For et år siden skrev jeg:

Den 3. februar har altid været en mærkedag i vores lille familie – det er nemlig podens fars fødselsdag. Og tillykke til ham!

Men dagen har også fået helt ny betydning for mig. Det er i dag nemlig præcis 1 år siden jeg pakkede mine og podens sydfrugter og rykkede ud af vores fælles hjem. 

Nu er det så to år siden. Allerede. Og jeg har det stadig rigtig godt med min beslutning. Der sker ting i mit liv, hvor jeg tænker: det kunne være rigtig rart, at have en at dele de bekymringer, sorger og glæder med. Men man kan ikke både blæse og have mel i munden. Jeg har valgt til og  jeg har valgt fra… og så må jeg leve med konsekvenserne.

Kæreste har jeg ikke haft og har heller ikke umiddelbart nogen drøm om at få en. Parforholdet er så pokkers besværligt. Man skal tage hensyn, spørge, respektere, blive enige…

Jeg vil træffe mine egne beslutninger, tilbringe søndagen i bar røv og natbukser, se underlige svenske film, gå i seng kl. 21 og læse til solen står op, lade hårene på benene vokse vildt, komme hjem når det passer mig, bruge mine penge på nøjagtig det jeg har lyst til, kysse med hvem jeg vil, slukke når der er fodbold i fjernsynet, sumpe foran computeren, flirte hæmningsløst, omgåes hvem jeg vil - når jeg vil. Jeg vil fandeme være boss i mit eget liv…

- indtil jeg måske møder Mr. Right og ændrer mening!

Efterårsferien står for døren. Det har vi vidst længe. Den falder, lige som julen, på samme tidspunkt hvert år. Jeg har for længe siden spurgt om eks’en ønskede ferie med sin datter. Det kunne han ikke på det tidspunkt tage stilling til. Okay med mig… bare jeg så fik besked, så snart han vidste noget.

Jeg har ikke hørt en lyd. Overhovedet. I mandags taler jeg så tilfældigt med ham og meddeler ham, at jeg holder fri de første dage af uge 42. Og hvad sker der… han bliver SELVFØLGELIG knotten, for det er de eneste dage han kan få fri. Jamen for pokker kammerat… du har haft chancen, hvorfor har du så ikke givet besked, mens tid var

Det bliver aldrig anderledes. Aldrig. Og jeg undrer mig over motivet… ønsker han ikke bruge sine feriedage sammen med hende, er han på tværs bare fordi han kan eller er han blot ude af stand til at træffe en beslutning, før han får kniven for struben?

Selv efter 19 års bekendtskab holder jeg ikke op med at håbe, at det bliver bedre… men jeg gør det vist forgæves.

Den 3. februar har altid været en mærkedag i vores lille familie – det er nemlig podens fars fødselsdag. Og tillykke til ham!

Men dagen har også fået helt ny betydning for mig. Det er i dag nemlig præcis 1 år siden jeg pakkede mine og podens sydfrugter og rykkede ud af vores fælles hjem. Det lyder som om dagen var temmelig dårligt valgt, men sådan passede det bedst – og fødselaren var altså blevet behørigt fejret et par dage i forvejen og havde ingen indsigelser mod, at vi flyttede netop den dag.

Året føles på mange måder som værende gået enormt hurtigt. Og så på den anden side… der er sket så mange ting, at der nødvendigvis må være gået… netop lang tid!

Skilsmissen og flytningen har jeg på intet tidspunkt sat spørgsmålstegn ved eller fortrudt. Vi har fået en glad og tryg datter, hun har fået et par tilfredse forældre og vi har alle tre fået en helt anden ro i vores dagligdag. Det er aldrig en rar situation at skulle splitte en familie. Selvfølgelig er det ikke det! – og jeg tror ikke på lykkelige skilsmisser, men når det nu ikke kan være anderledes, så synes jeg faktisk vi har tacklet det sidste år okay. Selvfølgelig har der været lidt småproblemer og det er ikke altid, jeg er lige tilfreds med hans prioriteringer - men når jeg hører om, hvad andre byder hinanden efter sådan en skilsmisse, så har vores kontroverser så absolut været i småtingsafdelingen.

Det var en okay beslutning for mig og for os!

.

Jeg har for snart 2 måneder siden sendt ansøgningen om endelig skilsmisse til Nordjyllands Amt – og har den sidste måned forgæves ventet på dokumentet, der skal sætte det sidste punktum for mit ægteskab.

Hvad i alverden kan de dog bruge så lang tid på. Vi er enige om skilsmisse, bodeling, forældremyndighed og samvær, vi har sagt nej til mæling fra både amt og præst…

Jeg har en mistanke om bureaukratisk smøl - slet og ret! Det er saftsuseme irriterende, når man bare gerne vil have det overstået – helt!

.