Uventede gæster, omend kun på et kort kaffe pitstop, kan faktisk redde erhver dårlig dag. Også en dødsyg tirsdag.

Vi fik lige vendt verdensituatonen - den korte version. Og med Poden i Irland, nu på anden uge, var det naturlige spørgsmål: savner du hende?

Det mærkelige er, at det gør jeg faktisk ikke. Ikke på den der hjerteskærende måde, der gjorde en adskillelse uudholdelig da hun var yngre. Og er det ikke den naturlige udvikling for en mor og hendes 17 (snart 18) årige datter..?

Arbejdet er fuldført… man giver slip… og får sit eget liv.

Jeg tror det!

… 

Og når hun så ringer og lader sin milde røst lyde 10 minutter senere, savner jeg hende alligevel lidt (læs: meget) og så er resten af dagen glemt og borte.

Jeg blev et kram (to faktisk) og et smil rigere… tirsdag endte godt!

… skal vi ikke bare aftale, at onsdag bliver bedre så?!?!

Fodspor i sneen
ligemeget hvor du rejser hen
bare du ved
jeg følger med
som stjernen højt på himlen…

Sibirisk kulde, siger de i vejrudsigten. Det tror jeg på. Det er allerede så tisse koldt at de korte øjeblikke vanterne er af for at skyde et billede er nok til at fingrene er smertefulde kolde.

Og det er ikke toppet endnu, siger de.

Brrrrr…

Det blev en novembertirsdag hvor

• jeg blev inviteret på Mortens And
• en Kvickly medarbejder fik mig helt op i det røde felt
• Poden igen er 37,5 grader
• jeg fik råbt RØV mere end en gang
• jeg fik bekræftet, at det er forskellighed, der gør os spændende for hinanden
• vi fik udsigt til en rigtig spændende søndag
• jeg fik besøgt min far og transporteret min mor

og så dagens kloge ord: At give slip – er ikke det samme som at miste grebet.!

Nogen dage havde man gjort bedst i at blive hjemme under sin dyne. Den her var en af dem. Jeg havde sovet skidt, havde en dårlig hårdag og mensessmerter. Ingenting lykkedes og det føltes som om al teknik i hele verden havde rottet sig sammen imod mig

Min makker er netop gået på 3 ugers ferie – så i morgen har tingene dæleme af at arte sig ellers ramler det hele da. Heldigvis er min ønlingsmakker, at træffe på Lync fra Århus, så kan jeg altid tude ud ved hans brede skuldre,  hvis det bliver nødvendigt. Jeg er ikke helt overladt til mig selv før i næste uge, hvor også han er på ferie. SÅK. Jeg kommer til at kede mig ihjel.

På positiv siden blev tirsdagen helt sommerlig. Det er næsten vindstille og for første gang i dagevis har det været en fornøjelse at være ude med kameraet. En time ved fjorden med hund og kamera kan redde selv en tirsdag i helvede.

Den 16. juni opdagede jeg, at mine solsortebørn var fløjet fra reden og allerede nu ligger solsortemor igen og ruger på en bunke fine blågrønne æg.

Småfuglene har lynenes travlt i ynglesæsonen, så mon ikke hun nyder bare at ligger der og varme æg. Det ville jeg gøre.

Jeg ville gerne fotografere hende derinde i hækken, men af frygt for at skræmme hende lader jeg være. Måske kan jeg være heldig at følge lidt med i ungernes opvækst nu jeg ved de er der.

Den rødhårede ligger ikke på æg… hun venter på mad. Jeg venter på ferie. Himlen er sort, varmen trykkende og vi venter begge blot på der går hul, så vi igen kan ånde.

Tirsdag blev stille. Både der og her. Mange er allerede gået fra på ferie og det giver stilhed i jobbunken. Eller forholdsvis stille, for der har været en jævn strøm dagen igennem, men ikke mere end jeg har kunnet følge med. Herhjemme er meget meget stille. Poden er stadig på ferie hos sin far og jeg går bare og passer mig selv.

I aftes var jeg helt oppe nordpå, spiste god mad i godt selskab og kom alt for sent hjem… det betaler jeg så for i dag og jeg tror ikke, klokken bliver ret mange før jeg lukker og slukker.

Nåmen når man nu ikke kan finde på noget at fortælle… eller rettere… når det man gerne vil fortælle er af den slags, som ikke hører til i det her forum… så kan man jo altid vise et billede. Og det gør jeg så. Af en hund som er på vej gennem tidslerne til sit aftenfjordbad. Hun nød det. Jeg nød det. Og det var så den tirsdag.

I morgen er der en, der har fødselsdag. I år nøjes jeg med at ønske tillykke.

PS: Hund og kamera led ingen overlast.

Sådan skal en tirsdag morgen være… vindstille og lun, med solen på vej op under et dække af tynde skyer, fuglefløjt i ørene, en duft af sommer i luften, en hund i den ene hånd og et kamera i den anden…

Det kan kun blive en god dag..!

Forestil dig lige et kort øjeblik, at billedet viser en iPhone i gult cover. Ja ja, jeg ved godt, at denne her HTC Wildfire er meget federe… man alligevel… lige i det her tilfælde er det en iPhone. Okay?

….

Jeg stod ved kassen i Kvickly Extra. Foran mig stod en yngre dame og duttede på sin iPhone. Da det blev hendes tur lagde hun mobilen i tasken… troede hun. Den lå nærmest oven på og ved næste bevægelse gled den ud af tasken. Jeg reagerede instinktivt… stak foden frem, måske i et spinkelt håb om at bøde lidt på faldet… og greb den mellem storetåen og min Fitflop… løftede benet og leverede mobilen til damen.

Behøver jeg sige hun blev glad? Og overrasket? Og at vi pludselig fik noget at snakke om der i køen? Selv den unge pige ved kassen blev helt opmuntret over, at der alligevel skete noget sådan en almindelig kedelig tirsdag.

Hvor heldig har man lige lov at være (-:

Mine kolleger syd for fjorden havde skrabet is af bilerne inden de mødte til morgen. Helt så koldt var det ikke i Vodskov, men da vi over middag havde udsigt til dalende sne, måtte jeg erkende, at sommeren nok alligevel ikke var kommet for alvor. Jeg ringede hjem til Poden og bad hende sætte sommerblomsterne i læ tæt ved huset… jamen jeg mener… vi er da i maj for pokker, burde det være nødvendigt?

Jeg tror dog, at mit nysåede græs har godt af væden. Jeg såede for snart 3 uger siden og har spejdet forgæves efter grønne spirer. Græs kan åbenbart gro alle andre stedet end i min have. Jeg fatter ingenting!

Jeg var alene på pinden i dag…. altså bortset fra Oraklet, som ikke lader sig nedlægge af forkølelser og andre eksotiske sygdomme. Ikke sådan at forstå, at hans selskab er at kimse af. Slet ikke. Eller tværtimod. Men selvom vi næsten sidder lårene af hinanden, så er vores arbejdsopgaver meget forskellige og han er ikke til megen hjælp med mine.

Jeg havde hovedpine da jeg kørte hjem. Når der knap er tid til at rejse sig fra skærmen og slappe lidt af i øjnene skal det gå galt med hovedet. Men ikke mere end hvad to Pinex og en tur ved fjorden kan klare.

Poden går til skriftlig eksamen i disse dage – dansk i går, matematik i morgen og engelsk torsdag - samtidig med hun skal passe sit nye job. Hun har travlt, men er glad og optimistisk – ligesom sin mor - og så kommer man langt!

Nåmen udover at drive Poden til vanvid med min morgensang, så har jeg været rigtig flittig på den husmoderlige måde hele dagen…

Dog havde Poden og jeg først en aftale med Hanne og Mette… vi havde noget garn der trængte til trim. Mit hår når ikke at blive mange uger gammel før jeg synes det er for langt – den eneste gene ved at være super korthåret - mens Poden sagtens kan gå mange måneder uden at blive klippet. Denne gang røg der en del for sådan et langt hår slides enormt… af kemikalier, varmen fra fladjern og blot af at hænge løst!

Bagefter tog vi en strøgtur med indlagt shopping i det dejlige solskin. Der var mange, der havde fået samme ide. Masser af mennesker på strøget, på bænke og godt besøgt på de af byens caféer, der har startet udendørsservering.

Men så slog husmoren også til. Jeg har haft gang i både rengøringsmidler, symaskine, vaskemaskine og bageovn. Blandt andet har jeg bagt de lækreste scones med marcipan og hvid chokolade – og jeg bringer da også lige opskriften.

…

Scones med marcipan og hvid chokolade (ca 10 stk.)

250 g hvedemel
2 tsk bagepulver
75 g marcipan
50 g hvid chokolade
1 dl appelsinjuice
1 dl. fløde

Bland mel og bagepulver i en skål. Riv marcipanen ned i skålen og bland med en gaffel. Hak chokoladen fint og bland dejen godt. Hæld juice og derefter fløde i dejen med en gaffel. Saml hurtigt dejen med hænderne uden at ælte for meget.

Rul dejen ud i 2,5 cm tykkelse på en meldrysset bord. Udstik til runde scones ca. 5 cm i diameterog læg dem på en bageplade. Pensl dem med mælk og bag dem ved 200 grader C i ca 12-14 minutter. Server dem lune. Evt. med smør og appelsinmarmelade.

…

Men gør jer nu endelig ikke nogle forhåbninger om, at det her udvikler sig til en blog med tips og opskrifter til husmødre… ;-)

Oven på 6 dejlige fridage lægger jeg lige vejen omkring firmaet i morgen… i en 7-8 timer… inden der igen er 5 dejlige fridage i vente. Det er da lige til at overkomme

Poden synes bestemt ikke om, at blive vækket kl. 9.00 (hvilket er kl. l*** i hendes verden) af en mor, som med sin fantastiske sangstemme gjaldede “Wir haben Bingo“…

Meget mærkeligt!

- Er der noget galt..? Du er så stille!
- Næ..!

Hvad havde h*n egentlig forventet? At jeg krængede min sjæl ud efter h*n sked på mig, da jeg havde allermest brug for en ven?

Gode kolleger… ja! Venner… nope!

(ikke at jeg ikke er glad for omsorgen – for det er jeg – fortroligheden er der bare ikke længere)

…

Nå, men ellers så blev tirdagen lidt bedre end mandagen. I hvert fald på humørsiden.

Jeg flyttede ind i min 3. job computer… jow jow på én gang… altså bare midlertidig. Måske. Den nye er en super lækker stationær, som skal stå og brumme 24-7. Den lille bærbare tager jeg med mig hjem og så kan jeg nemlig – via remote desktop – arbejde hjemmefra på den computer, der står og brummer i firmaet uden at behøve døje med den langsommere netforbindelse hjemme. Smart eller hvad? Ikke fordi jeg skal arbejde fra Vodskov sådan i større omfang, men når nu Poden skal opereres og behøver min hjælp, er det rigtig dejligt at kunne arbejde hjemmefra og ikke behøve bruge al ferien som sygeplejerske.

Det var tirsdagen hvor min ene skrivebordsmakker sendte mig en Youtube video, som gav varme i kinderne… jeg havde set den utallige gange før. Selvfølgelig.

Det var også tirsdagen, hvor et par afdelinger holdt prikkerunde og vi måtte sige farvel til 29 (tror jeg det var) gode kolleger. Ikke just nogen humørspreder.

Og tirsdagen hvor Poden skulle låne Poloen (jo du læste rigtigt) fordi hun havde inviteret sin far ud at spise… jeg tror hun lod ham køre. Og betale.

Og tirsdagen før den onsdag, som er min sidste arbejdsdag før påske. De sidste feriedage skal skydes af, Poden har fødselsdag, jeg har bestilt håndværkere, vi skal til barnedåb, og svendegilde, Poden skal starte job og 117 andre ting.

Og sidst var det også en tirsdag, hvor ham Morten Ingemann igen var ophavsmand til en herlig  forløsende latter… PJOVERT… jeg elsker det udtryk.