Slip kuglerne fri…

– ja sådan lød overskriften altså i et nyhedsbrev fra Dyrenes Beskyttelse. Og her viderebringes det gode budskab…

Vintertid er sæson for fuglefodring, og meget af denne fodring retter sig mod mejserne, havens farvestrålende og meget populære artister. Et af formålene med at fodre er at hjælpe mejserne lettere gennem vinteren – ikke at hænge dem! Desværre kan det sidste nemt blive resultatet, hvis man fodrer med de mejsekugler ethvert supermarked med respekt for sig selv sælger i tusindvis af hver vinter.

Mejsekugler eller mejsebolde er oftest fedt- og frøblandinger i kugleform indeholdt i et lille net. Den mest almindelige måde at fodre med mejsekugler, er ved at hænge nettet op i et træ eller simpelthen lægge det på jorden. Men det kan altså let føre mere ulykke end gavn med sig.

Der findes i dag mange andre forskellige løsninger på, hvordan man på en sikker måde kan servere mejsekugler: stativer i pileflet, metalspiraler, mejsekugleautomater i bambus eller plast, trådnetbeholdere, m.fl., som kuglerne kan puttes i, hvorefter de hænges op.

Uanset hvordan man serverer mejsekugler for fuglene, SKAL én regel dog overholdes: Kuglerne skal serveres uden net. Lidt hen på vinteren, bogstavelig talt, flyder mange haver med tomme net fra mejsekugler. Disse net er dødsfælder for både fugle og andre dyr. Vikler en fugls ben sig i nettet og derefter f.eks. om en gren, er fuglens timer talte, og den går en pinefuld død i møde.

Løsningen er enkel: Klip nettet af kuglerne, inden du lægger dem i mejsekuglebeholderen eller bare lægger dem på foderbræt eller på jorden.

Kilde: Dyrenes Beskyttelse

.

One Comment

  • Inge - viva italia

    Og så har jeg hørt at det er vigtigt at sørge for at pipserne har adgang til frisk vand om vinteren…. måske er det ikke så aktuelt, når termometeret stadig viser plus-grader… Men måske ændrer det sig.

Skriv et svar til Inge - viva italia Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *