Søndag var vi i Den Jyske Skovhave, som er på 14 ha og mødte en masse hunde.

I dag gik turen til Trekantskoven, den lokale hundeskov med et areal på 41 ha, uden at møde en eneste hund.

Det sidste er der ikke meget leg og socialisering i – til gengæld er Bob her skovens konge og der fred og ro til at fordybe sig i de mange duftspor.

Jeg er sådan en der notere mange mærkelige mærkedage i min kalender, som jeg så også bliver reminded om. Den 12. februar bimler flg. besked ind “Mødte (…) 2015”. Det er ALLEREDE 4 år eller KUN 4 år… det føles på samme tid som var det i går og som vi har kendt hinanden altid.

Vi har stort set haft daglig kontakt siden. Om stort og småt. En enkelt kommentar på messenger eller time lange telefonsamtaler. Vandreture i naturen eller som co. pilot i iGo. Sjove samtaler, alvorlige samtaler, samtaler om dybt personlige ting, faglige ting, men aldrig bare small talk…

Måske lyder det som venskaber du har mange af, men som introvert er det ikke hverdagskost at møde nye mennesker og lade dem komme ind under huden.

Jeg føler mig omsluttet af ægte omsorg og interesse for alle aspekter af liv og håber, at jeg giver bare en lille smule af det samme tilbage.

Temperaturen føltes som minus 10 grader da vi gik ud kl. 5:30 og det er bestemt ikke Bobs livret. Og da slet ikke når han kommer lige fra sengevarmen og ud i kulden. Små ture ud i haven, hvor han forsøger at holde flokken af solsorte væk fra de nedfaldne æbler, er fint, men derudover er han temmelig uvillig.

Anderledes ihærdig er min ven P. som traver rundt om kvarteret eller – i dårligt vejr – rundt om stadion. Han er gået i kredsløb, som led i et gå-projekt i Rebild Kommune har sat i værk. Han er i den grad gået all-in og traver mere end en marathon om dagen. En dag nævnte han selv, at han var gået i ‘orbit’ og er herefter kendt om Orbitmanden.

Jeg har været med på telefon som opbakning og underholdning en del af de mange og lange timer og vi har haft nogle rigtigt gode samtaler om de ting, der rør sig i vores liv… studie, job, forældre, børn, fremtidsplaner, økonomi, pensionsliv osv. osv.

I dag er det på det nærmeste snestorm i det nordjyske og alligevel har jeg nu observeret ham tre gange gå forbi kontorvinduet på runden i kvarteret.

Orbitmanden.

Fredag blev ugens eneste arbejdsdag – og den foregik ‘under cover’. Helt bevist viste min kalender, at jeg havde fri og det gjorde det muligt at få ryddet op i bunkerne efter ferien. Min ene kollega havde gjort en rigtig god indsats for at holde mængden af opgaver nede, så det var rimeligt overskueligt.

Jeg fik besøg af chefen som orienterede om ‘den ballade de havde lavet mens jeg var væk‘, som han udtrykte det! Det var ikke kun i vores afdeling der var sket fyringer. Hvor mange der blev fyret på landsplan er jeg ikke klar over, men i Aalborg alene var det 25 mand man sagde farvel til. I vores forretningsområde var det Odense og Aarhus, der blev ramt.

Inden jeg mødte på job havde jeg været omkring en god ven med varer hjembragt fra grænsen. Udover det bestilte havde jeg lavet en adventskalender til ham. Jeg var helt uforberedt på, at han blev rørt da han fik den overbragt. Han havde aldrig før fået en pakkekalender – heller ikke som barn. Så blev jeg også rørt … og så stod vi der.

Han fik et ekstra kram.

Næsepuderne på mine mors briller var nærmeste ikke eksisterende, så i dag hentede jeg brillerne og lagde vejen omkring Dronninglund og Profil Optik.

Bob var selvfølgelig med i bilen og efter vores lille ærinde gik vi turen omkring Møllesøen, efterfulgt af et lille besøg på kirkegården og en sludder med Jens.

Det er mere end 6 år siden han ganske pludseligt døde og efterlod et tom plads. Vi var et par særlinge, som fandt glæde i fælles interesser. Jeg kendte ikke hverken Jens’ familie eller andre venner – og han kendte ikke mine. Kun fra omtale og fotos. Vi var hinandens venner. Hvis det giver mening.

Jeg er stærkt introvert og ikke en, der omgiver mig med bunker af venner. Derfor er det ekstra trist når en forsvinder af den ene eller den anden årsag.

Ingen kan erstatte Jens, men jeg har alligevel mødt et menneske, som indeholder samme underfundige humor og samme eftertænksomhed, som var så kendetegnende for Jens.

Venskaber kan spire ud af de underligste ting… det gjorde det her også!

