Mit Triangulære tæppe fra Spetakelstrik er langt om længe færdigt.

Jeg valgte en af de garnalternativer som opskriften foreslog og kunne hurtigt se, at jeg måtte bestille næsten dobbelt op på garn.

Det skyldes måske, at strikkefastheden er helt skæv – det har jeg slet ikke styr på og er for utålmodig til at lave strikkeprøver, hvilket også er grunden til, at jeg endnu ikke har strikket noget, ‘der skal passe’.

Iflg. opskriften skal der på de korte ender strikkes ‘trekanter’ eller ‘buer’ i kontrastfarve, men det blev nedstemt og derfor brugte jeg den korngule til en iCord kant hele vejen rundt.

De skæve striber er lavet ved hjælp af German shortrows og det er piece of cake. Der er fine instruktionsvideoer på Youtube. Det er der faktisk på de fleste af de udfordringer, som jeg er stødt ind i på mit comeback som strikker.

Tæppet er strikket i Mini Alpakka fra Sandnes garn. Det er tosset varmt og lækkert, og tæppet kommer til at følge mig på sofaen og på en kølig aften på terrassen.

Sommertiden bragte bestemt ikke sommertemperature med sig. Tværtimod var der bidende koldt til morgen da Bob og jeg bevægede os ud på vores morgentur.

Tæppet med de tyske vendinger vokser stødt og det er lunt og rart at sidde med på en lidt kølig morgen. Mini Alpakkaen, som det er strikket i, er tosset lækker og jeg regner med, at der er garn tilbage så jeg kan strikke mig en Oslohue i resterne.

Jeg mangler kun 4 striber, så er det færdigt. Jeg drømmer lidt om at lave en majsgul icord hele vejen rundt om, men er noget i tvivl om jeg kan samle maskerne op så det er pænt på begge sider.

Skal jeg samle masker op på selve tæppet? Eller er det bedre at strikke dem op med det gule?

Olives tæppe strikket i den fineste merino/cashmire fra Knitting for Olive.

Resultatet er blevet ret fint og særlig tilfreds er jeg med, at jeg vovede at prøve i-cordaflukning i stedet for den traditionelle og bagefter hækle krebsemasker rundt om, som opskriften foreslog. I-cord aflukningen ser super prof ud og i og med tæppet er strikket fra midten og ud, og der derfor skulle lukkes hele vejen rund var det oplagt. Og så har jeg også tilføjet en ny teknik til mine strikkeskills (-:

Eneste anke er, at jeg synes tæppet er for lille (80 x 80 cm). Jeg havde garn nok og set i bakspejlet skulle jeg have strikket to rapporter mere af mønstret end opskriften foreskrev. Det har jeg noteret, hvis jeg skulle finde på at kaste mig ud i et mere.

På pindene er nu en lille Ankers hue, mens jeg venter på garn til noget ‘spetakelstrik’. Huen skal ledsage Ankers trøjen som jeg strikkede i januar og er strikket af resterne fra trøjen.

Der er et hashtag, der hedder #nevernotknitting. Jeg er ikke sikker på, at det er et jeg kommer til at bruge, men lige nu går det det da over stok og sten med mine småprojekter.

Endnu en lille Anker trøje er røget af pindene og denne gang i en udførsel jeg synes, at jeg kan være bekendt at forære væk. Jeg var meget omhyggelig med at tage masker pænt op under ærmerne og jeg er ret tilfreds med resultatet. Og så synes jeg, at det lille mærke fra PetiteKnit er prikken over i’et.

Den er strikket i ren uld denne gang – Blackhill Élevé i farven lys indigo fra Garnudsalg. Jeg er vild med det rustikke look det garn har og skulle jeg engang kaste mig ud i noget til mig selv kunne det meget vel blive i den chunky version af garnet.

Jeg har garn hjemme til endnu et svøb, men jeg har mere lyst til nogle småprojekter, som jeg hurtig kan se resultatet af.

På strømpepindene er der nu slået masker op til Liselottes strikkede vanter “Håndlavet”. En tråd Blackhill Élevé (resten fra trøjen) og en tråd Blackhill Super Kid Mohair fra et aldrig færdigstrikket projekt.

Dem skulle jeg også kunne blive færdige med uden problemer.

Sneen kan bare komme an. Jeg er tanket op med strikkegrej og garn, og strikkehjørnet er varmt og komfortabelt.

Jeg har endelig modtaget de to marokkopuder jeg havde bestilt for snart længe siden. En grå og en gul i lækkert Kvadrat uldstof. De var ventetiden værd og passer perfekt i min stue. Højden gør, at min sofa pludselig har fået chaiselong og de er tilpas faste til også at kunne bruges som ekstra bord.

Jeg er svært tilfreds.

I går tømte jeg kurven med ponypinde i skraldespanden og efter jobbet i dag gik turen til Garnudsalg. Pinde, garn og maskemarkører røg i kurven. Et sæt med så mange pinde, at de dækker ethvert behov og så nogle skide smarte meget moderne strømpepinde. Dem glæder jeg mig til at skal have i brug til de små ærmer.

