Livet har smilet til mig i dag.

Humøret har været til et klokkeklart 10 tal lige fra morgenstunden, hvor arbejdsdagen begyndte med et kram. Det startede åbenbart en lavine. Kollegerne har været sprudlende og kunderne medgørlige. Poden er pakket og klar til rejsen i morgen… OG hun glæder sig tilmed. Håret er nyklippet og Poloen er nysynet uden anmærkninger.

Er det ikke fantastisk… 22 år gammel og så gik den lige igennem uden at koste en krone udover gebyret for synet.

Nu mangler vi bare at håndbolddrengene banker de spaniere… så er fredagen fuckingfantastisk…

I modsætning til de sidste par dage nåede jeg at se solen i dag. En dejlig afveksling.

I aftes kørte jeg rundt i så fed en tåge, at jeg vil gætte på max. 50 meters sigtbarhed. Til morgen var der udsigt til den smukkeste stjernehimmel. Bilerne var pakket ind i is og græsset knasede under støvlerne. Behøver jeg sige, at jeg nød morgenturen?

De sidste måneder har været drøje at komme gennem og indimellem har jeg været så træt, at jeg kunne sætte mig ned og tude. Men når jeg så ser, at min indsats gør en forskel, at nogen bliver glade, så overkommer jeg en smule mere. Og lidt til. Med et smil.

Det rart, at føle sig værdsat. At mærke at man betyder noget for nogen. At det jeg har at tilbyde også er noget værd. At nogen bryder sig om mig, som den jeg er og har rummelighed nok til mine underligheder.

Det er rart at blive bekræftet. På alle måder. Og det bli’r jeg. Det bliver man da glad i låget af.

Enten vinder man eller også vinder man ikke… så der må være 50% chance for at vinde… konkluderede min ellers meget fornuftige ven og skrivebordsmakker.

Det er aftenens kæmpepulje på 92 millioner i Onsdags Lotto, han har lagt billet ind på. Det samme har jeg i øvrigt. Og Gud ved hvor mange andre.

Sandsynligheden er i virkeligheden cirka 1:100 millioner. I følge en matematik professor svarer det billedligt talt til, at sætte sig på et tog fra København til Madrid. Ét eller andet sted på turen skal du ramme en spand med en papirkugle. Du ved blot ikke, hvor spanden står undervejs. Altså ikke helt fifty fifty (-:

Og så fik fantasien ellers frit spil. For hvad hulan skulle man dog med alle de penge.

Ikke én af mine kolleger, som alle er af hankøn, ville undlade at opfylde deres ønske om drømmebilen. Selvfølgelig ikke og det ville jeg nok heller ikke. En eller anden Mercedes/BMW/Volvo 4-hjulstrækker ting af en slags - men samtidig ville jeg helt klart lade Poloen pimpe for alle pengene. ALT undtagen karosseriet skulle skiftes, så den endte som den fedeste Polo. Ever.

I ventetiden ville jeg så nok tage orlov et par måneder eller 12 og tage Poden med en tur rundt i om kloden (selvfølgelig i ført det fedeste fotogrej), mens en ejendomsmægler fandt et hus og 10 km Vesterhav til mig.

Og her ville jeg så leve lykkeligt til mine dages ende, uden at behøve at have en eneste økonomisk bekymring i verden.!

Hvad ville du gøre, hvis du vandt i aften?

Det har både fordele og ulemper, at have en gammel blå blomsterudsmykket Polo.

Vi kan ikke sådan gemme os, når vi færdes i trafikken, så vi vinker og smiler til højre og venstre. Og det kan man da kun blive glad af.

Ulempen er så tilgengæld, at vi også har svært ved at benægte, at vi har været et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Ikke at vi har noget at skjule… men alligevel kan der godt blive en del snakken og en smule sladren i krogene.

But frankly, my dear, I don’t give a damn (-:

I aftes monterede min mekanikernabo vinterdæk på Poloen og jeg måtte højtideligt love ham, ikke at køre på mine sommerdæk igen. Ever.

