Man skal aldrig undervurdere forargelsens kraft – især ikke i Facebooks ekkokammer.

Jeg er medlem på en lokalside, hvor man farer i blækhuset ved mindste anledning.

For ikke så længe siden var det huller i hundeskoven, der bragte sindene i kog. Huller gravet af hund, hest eller ræv… det var der meget stor uenighed om. Det skabte en tirade af kommentarer, som bare eskalerer indtil ingen huskede hvad det oprindelig indlæg handlede om. (og det er IKKE Bob der har gravet dem… han kigger bare).

Derefter var det hundelorte, øldåser og andet affald som en havde brugt tid på at gå og fotografere, der blev diskuteret vildt og voldsomt.

Lige nu er der nogen, der har hørt, at nogen måske har set en ulv i området.

Hold da op… det er løbet helt af sporet og langt mere underholdende end hvad tv kan diske op med sådan en fredag aften.

Meget apropos gårsdagens ‘stribe‘, sendte Rikke mig til morgen omkring et blogindlæg hos Michelle Hviid, som jeg tænker, at mange vil kunne have glæde af at læse.

Min krop er ikke perfekt i det groteske billede vi får tæsket ind hver dag via medierne. Men den er perfekt for mig. Jeg kender hver en millimeter af den. Jeg ved nøjagtigt hvad den kan. Jeg ved nøjagtigt hvad den har lyst til og DET synes jeg er sexet. Når der er noget jeg er ked af gør jeg noget ved det. Det som ikke kan ændres, har jeg accepteret, det bliver så opslidende at slås med det umulige.

Når jeg tænker tilbage på de mænd, som har imponeret mig mest, så er det dem som havde størst personlighed, mest selvironi, mest gennemslagskraft. Dem som var mest berejste, belæste, morsomme, fik mig til at grine. Mon ikke mænd har det på samme måde. Ellers kan de for min skyld gro lidt mere hår på brystet og komme igen når de er blevet mænd.

Læs blogindlægget i sin helhed her