I weekenden har jeg underholdt mig med en svensk miniserie i tre dele: Søstre 1968. Mener den blev sendt på DR de første aftener i de nye år, så måske har du set den.

Ellers kan den kan ses på DR1 – så længe der varer.

Den unge, politiske og feministiske Karin fra arbejderklassen har lige afsluttet journalisthøjskolen. Karin får ikke sit drømmejob på den store morgenavis Stockholms Dagblad, men til gengæld hun får et sommerjob på en lokal avis i Ystad.

Når to verdener kolliderer, udspringer både kærlighed og venskab i Karins nye liv. Det bliver en sommer, som Karin aldrig vil glemme.

Jeg er vild med det meget tidstypiske soundtrack, som er skrevet til serien af April Snow og Martin Hederos og som nu kører på repeat på Spotify.

Forleden faldt jeg over en irsk perle på DR1 – The Secret Life of the Shannon.

»Shannonfloden er Irland og de britiske øers længste flod. Den har sit udspring i Ciulaghbjergene i Nordirland og løber, efter omkring 340 kilometer, ud i havet i nærheden af byen Limerick. På en rolig kanotur guider Colin Stafford-Johnson os gennem et år fra sommer til forår rundt i dyrelivet i og omkring floden, der også emmer af historie og legender.«

Jeg var tryllebundet af den megen smukhed… billederne, musikken og roen. Jeg kunne snildt se mig selv sidde i den kano og tage den betagende natur ind.

Udsendelsen kan ses på DR i en periode – det kan varmt anbefales.

Det er ikke ret meget mere end en måned siden, at jeg sad og fornøjede mig over en udsendelse i Anders Aggers serie ‘Indefra’.

Jeg glædede mig over hans medmenneskelige ordentlighed og hans evne til at at tage fat i svære emner med en ærlig og respektfuld nysgerrighed.

Mange kunne lære noget af Aggers måde at behandle sine ‘ofre‘ på. Blandt andet TV2, som lige nu sender anden række af udsendelser om tvillingerne Anders & Torben.

Jeg beklager, men jeg bryder mig overhovedet ikke om måden de udstilles på i de udsendelser. Det minder i uhyggelig grad om de ulykkelige mennesker man engang fremviste på markedspladser.

Som man kunne fascineres af.

Grine af.

Kald mig bare en gammel sur krage.. men jeg synes sq ikke, at det er i orden!

Man kan sige meget og bruge store fagter.

Man kan også sige det så roligt og eftertænksomt, så man lytter og tænker.

Anders Agger hører til sidstnævnte. Han er sådan en jeg uden videre ville betro mine inderste hemmeligheder, alene fordi han er så tryg og tillidsvækkende.

I sommer var han en på tre dages vandring på hærvejen sammen med Thomas Helmig. For at tale, vandre og sige ingenting. Det kom der den fineste tv udsendelse ud af, som blev sendt på DR i aftes og som gav mig vildt meget lyst til hanke op i Lillebror, pakke iGoen og følge i deres fodspor.

I selskab med en med samme sære lyst… eller bare mutters alene.

 

Downton Abbey, Broen og Norskov… lørdag, søndag og mandag er lige pt. faste seriedage i min lille stue.

Downton Abbey er der ikke så meget at sige til. Det er ganske enkelt fremragende tv, som kun BBC kan producere det. Eneste anke er det det angivelig er allerallersidste sæson.

Søndag ser jeg Broen.  Det er såmænd okay – men jeg kan ikke lade være med at irritere mig lidt over Saga’s karakter. Jeg ved ikke om det er min hukommelse, der spiller mig et puds, for vel var hun ‘anderledes‘ også i de to første sæsoner… men kun i glimt, så man til stadighed blev overrasket over hendes personlighed – jeg husker hende ikke som SÅ karikeret, som hun fremstår i Broen III.

Mandag har vi så Norskov, som jeg elsker højt. Sikkert mest fordi jeg er nordjyde dybt i hjertet. Jeg elsker langsommeligheden. Jeg elsker, at der er tid til at dvæle ved detaljen. Jeg elsker den lune nordjyske humor. Jeg elsker, at man kan lave drama, uden der behøver at være et nyt mord i hver afsnit. Og jeg elsker lyden af Nordjylland.