Han hjælper med nye og monterer dem på fælgene på samme tid, som han låner bilen i et par dage, så den kan få den første undervognsbehandling i 20 år. Det er jo en tysker og dernede bruger man ikke sådan noget pjat…

Det er ikke kun bilen, der er gjort vinterklar. Til morgen var det nødvendigt at iføre sig vinterjakke og i weekenden har vi også fundet vinterdynerne frem.

Var det egentlig ikke sidste weekend vi var i shorts og sandaler?

Lige nu føles livet nærmest som en sæbeopera og er du forvirret og træt, så skulle du prøve dags tid i mine sko…  ja altså, min far er da til at holde styr på, for han ligger/sidder jo ganske stille… men min mor… det er fa’me som at holde styr på en 5 årig, der er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde (-:

Nå okay, så slemt er det måske ikke… men næsten! Og så alt den køren frem og tilbage. Og det bliver ikke mindre fra i morgen, hvor min far overflyttes til Brønderslev Neurorehabiliteringscenter.

Det bliver en del længere at køre, men jeg håber alligevel, at der kan falde lidt ro over det hele og vi kan finde en rutine, så vi både kan besøge min far og stadig overskue, at have en normal hverdag.

Vi skal deltage i et indlæggelsesmøde i morgen formiddag kl. 10, så det blev endnu en fridag i utide og endnu en udsat “målaftale” samtale med min chef. Heldigvis blev jeg kun mødt med et smil og et “selvfølgelig“.

Når det så er overstået og vi kommer hjem, har min søde nabo, Hr. Bjerre, lovet at fikse Poloen. Bremserne hviner og bremselyden er mest af alt metal mod metal. Jeg er dybt afhængig af den bette bil. Særligt nu og den skal bare være i orden. Og det bli’r den. Har han lovet. Og sker der noget uforudset ta’r jeg bare en af hans. Han er simpelthen Guds gave til en kvinde med en 20 år gammel bil

På grund af en pludselig opbremsning koliderede to biler foran mig på vej ned af Kirkevej. Bagerste bilist blev så febrilsk, at han satte sin bil i bakgear… og bakkede direkte ind i Poloen.

Stakkels mand… han var grædefærdig… det lykkedes ham at skade to biler med 30-40 km i timen på en stille villavej!

Poloen led dog ingen større skade. Nummerpladen blev lidt krøllet, så da jeg sagde pyt og ikke ville gøre mere ved det, blev han så glad, at jeg helt blev bange for, at han ville kysse mig.

Den skal vel bare pilles af og have et par gok med en hammer, så er den så god som ny.

Ligesom små hunde, der tror de er nogle fandens karle… så tror Polo også den er en stor Audi stationcar. Mindst.

Min cykel kunne snildt passes ind i bagagerummet og fragtes til cykelsmeden… i hvor mange små biler kan man lige det?

Da jeg kom ud fra bageren i Kvickly holdt der en patruljevogn bag Polo, som i øvrigt holdt mutters alene på den store parkeringsplads.

“Åh nej, hvad nu?” tænkte jeg og så straks alverden dyre regninger rulle forbi tegnebogen. Da jeg kom derhen blev vinduerne rullet ned. “Er det din bil?” spurgte en ældre betjent og det måtte jeg nikke ja til. “Vi sidder lige og diskuterer om det er lovligt at køre rundt med en hest bag i sådan en lille bil“.

Så grinede de henrykt, ønskede god weekend og kørte deres vej.

Det varede lige lidt før mit hjerte igen slog i et normalt tempo

Tjek…

• Poloen er vasket og støvsuget
• Naboen har tjekket vand og olie
  og passer desuden hus
• Den rødhårede er afleveret
• Der er smurt madpakke og lagt vand på køl
• Kufferten er pakket
• Pengene er vekslet
• Pc og kamera incl. tilbehør er med
• GPS’en er indkodet
• Solbrillerne er pudset
• Bilmusikken er hentet

Vi er helt klar til nogle dage i det tyske… Auf Wiedersehen!

Vores VolksWagen er nu blomstret… så når nogen for eftertiden møder sådan en tussegammel mellemblå Polo, behøver de ikke undre sig om det nu var os eller… der kører med garanti kun én med det udseende.

Den store blomst på køleren voldte os lidt problemer og vi slap ikke for luftbobler… men pyt! De værste lakskader og (reparerede) rustpletter har fået en blomst og resten lægger man med garanti ikke mærke til mere

Poden læser til eksamen og er hjemme hele weekenden… for første gang i 100 år. Næsten. Det er hyggeligt, der er købt ind til lækker mad og senere er der snold til en god film. Så selvom det er gråt og vådt udenfor, er det en helt okay lørdag.

Pelsdyret fik sit aftenbad og lugter nu “kun” af våd hund og Poden fik sin debut bag rattet i Poloen.

Efter en kort introduktion kørte hun 100 meter… lige ud… nede ved fjorden og skiftede både gear og hvad har vi. Næste lektion består i at kende forskel på kobling og speeder… og hvilken en af dem man skal trykke helt i bund. Tredie lektion kunne måske være at lære vigtigheden af at kigge ud af forruden mens man kører. Bare måske ;-)

Lines kæreste har fikset det, så jeg nu – på forhåbentlig one.comagitg tilladeligvis – tager en daglig backup af min database. Og tusind tak for det. Jeg har fortsat ikke fået nærmere besked fra one.com om, hvilken overtrædelse det er, jeg har gjort mig skyldig i, men jeg forventer sandelig at få en ordentlig forklaring og også en forklaring jeg forstår. Hvis ikke, kan jeg kan være meget vedholdende.

…

Nåmen der sker faktisk også meget andet i mit liv en blogproblemer og jeg har helt glemt at fortælle, at jeg den anden aften var ved at miste både Polo og pelsdyr. Altså kun næsten.

Jeg havde parkeret Poloen med pelsdyret i bagagerummet foran Hvorup Kirke. En smuk lille landsbykirke på toppen af en bakke og med en dejligste udsigt over Nordjylland. Mens jeg fotograferede kirkemuren, så jeg i øjenkrogen Poloen bevæge sig… jeg havde squ glemt at sætte den i gear! Den havde kurs baglæns ned mod Høvejen… tror I lige jeg var hurtig som en Ninja? Jeg spændede bagefter, sprang ind på forsædet og fik hugge bremsen i. Uden nogen eller noget kom til skade.

Heldigvis var der hverken biler eller mennesker i nærheden - og altså ingen vidner til mit stunt – selvom chefen mente, at der måtte være videoovervågning ved sådan en kirke og at det bånd nok var værd at rekivrere

Men billedet blev da ret pænt.

Jeg følte mig helt hjemme bag rattet i denne ældgamle jeep… det ligner nemli’ cockpittet i Poloen. Næsten.

Lørdag morgen var ikke mange timer gammel da jeg blev vækket af sol og af fuglefløjt.

Himlen er blå og temperaturen allerede tålelig. Det tegner til at blive en god lørdag. Naboerne har forladt kvarteret i weekenden og det føles nærmest, som om vi bor helt alene på Tingbakken, hvilket gør udsigten til et par timer på terrassen endnu mere tillokkende.

Først skal der dog vaskes tøj og så skal jeg have færdiggjort mit projekt med at fjerne rust på Poloen. I dag skal der grundes og i morgen males. Det er ikke nemt at få pænt og selvom jeg har bestilt lak i den originale VW blå farve så skal jeg jo nok regne med, at det Poloblå efter 20 år er en “smule” falmet. Pyt… det vigtigste er at rustudviklingen er stoppet og skulle det gå galt med larkeringen har jeg garderet mig ved at bestille en bunke blomster – store og små – som enten kan dække farve forskellene eller i det mindste trække opmærksomheden væk fra den.

Så hvis du ser en blomstret Polo suse forbi her i sommer - så vink lige, for så er det os