Havde jeg været en hund, er jeg sikker på at en tur gennem dyrlægens røntgen ville gi’ mig diagnosen hofteledsdysplasi i svær grad. E med pil opad måske*. Sådan føles mine hofter indimellem.

En tur på over 20 km i Poloen og jeg kan næsten ikke kravle ud af den… 15 minutter på en hård stol gi’r samme resultat. Jeg ligner sådan en oldgammel kone, som burde gå med rolator… men lige så snart benene er i gang, er der ingen problemer.  Jeg tror, jeg bør overveje at gå i gang med den fiskeolie, som var strengt forbudt mens jeg fik Marevan og som stadig står uåbnet ind i skabet. Er der ikke noget med det kan smørre leddene..? – og har det ikke nogen effekt, må jeg vel be’ om den blå sprøjte. Eller noget!

* hofteledsdysplasi bliver bedømt i 5 grader fra A til E, hvor A er fri for dysplasi og E er dysplasi i svær grad. Blot til orientering for de ikke hundekyndige (-:

Fanatisme, fra fransk fanatique eller latin fanaticus inspireret af en gud, drevet til vanvid er en følelse af at blive fyldt af en usædvanlig stor iver, specielt af ekstreme politiske eller religiøse årsager, eller med en besættende entusiasme for en hobby.

I følge filosoffen George Santayana, består fanatisme i at øge dine bestræbelser, når du har glemt dit mål.

Det er Wikipedias udlægning af ordet Fanatisme.

Fanatisme/ekstremisme - politisk og religiøst – er nok noget af det jeg frygter mest - ikke for min egen skyld men for verdens.

Den lille fanatisme, den retning der består af, efter min mening, overdreven “frelsthed” er noget af det, der irriterer mig mest. Ikke så meget dét, at folk går super højt op i deres sundheds-, spise- og motionsvaner, fred med det… men når de ikke kan tale om andet og tilmed begynder at prædike at broccoli, bulgur og maratonløb er den eneste sande vej til lykken, bli’r jeg så frygtelig irriteret.

Som den gode Niels Hausgaard udtrykker det

Jeg kender folk, der gennem overdreven sport har fået særdeles veludviklede lægmuskler, men til gengæld en tankevirksomhed så træg og uelastisk, at det er en lidelse at være sammen med dem.

Jeg er tilbøjelig til at gi’ ham ret!

Vi har evalueret her til morgen… min professionelle samtalepartner og jeg. Hun mener ikke, hun kan gøre ret meget mere for mig. Jeg har lidt svært ved at sådan sætte fingre på, hvor/hvordan hun har hjulpet mig, men jeg fornemmer klart, at der er sket meget og at jeg er kommet langt.

Jeg skænker ikke den periode af mit liv ret mange tanker mere. Det er stort og der jeg gerne ville hen.

Så jo… jeg er kommet næsten hel ud på den anden side.

Resten er op til mig selv!

Jeg kan simpelthen ikke gennemskue det…

I Sverige har man valgt at tilbyde vaccination mod H1N1 til samtlige indbyggere. I Danmark maner man til besindighed og vil kun tilbyde vaccinen til nøglepersoner og folk i risikogruppe.

I går kunne man så læse flg:

Influenza A kan føre til døden hurtigt
17. okt. 2009 03.21

Den nye Influenza A er ‘slående anderledes’ fra sæsonbetonede influenzavirus og kan koste langt yngre mennesker livet og dræber dem ofte hurtigt, siger ansatte i Verdenssundhedsorganisationen WHO.

En ekspert i den nye influenza advarer samtidig om, at den nordlige halvkugle bør forberede sig på en hård kamp mod influenzaen, der er blevet kendt som svineinfluenza.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at vide, hvad der er fup og fakta. Holder det danske sundhedsvæsen den reelle risko “hemmelig” for os, eller er de andre steder bare hoppet med på hysterivognen?

På tirsdag tilbydes der vaccination til alle ansatte i min virksomhed. Ikke H1N1 men mod den sæsonbetonede influenza. Og det tager jeg imod som jeg plejer. Måske også i et lille håb om at gå usvækket gennem vinteren… hvis H1N1 nu skulle ramme i nærheden.

Når man løber fuldstændig tør for ideer, og står og glor uinspireret ned i køledisken… når det gerne må være nemt… når man har glemt at tage ud af fryseren… når man ikke gider cykle ned i Netto… eller bare ikke gider…

- så er det guld værd med en unge, der æææælsker risengrød

Jeg spejder fortsat forgæves efter brevet fra Patientforsikringen med afgørelsen på min verserende sag vs. medicinalfirmaet Janssen-Cilag.

Da jeg blev ringet op den 12. august troede jeg virkelig, at afgørelsen var nært forestående. Sagen var på det tidspunkt vurderet af Patientforsikringens læger og jeg mener… hvis den er nået forbi deres bord, betyder det vel, at jeg har fået medhold. Ellers kunne de jo bare have sendt mig et afslag! Eller hvad..? Og hvor længe skal de jurister derinde lige have til at vurdere en sag, der er “lige til benet”?

Det ender nok alligevel med, at der kommer til at gå de annoncerede 8 måneder før jeg får den endelige afgørelse… dvs. engang i oktober!

Jeg er ikke et tålmodigt menneske. Langt fra. Men i dette tilfælde hjælper det sikkert ikke at hidse sig op.

Mon!

En nys modtaget besked fra sekretæren på Trombosecenter Aalborg…

- jeg er fuldstændig helt og aldeles 100% frikendt/raskmeldt nu!

Det var det absolut sidste punktum i et langt langt forløb.

Sikke en dejlig dag – og solen skinner fra en næsten skyfri blå himmel

… tro på at dagens besøg på Aalborg Sygehus Syd, var det absolut sidste punktum i et temmeligt langt forløb af undersøgelser?

Jeg vil gerne..! Tro.

Jeg har netop været til samtale på Trombosecenter Aalborg og er blevet taget ud af Marevan behandling. Foreløbig i 4 uger. I starten af august skal jeg henvende mig i ambulatoriet og der skal så tages 2 forskellige blodprøver; D-dimer og S-protein.

D-dimer blodprøven kan vise det mindste lillebitte tegn på begyndende blodpropper og S-protein er kroppens eget blodfortyndende stof, som hos mig var lidt lavt. Man mener dog, at det var lavt pga. mit p-pille brug, men for en sikkerhedsskyld måler man det igen.

Er begge blodprøver negative, hvilket man forventer, er jeg så god som ny. Viser det sig derimod, at der er bare den mindste smule at spore i D-dimer prøven, eller viser det sig, at jeg naturligt har et lavere indhold af S-protein skal jeg i livsvarig Marevan behandling. Jeg vælger at tro det første!

Lars Hvilsted Rasmussen hedder overlægen, der har haft min sag på Trombosecenter Aalborg – og ikke nok med at han er utrolig omhyggelig med at gøre tingene forståelige, så referede han flere gange til mig som en “yngre person”…

- jeg er vild med den læge

Naboen dukkede op med al min post fra sidste uge – der i blandt en indkaldelse til en samtale på Trombosecenter Aalborg allerede i overmorgen.

Mon det er min “frifindelse”,  der venter?

I morgen tidlig skal jeg møde på kardiologisk afdeling på Aalborg Sygehus Syd, til en sikkert lang dag fyldt med venten.

Jeg skal gennem en masse undersøgelser og den forhåbentlig sidste hjertescanning. Efter-følgende venter en indkaldelse til en samtale på Trombosecenter Aalborg, (afhængig af dagens undersøgelser) 4 uger uden Marevan og derefter en helt række undersøgelser igen – på en medicinfri krop! Inden man så eeeeeendelig kan afgøre, om jeg har yderligere risiko for blodpropper. Eller yderligere øget risiko!

Jeg har lidt sommerfugle i maven, for på en eller anden måde er udfaldet meget afgørende  for… resten af mit liv. Cirka.

Den 19. juni, altså om en månedstid, er det et år siden jeg blev indlagt i akut livsfare med blodpropper i begge lunger og i det ene ben - og siden har jeg været i forbindelse med det danske sundhedsvæsen ugentligt - og ofte flere gange ugentlig: blodprøver, undersøgelser, scanninger, samtaler… hvis jeg skal være helt ærlig, så hænger det mig laaaangt ud af halsen. Og jeg glæder mig til forhåbentlig meget snart at kunne lægge hele den oplevelse bag mig. Hvis det altså er en “frifindelse”, der venter mig. Og det er det selvfølgelig! Men kryds lige fingre for en sikkerheds skyld alligevel!