Alt sammen hyggelig underholdning på mørke november aftener.

Jeg har et mildest talt anstrengt forhold til Lars Lilholt og i særdeleshed til ‘Kald det kærlighed’.

Aversionen stammer tilbage fra min vilde ungdom.. en weekend i et sommerhus i Blokhus, alt for mange mennesker, alt for mange øl og alt alt alt for meget Lars Lilholt…

I aftes sad jeg og dimsede med noget kode og nogle billeder, mens ‘Toppen af poppen’ kørte i baggrunden. Lars Lilholt var hovedpersonen og alene synet af manden kunne normalt få mig til at skifte kanal. Jeg gjorde det dog ikke, og allerede da Stine Bremsen havde givet sin version af ‘Hvor går vi hen når vi går’, var jeg lidt mildere stemt.

Med ‘Kald det kærlighed’ i Mattias’ version er det faktisk lykkedes mig, at synes om det nummer igen.

Nogen vil sikkert kalde det blasfemi, men så er det fordi de ikke deltog i den weekend i Blokhus!!!

Nærkontakt, Den grusomme skilsmisse hed et lille program, der blev sendt på DR2 i aftes.

Når familien går i opløsning og børnene skal deles er det ofte manden, der bliver den store taber.

To ud af tre skilsmisser sker efter ønske fra kvinden og ofte har hun planlagt det lang tid i forvejen.

Det er mig langt fra ubekendt og jeg kunne nikke genkende til mange af de ting, der blev sagt (uden min skilsmisse på nogen måde var grusom).

Da jeg skulle skilles var det mig, der traf beslutningen og den var ikke til diskussion. Jeg havde selvfølgelig fortalt min ex, at jeg ville skilles, men jeg tror helt ærligt ikke, at han troede på det. Eller også var han i ren fornægtelse.

Først da der kom tilbud om bolig fra boligselskabet, gik det op for ham, at vores lille familie rent faktisk var gået i opløsning.

Jeg genfandt hurtigt roen og glæden i min tilværelse som alenemor mens han, nu 7 år efter, stadig ikke har fået styr på sit liv.

Jeg er uendeligt glad for vi boede til leje dengang. Det betød at vi kunne afslutte vores samliv efter ganske få måneder. Fast ejendom kunne nemt have bundet mig i et uønsket forhold i årevis eller have sendt en af os ud i en tilværelse på folks sofaer eller i sommerhuse.

Jeg har en kollega, som i snart et år har levet en nomadetilværelse fordi det hus h*n ejer sammen med sin partner ikke kan sælges. Det er da en møg situation for alle parter.

Stavnsbåndets blev ophævet i 1788… men alligevel ikke helt for alle, som boligmarkedet ser ud pt.!

I DR2 serien “Indefra” tager journalisten Anders Agger seerne med ind bag kulisserne i otte meget særprægede miljøer med sund nysgerrighed og stor respekt for de mennesker han møder.

Jeg har været med Anders Agger bag kulisserne hos Jehovas Vidner, på rejse til Israel og mødt både palæstinensere og jøder midt i den evindelig konflikt, i byen Agger blandt heavymetal rockere og om lidt skal jeg inden for murene blandt landets farligste forbrydere i Herstedvester.

agger

Det er ganske enkelt fremragende tv – du kan også se alle programmerne her

Min makker er draget sydpå i dag… sydpå som i Aarhus (:

Jeg har smækket ørebøfferne på og har taget den virtuelle rejse sydpå til Sydafrika og deltager i mindehøjtideligheden for Nelson Mandela, mens arbejdet glider mellem fingrene.

Den sydafrikanske national hymne Nkosi sikelel’ iAfrika – en af de smukkeste der findes.

Ingen er født til at hade et andet menneske på grund af hans hudfarve, hans baggrund eller religion. Mennesker er nødt til at lære at hade, og hvis de kan lære at hade, kan de også lære at elske, for kærlighed er mere naturligt for det menneskelige hjerte, end det modsatte er.
– Nelson Mandela –