Fredag blev ugens eneste arbejdsdag – og den foregik ‘under cover’. Helt bevist viste min kalender, at jeg havde fri og det gjorde det muligt at få ryddet op i bunkerne efter ferien. Min ene kollega havde gjort en rigtig god indsats for at holde mængden af opgaver nede, så det var rimeligt overskueligt.

Jeg fik besøg af chefen som orienterede om ‘den ballade de havde lavet mens jeg var væk‘, som han udtrykte det! Det var ikke kun i vores afdeling der var sket fyringer. Hvor mange der blev fyret på landsplan er jeg ikke klar over, men i Aalborg alene var det 25 mand man sagde farvel til. I vores forretningsområde var det Odense og Aarhus, der blev ramt.

Inden jeg mødte på job havde jeg været omkring en god ven med varer hjembragt fra grænsen. Udover det bestilte havde jeg lavet en adventskalender til ham. Jeg var helt uforberedt på, at han blev rørt da han fik den overbragt. Han havde aldrig før fået en pakkekalender – heller ikke som barn. Så blev jeg også rørt … og så stod vi der.

Han fik et ekstra kram.

Næsepuderne på mine mors briller var nærmeste ikke eksisterende, så i dag hentede jeg brillerne og lagde vejen omkring Dronninglund og Profil Optik.

Bob var selvfølgelig med i bilen og efter vores lille ærinde gik vi turen omkring Møllesøen, efterfulgt af et lille besøg på kirkegården og en sludder med Jens.

Det er mere end 6 år siden han ganske pludseligt døde og efterlod et tom plads. Vi var et par særlinge, som fandt glæde i fælles interesser. Jeg kendte ikke hverken Jens’ familie eller andre venner – og han kendte ikke mine. Kun fra omtale og fotos. Vi var hinandens venner. Hvis det giver mening.

Jeg er stærkt introvert og ikke en, der omgiver mig med bunker af venner. Derfor er det ekstra trist når en forsvinder af den ene eller den anden årsag.

Ingen kan erstatte Jens, men jeg har alligevel mødt et menneske, som indeholder samme underfundige humor og samme eftertænksomhed, som var så kendetegnende for Jens.

Venskaber kan spire ud af de underligste ting… det gjorde det her også!

Jeg bryder mig overhovedet ikke om edderkopper – og slet ikke fugleedderkopper – men sådan en gik jeg tur med i nattens drøm. I snor. Jeg  mødte heldigvis en dame, som altid havde ønsket sig sådan en som kæledyr, så jeg skyndte mig at overdrage bæstet til hende.

Meget mærkelig drøm.

Lige så mærkelig var den henvendelse jeg fik fra en for mig ukendt kvinde på messenger til morgen. Hun ville gerne vide, hvordan jeg opfatter (…).

(…) er en af mine gode venner… så det ønskede jeg bestemt ikke at skulle rodes ind i.

Bagefter tænkte jeg på om det var en, der lige skulle havde mig placeret i den relation?!?

De sidste dage har været småsløje med hovedpine, småfeber og kvalme og natten til mandag blev uden søvn fordi jeg løb i fast rutefart til badeværelset for at ofre den smule jeg havde i maven.

Opkastningerne stilnende af til morgen, men jeg var på ingen måde klar til job efter dén nat.

Heldigvis har Bob en alder, hvor han sover mange mange timer i døgnet, så det var intet problem at indhente lidt af nattens manglende søvn på sofaen.

I eftermiddag har vi været en lille tur i Præstens Plantage og den friske luft gjorde godt for hovedpinen uden at fjerne den helt, men jeg føler mig helt fit til at tage på job i morgen.

Det går bedre med at gå tur – selvom det fortsat helst er uden bånd. Han er begyndt at snuse lidt rundt, smage på en grankogle, dufte til en busk og alt det, der hører til at opleve verdenen.

Jeg synes dog det går meget langsomt frem. I morgen er han 12 uger og jeg synes ikke, at jeg kan huske at mine andre hunde har været så modvillige ved udsigten til at gå en lille tur som han er.

I overmorgen skal vi til hundetræning på Nordjyllands Dyreadfærds klinik – det må afgjort være det rette sted at løfte den udfordring.


Mandag var også ‘årsdag’ for en af mine få nære venner og jeg.

Et venskab som består trods vores mange forskelligheder. Det har ikke altid været lige nemt, men jeg tror vi er kommet dertil, at vi har lært at rumme hinandens underligheder. Vi blev enige om, at vi begge burde have en fortjenstmedalje for at holde hinanden ud, men også at det nok ikke bliver i år. Dronningen har ryddet kalenderen i denne uge og tager nok ikke nye opgaver ind 🙂

iPhones samtale historik viser, at sidst vi talte sammen var 28. august… indtil mobilen ringede i weekenden og afslørede hans navn i displayet.

Det var på ingen måde akavet. Samtalen flød, som var det i går vi sidst snakkede og det var både rart og velkendt at høre hans stemme igen.

