Vedholdenhed

Jeg havde helt opgivet tanken om mere sensommer. Men tirsdagens september sol og blå himmel levner alligevel en smule håb om at sommeren er mere vedholdende end som så.

Heller ikke jeg gi’r så nemt op. Da Poden begyndte på Løvvangskolen søgte vi buskort til hende. Det bevilges, når eleven har mere end 9 km til skole… på cykel!

Jeg havde selv målt ruten til 9,4 km, men vi fik afslag. 8,2 km beregnede skolen og altså ikke nok til at udløse et gratis buskort.

Det accepterede vi og indtil videre har hun jo så også brugt sin knallert. Vejret begynder bare at blive for træls til den tohjulede transport. De kolde, våde og mørke morgener bliver flere og flere og derfor er bussen igen blevet aktuel.

Poden fortalte så, at en af hendes klassekammerater havde fået sammen afslag, men at moderen have protesteret og fået medhold. Krak, som skolen bruger til opmåling, sender nemlig eleverne tværs hen over markerne på vej mod skolen!!!

Jeg ringede til kontoret i dag. Den søde sekretær bed på mine argumenter, lovede mig at granske ruten nærmere og så ringe tilbage. Og svaret blev positivt. Også i Nannas tilfælde skyldtes afslaget Kraks tur ud over markerne! Hun undskyldte og ville fluks gøre et buskort tilgængeligt for Nanna… dejligt indimellem at få lidt ud af sin vedholdenhed!

2 Comments

Skriv et svar til ThinkingSpace Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *