• Et øjeblik...

    Man skulle tro, at offline er det nye sort

    • Mandag var jeg med Poden til forundersøgelse på Frederikshavn sygehus (ikke noget alvorligt)
    • Tirsdag havde jeg en aftale på Borgerservice. Måske skulle de sløjfe ‘service’ for den var der ved Gud ingen af. Jeg havde dagens allerførste tid og allerede på det tidspunkt så medarbejderen ud som om han var træt af livet. 10 minutter havde jeg fået tildelt og da hans mobil efter et par minutter ringede og jeg kunne høre det var en privat samtale stirrede jeg på ham indtil han godt kunne se på mig, at han nok gjorde klogest i at afbryde
    • Familien har holdt møde med den ejendomsmægler, der skal sælge mine forældres hus
    • Jeg læser ‘Fucking Jøde‘ af Martin Krasnik. Da jeg var meget ung tilbragte jeg et halvt år i Israel og jeg læser med stor interesse bogens indblik i jødisk levevis og traditioner
    • Ny profil på IG, som jeg med interesse har fulgt i denne uge:  triplets_of_copenhagen. Onsdag så tre nye verdensborgere lyset. Fascinerende hvad kvindekroppen kan præstere
    • Jeg har genoptaget arbejdet på svøbet jeg startede på for snart et år siden. Jeg har set en trøje, som jeg gerne vil strikke, men jeg skal først være færdig med det igangværende projekt… sagde hun!!!
    • Torsdag var der et lille hul i kalenderen, så udover en tur omkring Boxit efter flyttekasser blev der tid til en laaang tur i hundeskoven
    • Jobbet… don’t get me startet!
  • Et øjeblik...

    Status på Bob D og ugen

    • Bob ved godt, at vi sover ovenpå. Han kan ikke selv komme op ad trappen, men når vi nærmer os sengetid står han med forbenene oppe på første trin og kigger op… ligesom for at sige: nu vil jeg gerne i seng.
    • Han 9 måneder og 3 dage. På lufteturen onsdag morgen lettede han ben. Kun en gang, men højt og flot. Han har så ikke gjort det siden. Måske ville han blot demonstrere at han kan, men ikke gider.
    • En hel uge med tynd mave (ikke diarre – bare tykmælktynd afføring), som hverken skåne kost eller Zoolac kunne få has på bragte os omkring Mogens dyrlæge. Nu håber jeg så, at den behandling han er sat i, kan få bugt med det han nu engang har raget til sig. Det var 2. dyrlæge besøg i august. Lad det ikke bliver en vane.
    • Først skulle vi flytte kontor på jobbet. I næste uge. I dag fik vi besked om, at det skal vi så ikke alligevel. Til stor lettelse. Vi har et stort lager og en ‘pc fabrik’ som også skal flyttes, så det er ikke ‘bare lige’ at pakke en enkelt flyttekasse og så tage sin pc med hen på et andet kontor
    • Ugens bedste nyhed var at mine forældre har endelig fået tildelt en plejehjemsplads på Fjordparken i Hals. Det ser ud til at være et rigtig dejligt sted. Min mor er alvorligt dement og det bliver en lettelse for alle, at der er professionelle, der tager over.
    • Jeg blev færdig med at læse Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud og er gået i gang med Et lille liv af Hanya Yanagihara. Titlen er måske er ‘lille’, men det er bogen langt fra – mere end 33 timers oplæsning venter. Anmeldelserne er blandede, men dem skøjter jeg let henover – smagen er bekendt som bagen… delt på midten. Det, der en god bog, en fed film, lækker musik for den ene, er det ikke for den anden.
  • Et øjeblik...

    Uge 31 kort

    • Heden i begyndelsen af ugen satte en naturlig dæmper på aktiviteterne
    • Besøgte Hadsund på min mandagsfridag. En lang historie om en gave, der kun var på lager dernede. Bob og jeg lavede en tur ud af det og på vejen hjem kunne jeg også tage chaufførkasketten på og hente P på jobbet i Skørping
    • Vi tog afsked med en meget afholdt kollega. Et af de her sjældne mennesker, som på alle måder bare er likeable. Jeg talte med en om det, og jeg tror, at han er det eneste menneske, jeg kender, som ikke har nogle mindre sympatiske sider. Overhovedet. Det er vist sjældent at kunne sige det
    • På mit håndled sidder nu et Apple Watch. Bare fordi jeg ku’
    • Kender du appen fra Scholl Every step counts? Når du har gået 10.000 skridt på en dag donerer Scholl, hvad der svarer til et måltid mad til Røde Kors. Sammen med aktivitets appen på mit nye ur motivere det mig til at få rørt mig mere. Fås både til IOS og Android
    • Jeg har tage hul på Kastanjemanden af Søren Sveistrup, som endelig dukkede op på Mofibo. Helle K. måtte udvide sin stjerneregn og give den 6 stjerner og den udvikler sig da også aldeles fremragende. Jeg følger Helles boganbefalinger – jeg har opdaget, at vi deler smag, når det gælder krimier og jeg har med stor fornøjelse læst en del af de bøger, som hun har givet topkarakter på Instagram

    Og sidst, men ikke mindst så er jeg gået på sommerferie 🙂

  • Et øjeblik...

    Uge 30 kort

    • Det er s**** varmt at slå græs i 30 graders varme. Jeg siger det bare
    • To arbejdsdage tilbage – så starter min sommerferie
    • Ugens bog blev Mercedes-snittet af Anne-Mette Hancock, som nu er afløst af Lykke skrevet af Mikaela Bley. Jeg har planer om, at sommerferielæsningen skal være Et lille liv af Hanya Yanagihara – en murstensroman på 33 timers oplæsning. Jeg glæder mig allerede
    • Bob er begyndt at pisse sit territorie af – altså tisse ofte på selv en lille luftetur. Nu venter jeg på, at han også forsøger sig med benløft
    • En aften dukkede Poden og svigersønnen op med hund og husalf. Det blev en herlig strandtur og hundene synes de to knægte var ret sjove
    • Fik en times livedækning på Messenger af Martin Toft Madsens timerekortforsøg – fordi jeg kom til at sige, at jeg ikke kan se TV2 Sport
    • Jeg øver mig i floss dance. Kommer der en video? Måske
    • Der er ingen grund til at fortælle, at jeg er rykket ned på en 2. plads i Touren og at der kun er tre etaper til at indhente det igen. Så det undlader jeg
    • Bob har fået ny sele fra Dog Copenhagen. Den er utroligt velsiddende på hans lille kompakte krop.

    Fik jeg forresten sagt, at min sommerferie er to arbejdsdage væk?

  • Et øjeblik...

    Uge 29 kort

    • På læselisten ligger Anne Mette Hancocks Mercedes-snittet. Den afløste No og Mig, skrevet af Delphine De Vigan og fremragende oplæst af Ellen Hillingsø. Var alle lydbøger blot oplæst af hende ville jeg gå i krig fra en ende af og læse alle verdens bøger. Omtrent
    • Bød velkommen til en storsmilende sikh med pink turban og måtte lægge bånd på mig selv for ikke at spørge ind til hans fantastiske hovedbeklædning og det uklippede hår, der efter sigende skulle gemme sig under
    • Vi sprang onsdagens hundetræning over – der var igen alt for varmt. Jeg gider ikke stå på træningsbanen i halvanden time, mens Bob ligger henne i skyggen og ingenting gider
    • Mit Tour de Francehold ligger fortsat suverænt i spidsen i firma konkurrencen. Til manges store ærgelse.
    • Bob D har fået ny fin sele fra Dog Copenhagen. Jeg har gået og ventet på, at han kunne passe en str. M – det kan han nu
    • Cirkus Trapez slog deres telt op i Hals og en fuldstændig uimponeret Bob har hilst på både kameler, geder og køer
    • Sidste år druknede georginemarken i regn – i år er udbyttet heller ikke imponerende, men på grund af tørke. Jeg fik dog høstet årets første buket
  • Et øjeblik...

    Uge 26 kort

    • Jeg har netop færdiglyttet Camilla Grebe’s “Husdyret”. En virkelig god krimi. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at nogen havde fortalt oplæseren, at det ikke hedder “spøVelser” (og det bliver sagt mange gange)
    • Ny på læselisten er Katrine Engbergs roman “Krokodillevogteren” – ingen spøVelser i den bog!
    • Bob og jeg er startet til hundetræning igen
    • Samme Bob er begyndt at vågne omkring kl. 04.30 – så jeg er mødt tidligt i denne uge og er kommet tilsvarende tidligt hjem
    • Årets Tour de France managerhold er oprettet – starten går om en uges tid
    • Vi sagde god ferie til to på kontoret i dag – og farvel til vores studentermedhjælper Christian, som efter endt uddannelse desværre ikke vender tilbage
    • Naboen har klippet hæk, hvilket lagde et vist pres på mig.. men så er det overstået
    • Arbejde??? Don’t get me started!

    Jeg trækker stikket og indleder weekenden med en jordbærtærte og en kop kaffe.

  • Et øjeblik...

    Uge 16 kort

    • Bob har nu mistet begge hjørnetænder i overmunden og nye er på vej
    • Hundetræningen var aflyst. Igen
    • Plæneklipperen er sendt til forårsklargøring
    • Tryg udbetaler bonus
    • Fik luftet min irritation (med et smil) over naboens nye kærestes konstant gøende pomeranian og satser nu på, at det ikke bliver sommerens lydbillede
    • Ugens mest besøgte hjemmeside er rejsespejder.dk – her samles rejsetilbud, billige flyrejser og hoteller. Jeg gider f.eks. godt 3 overnatninger i London for kr. 1.132 incl. fly.
    • Jeg læser Katharinakoden af Jørn Lier Horst. Jeg er også en sucker for en god krimi
    • Og så var det ugen, hvor det blev en slags ‘sommer’ i Danmark – ganske skønt har det været

    Billedet har ingen sammenhæng med noget som helst… jeg blev bare så begejstret over for første gang at finde en konkylie MED beboer.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Uge 15 i korte træk

    • Bob og jeg blev fotograferet af Googlebilen på Kanalvejen
    • Fotoet herover er taget samme dag og sted – af mig – og viser en 20 uger gammel Bob – det er tydeligt, at det hvalpede er på retur
    • Det viser ikke, at han har tabt en hjørnetand og har en anden, der rokker
    • Skattepenge retur – lidt af dem blev sendt til London, hvor jeg har købt (endnu) en lækker hundeseng – så har han en ovenpå i soveværelset til om natten, en i entreen, når han er alene hjemme og en i stuen, når han ikke lige ligger i sofaen. Man skal ikke gå ned på hundeudstyr
    • Jeg læser Jonathan Troppers “Syv satans lange dage” – og morer mig kongeligt
    • Nu også med toplækker iPhone X
    • Et kontrol besøg hos ørelægen afslørede, at der fortsat er infektion – måske er det derfor uge 15 slutter af med, at jeg ligger under dynen med feber 🙁
  • Et øjeblik...

    Uge 9 kort

    1. Min lidt lemfældige omgang med mine nøgler resulterede i, at jeg mistede min husnøgle til hundetræningen i onsdags. Vi stod foran huset i den bidende kulde og kunne ikke komme ind. Heldigvis har min niece en nøgle og den var hurtigt hentet. Nu har jeg fået lavet et par stykker ekstra, så mine redningsmuligheder er øget.
    2. Træningen forgik indendørs pga. kulden. Bl.a. skulle vi træne dæk øvelsen. Fra sit og ned i dæk. Bob misforstod konceptet for når forkroppen gik ned, gik bagkroppen op. Det kræver vist lidt øvelse.
    3. Lige om lidt er det 4 uger siden Bob færdiggjorde Giardia behandlingen. I næste uge står det på tre dages opsamling af afføringsprøver og dyrlægebesøg. Han har det godt, så jeg forventer/håber prøven er negativ.
    4. Nu ved jeg, hvem det er, du ligner… Ghita Nørby!“. Det er ikke første gang jeg har hørt det, så måske er der noget om snakken.
    5. Jeg læser Leonora Christine Skov’s “Den, der lever stille” og allerede kort inde i historien er jeg grebet og berørt. Fortsætter den i samme fine spor vil jeg ikke være bange for varmt at anbefale den.

  • Et øjeblik...

    Uge 41 kort

    • Nogen blev ramt lige i r**** af karmas store svingdør … hårdt
    • Det grå garn er blevet trimmet
    • Skråplan er færdigt, vasket og taget i brug
    • ‘Ribe’ er på pindene – det er noget med noget vendestrik – det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens, som Pippi ville sige
    • Lillebror blev indkaldt til vaccination – savnet er fortsat stort, så det gav en mavepuster og gjorde mig lidt ked af det
    • Jeg er inviteret på årets bedste sovs i morgen… og hvem vil lige gå glip af den
    • Tænder og iGo er indkaldt til snarligt eftersyn
    • Den brækkede tå har været gennem stort set alle nuancer på farveskalaen og er lige pt. på vej over i noget gulgrønt