Jeg bryder mig overhovedet ikke om edderkopper – og slet ikke fugleedderkopper – men sådan en gik jeg tur med i nattens drøm. I snor. Jeg  mødte heldigvis en dame, som altid havde ønsket sig sådan en som kæledyr, så jeg skyndte mig at overdrage bæstet til hende.

Meget mærkelig drøm.

Lige så mærkelig var den henvendelse jeg fik fra en for mig ukendt kvinde på messenger til morgen. Hun ville gerne vide, hvordan jeg opfatter (…).

(…) er en af mine gode venner… så det ønskede jeg bestemt ikke at skulle rodes ind i.

Bagefter tænkte jeg på om det var en, der lige skulle havde mig placeret i den relation?!?

De sidste dage har været småsløje med hovedpine, småfeber og kvalme og natten til mandag blev uden søvn fordi jeg løb i fast rutefart til badeværelset for at ofre den smule jeg havde i maven.

Opkastningerne stilnende af til morgen, men jeg var på ingen måde klar til job efter dén nat.

Heldigvis har Bob en alder, hvor han sover mange mange timer i døgnet, så det var intet problem at indhente lidt af nattens manglende søvn på sofaen.

I eftermiddag har vi været en lille tur i Præstens Plantage og den friske luft gjorde godt for hovedpinen uden at fjerne den helt, men jeg føler mig helt fit til at tage på job i morgen.

Det går bedre med at gå tur – selvom det fortsat helst er uden bånd. Han er begyndt at snuse lidt rundt, smage på en grankogle, dufte til en busk og alt det, der hører til at opleve verdenen.

Jeg synes dog det går meget langsomt frem. I morgen er han 12 uger og jeg synes ikke, at jeg kan huske at mine andre hunde har været så modvillige ved udsigten til at gå en lille tur som han er.

I overmorgen skal vi til hundetræning på Nordjyllands Dyreadfærds klinik – det må afgjort være det rette sted at løfte den udfordring.


Mandag var også ‘årsdag’ for en af mine få nære venner og jeg.

Et venskab som består trods vores mange forskelligheder. Det har ikke altid været lige nemt, men jeg tror vi er kommet dertil, at vi har lært at rumme hinandens underligheder. Vi blev enige om, at vi begge burde have en fortjenstmedalje for at holde hinanden ud, men også at det nok ikke bliver i år. Dronningen har ryddet kalenderen i denne uge og tager nok ikke nye opgaver ind 🙂

iPhones samtale historik viser, at sidst vi talte sammen var 28. august… indtil mobilen ringede i weekenden og afslørede hans navn i displayet.

Det var på ingen måde akavet. Samtalen flød, som var det i går vi sidst snakkede og det var både rart og velkendt at høre hans stemme igen.

Vi har haft sporadisk kontakt på messenger i en måneds tid, men før det, var det tre måneder med total radiotavshed af en årsag, som jeg aldrig helt forstod.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med den fornyede kontakt og forstår heller ikke bevæggrunden for den… der har vi været og der er jeg langt fra sikker på, at vi skal hen igen.

Brændt barn og alt det der!

Vi må se hvor det bærer os hen og foreløbig snakker vi bare!

I Norge hedder dagene mellem jul og nytår; romjul. Det er en periode som rigtig mange benytter til at holde fri.

Jeg var Palle alene på landevejen til morgen og mødte ikke et øje før jeg nåede Gandrup. Også firmaet var gået i feriemode og det blev en kort arbejdsdag, som jeg håber, at jeg kan gentage i morgen.

En del af tiden blev brugt på – igen – at vende den ‘julehilsen‘ vi var et par stykker, der modtog lige før jul. Ingen af os føler os sikre på, om det bliver det sidste, vi hører til den sag.

Det er sørgeligt, at manden ikke er kommet videre på 4 år.

Eftermiddagen/aftenen er brugt på messenger chat med en, der igen er blevet indlagt på hospitalet. Vedkommende ønsker ikke besøg. Det huer mig ikke, men jeg respektere selvfølgelig ønsket.

I stedet kan jeg underholde med lidt snak fra distancen om alt og ingenting – bl.a. om ovennævnte hilsen.

Snakke har vi altid været gode til og så bliver tankerne om det trælse afledt for en stund.

Jeg modtog en mail i går som ribbede op i noget som jeg ellers var helt sikker på, at jeg havde lagt bag mig.

Det kunne jeg godt have undværet.

Det gav et tankemylder, som var svært at lægge fra sig og svært ikke tage med ind i natten, som derfor blev forstyrret og urolig.

Poden, kæresten og Jack ringede om jeg ville med til stranden eller i skoven og det var lige hvad jeg trængte til, så var jeg hurtigt til at springe til og få afledt tankerne.

Om 39 dage er jeg igen et hundemenneske MED hund.

Og sådan en firebenet ven vågner ikke op en morgen og beslutter sig for at skride ud af mit liv!