Jeg var startet på en romber – men det lykkedes ikke helt for mig, så nu strikker jeg i stedet den enkle ‘Anker bluse‘ i det fine grønne garn jeg købe hos Knitting for Olive.

Hvad de lyse blå nøgler med Blackhill Élevé skal forvandles til har jeg ikke besluttet endnu, men også noget småt til mormorkassen.

PS: indlægget er ikke sponsoret af nogen som helst

Jeg har været i pulterkammeret og hentet pony pindene frem (de der pinde vi strikkede med for 30 år siden). Jeg gad ikke købe nye strømpepinde for at strikke to små ærmer på 14 cm hver.

Fire pinde str. 2,5 var ikke nemt. For pokker jeg baksede med første omgang. Tror jeg prøvede 4 gange før det endelig lykkedes mig.

Jeg har set så tit på IG, at strikkere ikke gider ærmestrik, så jeg er startet der, så har jeg det sjove tilbage.

Håber jeg.

Synes stadig den opskrift ser svær ud.

Indimellem tager jeg en pause. Lægger et par brikker på min nye afstresser: puslespillet.

Da jeg var barn sad jeg ofte ved siden af min far ved arbejdsbordet og lagde kæmpe puslespil. Det er stadig ganske hyggeligt. Jeg har lånt et par puslespil på 1000 brikker og det er en god start.

Det har været mere end et år undervejs, men nu er min version af svøbet Kærligheden meget snart færdigt. 10 pinde mere, så kan jeg lukke af. Skubbet lidt på vej af, at af min gode ven P skal være farfar i foråret og jeg derfor har lyst til at strikke en enkelt lille ting til det lille nye drengebarn. Det bliver ikke et svøb, men en lille romber fra ‘Knitting for Olive”. Håber jeg. Jeg har bestilt opskriften og det ser faktisk lidt svært ud.

Men før jeg kaster mig ud i det, skal svøbet til mormorkassen altså gøres færdig. En regel jeg har opstillet for mig selv: et projekt skal gøres færdigt før et nyt må begyndes. Den er selvfølglig indført af dårlig erfaring med alt for mange ufærdige projekter i kurven!

Jeg bliver træt i skulderen af at strikke, men det gør ikke ondt, så jeg tænker det er ok, når bare jeg lytter til kroppen og holder pause, når det er nødvendigt.

Nu sætter jeg slutspurten ind, så der er færdigt inden søndagen er omme.

Ribe er strikket færdig, men gjorde kun et mindre indhug i den højlandsuld og mohair, som var købt til trøjen jeg opgav. Måske kan der også fremstilles noget af det til ‘mormorkassen’.

I fredags købte jeg garn og opskrift til ‘Kærligheden‘, men det ender med at blive min helt egen version.

Det originale mønster, som løber over 48 pinde, virkede en anelse uoverskueligt (jeg er jo nærmest nybegynder) og så synes jeg, at tæppet var lidt småt.

Det bliver i stedet et mønster, som løber over kun 10 pinde, som lynhurtigt er lært udenad – og så bliver det færdige tæppe noget større.

Anderledes kærlighed, men lige så fint synes jeg.

468 masker har jeg på pinden. Der er mange og jeg har endnu ingen som helst anelse om resultatet. Der er ikke så langt igen og først når jeg lukker af  kan jeg se om projektet er lykkedes.

Jeg strikker ikke i det rigtige garn, men i noget jeg havde købt til en trøje til mig selv. Den mislykkedes totalt og i stedet for at have en halv trøje stående i en pose trævlede jeg op og kastede mig over endnu et sjal/tørklæde. Jeg tænker en klud om halsen er en klud om halsen uanset om strikkefastheden passer eller ej.

Jeg må på indkøb i Garnudsalg på fredag, så jeg er klar til næste projekt.

Det bliver noget til mormorkassen… sådan en har jeg hørt nogen have, uanset om de er mormødre eller ej (:

Jeg kaster mig over ‘Kærligheden‘ og håber, at de strikkeerfarne damer i forretningen siger god for, at det kan strikkes i CottonWool som jeg synes er ualmindeligt lækkert at strikke i.

Det er for alvor blevet efterår. Regnen siler ned og vejr-manden truer: den ene front afløser den anden med regn og blæst de næste mange dage.

Jeg tænker mit ‘skråplan‘ bliver færdig på det helt rette tidspunkt. Jeg er ikke nogen turbostrikker, men det vokser støt og roligt og der er ikke så langt igen før det kan varme halsen.

Der er ikke noget, der skal tælles … det er lutter retmasker, der løber af pindene så let som ingenting. Det betyder, at jeg samtidig kan nyde oplæsningen af Jussi Adler-Olsens ‘Selfies’.

Jeg er halvejs og sidder og klukker lidt over den del af historien, der omhandler den kedelige og uligevægtig socialrådgiver, der pludselig har fået nok af alle disse ”kontanthjælpssnyltere” og beslutter sig for at behandle sagerne på en lidt alternativ måde.

Selfies er både mørk, komisk, satirisk og pokkers god.

Og er vejret ikke til kaffe, strik og oplæsning? Det tror jeg nok.

God søndag.