Vi har haft sporadisk kontakt på messenger i en måneds tid, men før det, var det tre måneder med total radiotavshed af en årsag, som jeg aldrig helt forstod.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med den fornyede kontakt og forstår heller ikke bevæggrunden for den… der har vi været og der er jeg langt fra sikker på, at vi skal hen igen.

Brændt barn og alt det der!

Vi må se hvor det bærer os hen og foreløbig snakker vi bare!

I Norge hedder dagene mellem jul og nytår; romjul. Det er en periode som rigtig mange benytter til at holde fri.

Jeg var Palle alene på landevejen til morgen og mødte ikke et øje før jeg nåede Gandrup. Også firmaet var gået i feriemode og det blev en kort arbejdsdag, som jeg håber, at jeg kan gentage i morgen.

En del af tiden blev brugt på – igen – at vende den ‘julehilsen‘ vi var et par stykker, der modtog lige før jul. Ingen af os føler os sikre på, om det bliver det sidste, vi hører til den sag.

Det er sørgeligt, at manden ikke er kommet videre på 4 år.

Eftermiddagen/aftenen er brugt på messenger chat med en, der igen er blevet indlagt på hospitalet. Vedkommende ønsker ikke besøg. Det huer mig ikke, men jeg respektere selvfølgelig ønsket.

I stedet kan jeg underholde med lidt snak fra distancen om alt og ingenting – bl.a. om ovennævnte hilsen.

Snakke har vi altid været gode til og så bliver tankerne om det trælse afledt for en stund.

Jeg modtog en mail i går som ribbede op i noget som jeg ellers var helt sikker på, at jeg havde lagt bag mig.

Det kunne jeg godt have undværet.

Det gav et tankemylder, som var svært at lægge fra sig og svært ikke tage med ind i natten, som derfor blev forstyrret og urolig.

Poden, kæresten og Jack ringede om jeg ville med til stranden eller i skoven og det var lige hvad jeg trængte til, så var jeg hurtigt til at springe til og få afledt tankerne.

Om 39 dage er jeg igen et hundemenneske MED hund.

Og sådan en firebenet ven vågner ikke op en morgen og beslutter sig for at skride ud af mit liv!

Opfattelsen af. Investeringen i. Forventningerne/ønskerne til.

Skal vi ikke bare sige, at vi på ingen måde er/var i sync i forhold til vores relation. Åbenbart.

Jeg er hverken kæk og overskudsagtig.

Faktisk ret ked af det.

Ikke mindst fordi jeg sidder tilbage med en snert af at føle mig udnyttet.

Nevermind… jeg gider ikke ærgre mig og vælger i stedet at glæde mig over de sjove og lærerrige ting jeg fik med mig.

All those … moments … will be lost … in time.
Like … tears … in … rain.

Jeg hankede op i begge kufferter, traskede op af indkørslen og spurgte mig lidt for inden jeg fandt volontørkontoret, hvor Mirka residerede: »Vi ventede dig i går«, sagde hun. Jeg forklarede hende, hvad der var sket dagen i forvejen og om min sene ankomst til TelAviv. Nu var jeg her så ingen problemer… indtil hun så mit pas og kunne konstatere, at jeg kun var 17.

Nåmen, men nu var jeg rejst så langt og så gik det nok også selvom det var mod reglementet.

Jeg blev fulgt ned i det fjerneste hjørne af kibbutzen til et grønt træhus, eller et skur var det vel nærmest, med fire værelser. Jeg blev vist ind i et af værelserne. Mit hjørne af værelset bestod af en jernseng og en gammel træstol, som kunne bruges til sengebord. Mit tøj blev opbevaret i kufferterne under sengen, men da der blev udleveret arbejdstøj var det begrænset, hvor meget det kom i brug. I værelset boede i forvejen to New Zealandske piger, Julie og Lee. De var begge på arbejde, så jeg satte mig ude på trappestenen efter jeg havde pakket ud.

Beboerne i naboværelset kom hjem fra arbejde. »Hello there«, blev jeg hilst med. Kort tid efter stak de næsen ud og inviterede mig indenfor. De tre unge fyre, Stephen og John fra England og irske Noel, skulle være mine naboer de næste mange måneder.

Julie skulle vise sig at være en rigtig tørvetriller, som sov med biblen under hovedpuden, så selskabet i naboværelset blev det foretrukne.

kibbiuz-20

Det blev begyndelsen på et livslangt venskab og begyndelsen til en periode – omend den var ganske kort – som har præget en stor del af mit liv. Jeg tænker, at det er samme mekanisme som når mænd 40 år efter de var soldat fortsat kan fortælle soldaterhistorier med smil i øjnene.

Stephen (i den hvide t-shirt) var på det tidspunkt i starten af 20’erne – i slutningen af dette år bliver han 60. TRES!

Vi mødtes igen i 2012 i London – 31 år efter vi sagde farvel på p-pladsen foran kibbutzen. Om han får tid til endnu et gensyn når Poden og jeg drager til London i november er tvivlsomt. Han bor 3 timers kørsel fra London og det er en lang tur at køre blot for at sige hej.

Men det kunne altså være hyggeligt.