Nu skal I sandelig ikke få den tanke, at jeg sidder på en eller anden bar i Nyhavn med en kold fadøl og nyder den lune majaften - for det gør jeg ikke. Desværre!

Nej sørme nej… jeg sidder på hotellet og læser lektier!

I det mindste 10 minutter endnu… så skal jeg mødes med mine medkursister på “Fiat” i Nyhavn til middag. Eller de fleste af mine medkursister. Der er et par stykker, som er så stræbsomme, at de vil læse lektier hele aftenen. Jeg mener dog godt, at man kan tillade sig at bruge et par timer på at spise og desuden tror jeg ikke på, at man får en skid ud af at terpe det her tunge stof 12 timer i streg… 

- og jeg tror heller ikke på at A fyrer mig på mandag, hvis jeg ikke består! Det vigtigste må trods alt være at have gennemført kurset og så nogenlunde forstået processerne i ITIL. Eller noget!

Der tikkede besked ind fra J om, at min nye mobilos var landet på mit skrivebord. Jeg er vist nødt til at lægge vejen omkring firmaet i morgen aften, når jeg er landet i Nordjylland. Jeg bad ham pakke op og lade batteriet… et utålmodigt barn er jeg jo

Nå, det var den middag i Nyhavn og en kold fadøl ikke at forglemme. En STOR kold fadøl!

“Kan du have et godt kursus“, lød det fra plads 30B på flight DY3081 fra Aalborg til København.

Det viste sig at være Stine , som følger med herinde og som havde genkendt mig og vidste hvad mit formål med at sidde i den flyver var

Hyggeligt at hilse på dig Stine – og igen 1000 tak for badgen

…

Jeg skal hilse og sige, at ITIL ikke er for børn. Mein Gott, det er langhåret. Og det samme er nogle af kursisterne – altså i  overført betyding. Spørgsmålsregnen ville ingen ende tage – i mine ører foregik dialogen på russisk –  og vi landede først i indre by kl. 18. Mine medkursister har planer om at bruge hele aftenen på læsning, men jeg tror altså nok, at jeg “nøjes” med at lave de lektier, vi har fået for eller bliver min harddisk vist overfyldt før tid!

Men for lige at have et bevis på, ikke mindste overfor mig selv, at jeg faktisk befinder mig i hovedstaden smuttede jeg lige omkring og hilste på Frederik og Mary. De var hjemme. Det samme var Margrethe

Hvis du de næste tre dage ser en jyde - ca 48 år, 165 cm høj og buttet af bygning - flakke rundt i det indre København uden makeup og med højt morgenhår, så er det nok mig…

Er I egentlig klar over, hvor lidt plads der er i en 1 liters pose? L I D T!

Det er pokkerme ikke mange af de produkter, der gør at jeg ser nogenlunde hæderlig ud, der er plads til, når man skal overholde gældende regler for håndbagage og man skal være mere end almindelig kreativ for bare at få plads til de mest basale ting. Ligner jeg måske en, der laver bomber af tandpasta og shampoo? Det tror jeg næppe.

I morgen tidlig – tidlig som i kl. 6.15 – drager jeg et par dage til hovedstaden og overlader ansvaret for hus og hund til Poden og kæresten. Jeg skal bo lige om hjørnet ved Nyhavn sammen med mine medkursister fra Aalborg. Ikke at der forventes at være meget tid til hyggeligt samvær…

- bemærk venligst, at det i forhold til eksamen er en god ide at bruge tirsdag og onsdag aften på repetition af dagens pensum – på egen hånd eller i læsegrupper.

Og med undervisning til kl. 17 hver dag i et meget tungt stof, tror jeg hotelsengen kalder tidligt. Selvom en øl i Nyhavn i virkeligheden nok er det der er mest behov for.

Jeg medbringer selvklart den lille notebook, så der blogges måske også fra hovedstaden… hvis altså jeg ikke falder i øl eller læsegrupper

pas √
penge √
kamera √
ipod √
madpakke √
…

Morgenen har været fyldt med rejseforberedelse og summende glad forventning. Undervisningen er flyttet til Berlin den næste uges tid for Poden og alle hendes klassekammerater.

Der var afgang fra Lindholm station kl. 12.00 og forude venter 8 timers rejse med tog inden de ca. 50 unger i aften lander på Hotel Berolina Charlottenburg.

Alle mødte til tiden… forventningsfulde med pakkede kufferter, madpakker og glade ansigter. Claus havde styr på protokollen og kunne konstatere at alle var med. Der bliver noget at holde styr på den næste tid for de tre deltagende lærere…

Tre skønne tøser; Nanna, Mette og Maria Nikita

Jeg er slet og ret grøn af misundelse!

Igen i år skal Poden og jeg en tur til Göteborg.

Vi startede vores årlige shoppingture for flere år siden. Først med endagsture, men eftersom vi har lært byen at kende, er vi blevet så avancerede, at vi også kører sporvogn og har udvidet opholdet med både en og to overnatninger. I år skal vi bo et par dage på Scandic Opalen og samtidig er der på forhånd bestilt billet til Liseberg også. Et besøg som vi endnu har til gode.

Sverige… det er da også en slags udland!

06.45 bliver jeg afhentet og kørt til lufthavnen. Arbejdsdagen, en lille kort en af slagsen, skal tilbringes i vores hovedstadsafdeling. Mødet jeg skal til, varer fra 10.00 – 13.30. Men med transport når jeg alligevel op på en almindelig arbejdsdag… godt og vel endda. Flyet hjem afgår kl. 15.00 fra Kastrup og jeg forventer at lande på matriklen igen kl 16.15… hvis Gud og Norwegian vil.

Jeg har allieret mig med en god bog og sprød musik til ørene… og kommer på den måde helt sikkert til at skille mig ud blandt slipsedyrene og alle de lyserøde avissider… min transporttid skal bruges fornøjeligt og ikke på tunge erhvervsartikler og lange kollonner med aktiekurser. Heldigvis.

Go’ dag til jer!

Har man ikke råd til at rejse sådan rigtigt, kan man da tage på tur med Google maps…

- til morgen har jeg gået rundt i gaderne i London og drømt mig til resten :-)

Jeg sidder og pusler lidt med tanken om at tage poden med en tur til London.

En forlænget weekend… i efterårsferien… måske!

Peace is the word & the Voice of Peace is the station 24 hours a day. You are listening to The Voice of Peace – from somewhere in Mediterranean

Hvor har jeg hørt den sætning mange mange gange…

I 20 år, fra 73 til 93, lå denne gamle ombyggede trawler og fungerede som piratradiostationen Voice of Peace somewhere in Mediterranean (i realiteten vist ikke ret langt fra kysten ved Tel Aviv).

Rygterne går på, at den i starten var financieret af John Lennon for at udbrede fredsbudskabet i Mellemøsten. Vi hørte den hver eneste dag på hver eneste radio tilgængelig i Kibbutz Mismar Hasharon. Dagligt holdt vi alle, på opfordring af dagens DJ, et højtideligt minuts stilhed for alle krigsofre. Og jeg kan stadig høre og huske stemmen, der inviterede til Twilight Time, mens vi læste Jerusalem Post – den eneste engelsksprogede avis tilgængelig.

Radioen var den absolut eneste underholdning, der var adgang til bortset fra den månedlige hebræisk synkroniserede film i spisesalen.

Der er andre end mig, der husker den her særlige radiostation - for den kan googles kan den, og man kan oven i købet høre brudstykker på YouTube!

 - mon jeg bare har nået den alder, hvor jeg bedre husker det, der skete for 30 år siden end det der skete i sidste uge

Jeg havde (endnu) et lille lægebesøg til morgen – blandt andet skulle jeg have ok til at rejse en lille tur til London i november.

Jeg havde helt ærligt ikke forventet, at det skulle give anledning til problemer rent helbredsmæssigt - men min læge er af en anden opfattelse. Hun vil have kardiologerne på banen og helst skulle jeg simpelthen vente til den udredning er lavet, hvor man vil forsøge at klarlægge, hvorfor lige jeg skulle rammes af lungeemboli. Hvornår der så er udsigt til, at jeg bliver indkaldt til den, er ikke godt at vide…

Æv altså – men på den anden side er jeg så ude over en af de beslutninger, jeg ikke kunne tage mig sammen til at tage – nu er det gjort for mig! 

.