Moin

Foråret havde forlængst nået det nordtyske da vi kørte ind i landet fredag eftermiddag. Magnolien og kirsebærtræerne stod i fuldt flor, de bare arme blev luftet og de første is indtaget på gågadens bænke.

For nogle år siden var firmajulegaven et weekendophold til udvalgte hoteller i Danmark, Sverige og Tyskland – et gavekort som jeg af mangel på transportmiddel ikke havde fået brugt. Men med Poloens ankomst i familien kunne vi nu indtage Hotel Prodomo i Flensburg.

Flensburg har været sådan et skilt man blot suser forbi på sin vej mod Sydeuropa og jeg havde ikke tidligere været i byen. Den havde dog mere at byde på end blot et glimt ud af sideruden. Hyggelige gader, lækre forretninger, gadeunderholdning, et russisk mandskor, originaler, fulderikker, små cafeer og dejlige restauranter.

Poden og jeg har haft et par hyggelige dage, hvor vi har fedet os i pizza, Flensburger pilsner, cola, mandelkage og varm chokolade.

Vi brugte fredagen på at tjekke forretningerne ud – dog uden at købe noget, for vi ville gerne se det hele inden vi greb til tegnebogen. Men som det af og til sker (eller ofte for vores vedkommende), ender vægelsind med at gi’ en laaaaang en næse. Vi var nemlig ikke opmærksomme på, at 1. maj er en helligdag i Tyskland og alle forretningerne derfor havde lukket!!! Man bliver altså noget lang i ansigtet, når man runder hjørnet til en gabende tom gågade.

Vi havde så en temmelig lang lørdag, der skulle bruges i en fremmed by. Vi kørte til grænsen og fyldte Poloen med indkøb fra grænsekioskerne og så brugte vi resten af dagen på at se nogle dele af Flensburg, som vi ikke havde fået set, hvis vi udelukkende var gået fra shop til shop.

Chancen for at få købt de varer vi havde udset os fik vi om søndagen – her var der nemlig åbent i alle gågadens forretninger og så snart de var i hus kørte folkevognen atter mod Nordjylland.

4 Comments

  • Find hotel

    Fandt din blog da jeg skal til Flensborg i weekenden. Hvor er det bare nogle vildt fantastiske billeder, det er en super fed måde du sætter dem sammen på :-). Godt i havde en god tur, jeg håber at min bliver ligeså god.

    Kh Karen

  • Maj-Britt

    Wauw, det ser rigtig hyggeligt ud! Og eftersom der er smil på alle billederne, må man antage at I har haft det rigtig rigtig sjovt!
    Jeg har aldrig været i Flensburg og har nok haft det ligesom dig – det er bare noget man kører forbi. Men nu tror jeg da at hr. kæreste og jeg skal tage en lille weekendtur derned 🙂 Et velkommen hjem må vist være på sin plads!

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *