklaret som 16-17 årig 🙂

  • Pia

    Kan godt forstå hvis hun igen valgte politiudd., den har jeg os drømt om mange gange- efter at jeg har taget en masse andre uddannelser og næsten er hundrede år gammel, grrr.
    Hun skal blot huske at de har gjort det obligatorisk at have en gymnasiel udd. for at ku søge ind:(

    Jeg ville som helt ung gene være alle de gængse tøseting, frisøren, stewardessen, kosmetologen var inde over her:)

    • Mette

      Hun er klar over adgangskravet til Politiet men da man jo også skal være 21 er der heldigvis tid nok til en HF eller et Studenterkursus… hvis det er dét hun vil 🙂

  • ThinkingSpace

    Som 16 årig anede jeg ikke, hvad jeg ville, så jeg tog på gymnasiet for på den måde at holde dørene åbne og udskyde valget. Det er jeg glad for idag, jeg er glad for den retning livet tog. Men hvis jeg fik en gratis omsadling ville pressefotograf/fotojournalist også stå meget højt på ønskesedlen her.

    • Mette

      Det var lidt sådan, jeg håbede hun ville tænke, men skolen hænger hende langt ud af halsen og så må hun jo finde andre veje.

  • Heidi

    Uhh, Jeg har lige siden jeg var 5 år tror jeg, villet noget med dyr,,,

    At jeg så efter 10 klasse valgte hg var vel egnetligt for at komme i butikslære ved en dyrehandel. Men da hg var slut falgt valget på magasins herre afdeling(der var sådan nogle pæne mænd derinde) Da jeg havde været der i 3 mdr vidste jeg at det her gad jeg ikke resten af mit liv. Men holdt ud og blev færdig. præcis 3 uger efter sidste arbejdsdag startede jeg uddannelse som dyrepasser. og det har jeg lavet lige siden dvs. 15 år til februar.

    jeg elsker mit job. og vil ikke bytte det for noget i verden…Jo snittet til at læse til dyrlæge og at ikke skulle bruge 6 år på at læse til det:-)

    Håber hun finder sin hylde.

    • Mette

      Poden har også altid ville være noget med dyr… både hundefrisør og dyrepasser har været blandt drømmene. Hun har et rigtigt godt tag på alle slags dyr – men desværre er dyrepasseruddannelse ikke en hvor jobbene bagefter hænger på træerne… ellers synes jeg absolut også hun skulle være gået den vej.

  • MissMuffin

    Da jeg gik i folkeskole troede jeg, at jeg ville være advokat.
    Så kom jeg på gymnasiet og hadede det faktisk fra dag 1, men presset af min mor gennemførte jeg de 3 år og fik også et snit, der tydeligt viste, at jeg ikke skulle ha været på gymnasiet.
    Så tog jeg faktisk hele 3 sabbatår: arbejde i Salling, ved Telenor, i hjemmeplejen og ved et marketingsfirma- de 3 år har gjort mig voksen og er de bedste år i mit liv, selvom alle synes det var dumt ikke at komme videre med en uddannelse.
    Undervejs overvejde jeg mange ting: frisør, konsulent inden for marketing eller vetrinærsygeplejerske..
    Havnede så ved et tilfælde som sekretærelev i Brønderslev Kommune for snart 2 år siden og nu kender jeg endeligt mit svar på “Hvad vil du være når du bliver stor”.
    Jeg vil være socialrådgiver og starter på uni til september!
    Det er det jeg brænder for og det er det, som jeg er god til.

    Måske synes mange, at 3 år er meget lang tid at bruge på, at finde ud af hvad der skal læses videre til, men de 3 år har virkeligt modnet mig og lært mig hvordan verden nu engang hænger sammen…

    • Mette

      Det er overhovedet ikke lang tid og jeg synes regeringens snak om fjumreår er helt hen i vejret… det må da være vigtigere at havne på den rette hylde end at tage en uddannelse på normeret tid!

      Dejligt at du har fundet dét, du gerne vil – det vil gøre dig til en engageret socialrådgiver og det er der helt sikkert brug for 🙂

  • Deborah

    Uha, jeg har haft flere ønsker. De store ønske var i mange år Dyrlæge. Da det så stod lysende klart, at karakterer på væsentlige punkter ikke holdt vand til det, så blev det veterinærsygeplejerske. Jeg var også i praktik som begge, men sidstnævnte var meget svær at opnå elevplads til, og så opgav jeg.

