Uventede gæster, omend kun på et kort kaffe pitstop, kan faktisk redde erhver dårlig dag. Også en dødsyg tirsdag.

Vi fik lige vendt verdensituatonen - den korte version. Og med Poden i Irland, nu på anden uge, var det naturlige spørgsmål: savner du hende?

Det mærkelige er, at det gør jeg faktisk ikke. Ikke på den der hjerteskærende måde, der gjorde en adskillelse uudholdelig da hun var yngre. Og er det ikke den naturlige udvikling for en mor og hendes 17 (snart 18) årige datter..?

Arbejdet er fuldført… man giver slip… og får sit eget liv.

Jeg tror det!

… 

Og når hun så ringer og lader sin milde røst lyde 10 minutter senere, savner jeg hende alligevel lidt (læs: meget) og så er resten af dagen glemt og borte.

Jeg blev et kram (to faktisk) og et smil rigere… tirsdag endte godt!

Minus 8 stod der ved flyvestationen… chill faktoren må være temmelig høj for det føltes nærmere som minus 38.

Koen herunder, som ellers ser ud til at være klædt godt på, var trukket ind i læ sammen men resten af familien. Men den røde ninja var alligevel for spændende, så de unge køer skulle lige ud og ha’ tilfredsstillet deres nysgerrighed.

Når de kommer så tæt på, vælger Arabella at lade fuldstændig som om de ikke eksisterer… kylling!!!

Søndagen har været en blandet fornøjelse.

Jeg tænker, at jeg har bedst af at være på job, hvor øverste etage er beskæftiget med noget konstruktivt. Det “andet” trækker for store veksler på humøret… særligt når man er blevet skide voksen og lidt bange for at blive skuffet i hjertet og især fordi det vi taler om her (…) ikke hænger sammen med det vi gør/vil/tør stå ved i virkeligheden.

Det må gerne blive mandag for min skyld..!

Det var i dag, du skulle have været med på den lange tur i min ”baghave”… skoven var ubeskrivelig smuk. Og stille. Det eneste, der hørtes var støvlernes knirken i sneen og indimellem lidt snorken fra den røde ninja. Jeg trives i kulden. Stortrives. Elsker at komme ud og få hektisk røde kinder. Det gør mig uendeligt godt og renser ud i øverste etage. Det trænger. Meget. Og er jeg heldig, giver både lørdag og søndag samme mulighed.

Stilheden er forbi, for mens jeg sidder her, under et varmt tæppe, med et glas rødvin i den ene hånd og dimser på computeren, bliver der rodet i mit køkken, snakket, grinet, spillet musik og indimellem “danset”… det er SÅ hyggeligt… og alt alt for længe siden. Jeg vil nyde den her stund. Virkelig nyde. Måske er der længe til det sker igen.

Fantastisk fredag til dig.

Fire år som boss i mit eget liv… dét skal fejres… kage til kollegerne og min “partner in crime” til middag, grin, snak og “lidt” for meget vin.

Det bliver hyggeligt… med garanti… det er alt for længe siden, han har hængt der i den anden ende af min sofa.

For et par år siden lød det sådan her:
Jeg vil træffe mine egne beslutninger, tilbringe søndagen i bar røv og natbukser, se underlige svenske film, gå i seng kl. 21 og læse til solen står op, lade hårene på benene vokse vildt, komme hjem når det passer mig, bruge mine penge på nøjagtig det jeg har lyst til, kysse med hvem jeg vil, slukke når der er fodbold i fjernsynet, sumpe foran computeren, flirte hæmningsløst, omgåes hvem jeg vil – når jeg vil.

Jeg vil fandeme være boss i mit eget liv…
- indtil jeg måske møder Mr. Right og ændrer mening!

Der er jeg endnu

Mr. Right har ikke vist sig (begynder at tvivle på han findes)
… og jeg nyder det til fulde!

Nåmen så har det lige været en lortedag med ævl og kævl, mavepine og noget, der nærmede sig et hysterisk anfald… og så ender den alligevel positivt, med en halv aftale om at mødes med en gammel ven i London i slutningen af april, to fribilletter til et af Ørkenens Sønners sidste shows i Aalborg, et “kiss and make up” med (…), glad og positiv genlyd fra Irland og endnu en smuk aften himmel.

Ikke en tosset kovending på en onsdag, der startede som den rene nedtur…

Nogen dage er bedre end andre… det her var ikke en af de go’e!

Jeg synes lige det var i går, hun blev konfirmeret… og nu har hun job og Master Card, flakker omkring på egen hånd i Irland og sender spøjse billeder fra iPaden.

Tænker at jeg er blevet tilsvarende gammel i mellemtiden, selvom det ingenlunde føles sådan. Faktisk så føles det stadig, som om jeg er et sted der omkring tyverne. Cirka. Og hører Søs Fenger, kører underlige gamle biler og møder mænd, der gi’r mig ubegrundede sug i maven og symptomer, der minder om en blanding af influenza, OCD og almindelig vanvid :-/

Og heldigvis bliver man aldrig for gammel til den slags. Har jeg erfaret. Og jeg smiler.

Livet har smilet til mig i dag.

Humøret har været til et klokkeklart 10 tal lige fra morgenstunden, hvor arbejdsdagen begyndte med et kram. Det startede åbenbart en lavine. Kollegerne har været sprudlende og kunderne medgørlige. Poden er pakket og klar til rejsen i morgen… OG hun glæder sig tilmed. Håret er nyklippet og Poloen er nysynet uden anmærkninger.

Er det ikke fantastisk… 22 år gammel og så gik den lige igennem uden at koste en krone udover gebyret for synet.

Nu mangler vi bare at håndbolddrengene banker de spaniere… så er fredagen fuckingfantastisk…

Man kan leve længe på kram og godt selskab… som selv på en mørk og iskold mandag morgen i januar stadig kan mærkes helt ned i maven og gi’ varme i kinderne. Jeg tænker det holder tirsdag med. Omtrent.

Jeg gider meget gerne flere af den slags weekends fyldt med dejlige mennesker, latter, varme, gode samtaler og lange traveture.

I den her uge skal Poden krammes, så det kan holde meget længe. På lørdag rejser hun til Irland og bliver væk i tre uger. Ikke at hun er ret meget hjemme ellers… men hun kommer dog indimellem og overnatter, vælter en pose vasketøj ud i bryggereset og overøser mig med ord, latter og oplevelser.

Hun bliver meget snart 18 og i de år, er 8 dage max vi har været adskilt. De 21 dage skal nok komme til at føles lange :-/

SÅK!

“Det her…“, sagde min makker i dag, mens han holdt fingrene op, ”…det er afstanden mellem E og B, frøken Bech… Engel og Bitch“.

Hrmpff.

Somom.

Eller noget!

Nå, han har vel ret. Jeg er et besværligt menneske. Jeg kan blive helt latterligt dum, vred og ked af det… over ingenting… og jeg ved det. Han er langt fra den eneste, der har luret mig. Heldigvis har jeg har omgivelser, der er rummelige og tilgivende. Og er de ikke, forsvinder de ret hurtigt igen.

Sådan må det være. Tænker jeg.

Lige pt. florerer der noget lidt pudsigt blandt FaceBook brugere:

Har du levet før – og hvem var du ?.. Tag de 3 sidste tal i dit mobil nr fx. mit nr er xxxxx321 altså 321. Skriv derefter sådan her @*[321:0] i mit kommentarfelt, slet så * og tryk enter.

når man følger den lille formel, fremkommer der et eller andet tilfældige navn. Meget sjovt. Jeg er f.eks “William Jusino“.

Meget apropos har jeg lige talt med en god ven om muligheden for at have kendt hinanden i et tidligere liv. Vi har en eller anden underlig samhørighed, mærkelige livs sammenfald og oplevelses tilfældigheder, som er så uforklarlige, at det er til at blive helt religiøs af. Jeg ved ikke helt om jeg tror på begrebet “soulmate” – men findes det, er han er nok det nærmeste, jeg kommer at have sådan en.

For nogle år siden kørte der en udsendelsesrække  på Tv2 - ”På rejse med sjælen” hed de - hvor en række helt almindelige danskere blev bragt tilbage til deres tidligere liv af Rud Grandt. Tv2 betalte så for, at de fik lov at besøge de steder, de havde boet tidligere. Facinerende og foruroligende på samme tid. Jeg kender Rud Grandt og lavede på dét tidspunkt en del arbejde for ham. Jeg blev tilbudt sådan en “sjæle rejse” ganske gratis – ganske vist uden den fysiske rejse – men jeg turde ikke. Ganske enkelt.

Nu er Rud gået på pension og tilbuddet gælder ikke længere – og jeg er egentlig også ganske godt tilfreds med, at vi kender hinanden i nutiden og – forhåbentlig – i fremtiden!

Tror du på den slags? Sjæle rejser? Soulmates?

Så sad vi der på en klittop og kiggede ud over havet – Pelsdyret , Skagboen og jeg. I stilhed og bare var. Engang skal jeg derud og bo. Hvor verden synes uendelig. Om det bliver her eller ved et andet hav, et andet sted i verden er ligeyldigt.

Bare det bli’r… så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen og dele rødvin med memoirer, med de andre gamle i solen.

Jeg tør godt spå, at det bliver en fabulous weekend… indledt på bedste vis i et af de favntag, der giver smil i øjnene og foruroligende sug i maven. Poden har taget ophold andetsteds hele weekenden, så der er frit valg på alle hylder… og efter et tjek af næste uges propfyldte kalender kommer den til at stå på ren fornøjelse af den slags, man kan leve på længe… eller i hvert fald frem til onsdag. Cirka. I min alder kører man ikke så langt på en opladning (:

Jeg kan lige så godt sige det som det er… jeg forstår mig ikke på mænd. Jeg tænker, at det helt sikkert er ganske gensidigt. Og er der overhovedet noget nyt under solen dér. Næppe!

Jeg fik overstået en svær, men nødvendig samtale fredag aften. Nytteløst egentlig. Jeg ved ikke, hvad pokker det er, der gang på gang får mig til at tro på, at kvinder og mænd kan være venner.

Det er lidt kompliceret at forklare, når baggrunden er et helt privat anliggende… men i bund og grund tror jeg, at problemet er, at jeg er en kvinde og han er en mand – og der af den grund uvægerligt vil være et gran af følelser og/eller spændinger involveret. I teorien burde venner kunne glædes på hinandens vegne… men er der følelser i klemme, fungerer det ikke i praksis. Har jeg erfaret.

Jeg tænkte (i min naivitet), at det ville være en god ide at sætte ord på … så det der fnidder ikke får lov at være usagt… så vi ved hvor vi har hinanden.

Dét var det så heller ikke!

Jeg lærer det vist aldrig.

Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større… (citat Pia og Thomas Helmig)

Jeg er ikke gået i stå eller holdt op med at tale… alle ordene kanaliseres blot andetsteds hen… og sådan må det være. Lige nu!