Fysisk har jeg ikke de store men – ikke nogen jeg mærker ret meget til i det daglige i hvert fald. Tilbage står hele den mentale bearbejdning, som jeg efter lang tids venten også får professionel hjælp til. Det er en side af sådan et forløb, som åbenbart meget nemt bliver overset og undervurderet. Men som jeg har erfaret fylder rigtigt meget i det daglige. 

Hele den erkendelse, det er at opdage, at man ikke er udødelig, at livet er utroligt skrøbeligt, at det kan være forbi på et splitsekund - er en ganske svær kamel at sluge og man bli’r rystet helt ind i grundvolden! Når man tillader sig at mærke efter. Og det gør man på et tidspunkt.

Men jeg kommer hel ud på den anden side igen… selvfølgelig gør jeg det!

Hvor sjovt tror I lige det er, at stå ved kassen i Brugsen, klar til at betale og så går der hul på næsen, så alt omkring mig i løbet af et split sekund ligner det Stokholmske blodbad?

Opmærksomhedsskabende? Ja. Meget endda. Men sjovt? Nej!

ØV… møg afslutning på en ellers dejlig mandag

Det er i allerhøjeste grad nostalgien, der har præget den sidste uges tid.

På Facebook er der dukket gamle skolekammerater op, Saturday Night Fever på tv og i aften spiller de sørme høvdingebold på DR1.

Jeg har et ar i panden som stammer fra netop høvdingebold. Fra en kamp spillet i 2. klasse på Vejgaard Østre Skole. Ikke i den store gymnastik sal, men i en lille kældersal med hvælvet loft i bygningen ud mod Christian Koldsvej… så vidt jeg husker.

Jeg løb hovedet sammen med min skolekammerat Susan. Og fordi jeg aldrig har været blandt de højeste, resulterede sammenstøddet i, at hendes to sprit nye fortænder sad brækkede i min pande. Jeg slap med et pænt hul i hovedet, en tur på skadestuen og 5-6 sting - mens hun vel den dag i dag skal døje med kunstige fortænder…

Det var første, men ikke sidste, gang jeg røg på skadestue/hospital efter en gymnastiktime.

Men det er en helt anden historie!

Nyt i sagen om Patientforsikringen…

De har nu modtaget anmeldelse og papirer fra min egen læge - med kopi til mig.

Øhhh – det krævede altså lige et par opslag eller 17 på google for at forstå, hvad der står i den journal og hvad hun har skrevet i anmeldelsen. I dette tilfælde er det selvfølgelig ok, da det er en korrespondance mellem fagfolk. Jeg er bare nysgerrig.

Hun bliver bl.a. spurgt: ”Har den indtrufne skade efter Deres oplysninger haft varige følger?” og hertil svarer hun bl.a.: “Tegn på forøget højresidigt tryk” (i hjertet) og ”Risiko for posttrombotisk syndrom“. Ja, sidstnævnte måtte jeg da lige slå op og fandt svaret. Føj… sårdannelse, hævelse og misfarvning af venstre underekstremitet (sådan hedder venster ben)!!! På med støttestrømpen søster, for det lyder så absolut ikke som noget, jeg har lyst til at blive diagnostiseret med.

De mangler stadig tilsvarende anmeldelse og papirer fra vagtlæge og hospital før sagsbehandlingen for alvor kan gå i gang. Også her får jeg tilsvarende kopi.

De må gerne skynde sig lidt! Tak.

I går var der besked fra Patientforsikringen – de havde modtaget min anmeldelse og rekvireret oplysninger fra min egen læge, vagtlægen og hospitalet.

I dag var der mail fra min egen læge. Hun havde udfyldt og sendt papirene – og svaret ja til at det er p-pillerne, der er den formodede årsag til mine blodpropper.

Jeg håber, hospital og vagtlæge er lige så kvikke (men det nok for meget at forlange) og så ruller sagen vel bare.

Patientforsikringen oplyser:

Der går i gennemsnit 8 måneder, fra vi modtager din anmeldelse, til vi træffer en afgørelse i sagen. Nogle sager kan afgøres hurtigere andre tager længere tid.

- hmmm, så er de lige som også dækket ind, eller hvad