    Kosmetolog var også oppe og vende hos mig, men strandede som hos Anita på pengene. Fotograf var i høj grad med i overvejelserne, men det strandede også på manglende elevpladser. Det endte med en kontoruddannelse og en til multimediedesigner.

    Så nej jeg blev ikke nogen af de ting, jeg egentlig ønskede mest. Men man kan sige, at jeg alligevel er endt med at beskæfige mig med de ting, jeg allerhelst vil: Heste og fotografering. Så jeg klager slet ikke, selvom det er ad alternativ vej, om jeg så må sige.

    • Mette

      Hvis jeg skulle vælge i dag tror jeg også at pressefotograf/fotojournalist havde været meget højt på ønskelisten – men så er det jo godt at fritiden kan bruges på det man brænder for… ligesom i dit tilfælde 🙂

  • Annette's space

    Jeg pressede min ældste på gymnasiet (godt støttet af min mor, hmmm!!) og det holdt helt præcist ½ år, hvorefter jeg blev inviteret til en samtale på gymnasiet hvor lærerne alle som een sagde: “Du har en høflig og meget intelligent søn, som kan lige hvad han vil….og lige nu vil han ikke gymnasiet”. Han slap og har siden taget 2 faglige uddannelser (matros og murer) og vil nu være pædagog. Og jeg har i dag den dybeste respekt for hans valg. Det vigtigste er nu engang at de er tilfredse med deres egne valg.
    Da jeg selv var 16 ville jeg være sygeplejerske. Jeg blev socialpædagog 😀

    • Mette

      Det er aldrig for sent at sadle om – det viser din søns valg jo med al tydelighed – og det kan være at hun om nogle år er mere moden og klar til at fortsætte skolelivet… og er hun ikke, skal der jo også være nogen til at klippe vores hår og passe børnene.

      Sygeplejerske og socialpædagog handler begge om omsorg for mennesker så det er nok bare der du skulle være 🙂

  • Anita

    Det var da nogle gode ønsker som spænder vidt. Hun forstår at brede viften ud, må jeg sige 🙂

    Fra jeg var 7 til jeg var 13 ville jeg være kosmetolog. Intet andet! Og jeg undersøgte, hvad der skulle til og de 50.000 havde jeg ikke lige på stående fod. Da jeg var 16 ville jeg ikke være “noget”. Jeg vidste bare, jeg skulle udnytte mine evner til at skrive og det synes jeg sådan set stadig 😀

    • Mette

      Kosmetolog har også været på banen her i huset – og det er jo en god uddannelse at kombinere med frisørfaget… lad os nu se hvad det bliver til 🙂

      Jeg tror heller ikke jeg ville være “noget” da jeg var 16 – og det blev da også tilfældigheder, der kom til at bestemme min fremtid.

  • Helle K.

    Jeg kan kun sige, pres hende for guds skyld ikke til noget…
    Da jeg var ung, var jeg i tvivl, jeg blev presset til noget, som lå meget langt fra det, jeg ønskede…
    Mit højeste ønske for mine børn er, at de bliver glade og lykkelige mennesker, jeg er ligeglad med om de er professorer eller skraldemand – det har jeg diskuteret en del med nogle lærer på skolen 😉

    • Mette

      Johan Olsen – proteinforsker og punkrock sanger – om at vælge uddannelse:

      Det bedste råd, jeg kan give er, at du ikke ligger under for din egen forfængelighed eller andre menneskers ideer om, hvad der er rigtigt, men følger dit hjerte.

      Og jeg kan kun give både ham og dig ret Helle. Hun skal vælge dét, der gør hende glad..!

  • Joan

    åh ja, det er svært.. Her er knægten i tvivl om han vil være kok eller mekaniker 🙂

    Jeg ville gerne være folkeskolelærer, men det måtte jeg ikke, da mine forældre mente, at det var meget bedre, at jeg kom ud og tjene nogle penge i stedet for al den skolegang 🙂 Jeg var ikke stærk nok til at gå imod, så blev aldrig lærer, men blev i stedet uddannet i en butik..

    Tog dog en anden boglig uddannelse senere….

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *