Billedet er tyvstjålet på Google… men det er her hun bor, Poden… ved foden af Wicklow Mountains, som i øjeblikket står med sneklædte toppe.

Internetforbindelsen blæser i vinden, varme er noget, der kun findes i stuen i en brændeovn, under dynen ligger der varmedunke, brusebad skal begrænses til 5 minutter – mere er der simpelthen ikke varmt vand til, ansigtet har endnu ikke set skyggen af makeup… men hun trives, blandt heste, kalve, får og hunde og familien Walshe gør alt for, at hun skal føle sig godt tilpas.

Hun får lov at sove til 9. Arbejdet er til at overkomme. Hun bliver taget med i biffen, på pub og familiebesøg. Hun har sågar fået sin egen hest, en stor sort Tinker, som hedder noget svært irsk og derfor for nemhedsskyld kaldes Basse.

De første dage var svære. Jeg kunne høre stemmen var tyk. Men hun overvandt det og jeg er sikker på, at hun nok skal forstå at få noget positivt ud af de tre ugers ophold.

Om ikke andet vil hun sikkert sætte langt større pris på den komfort hun nyder herhjemme. Tænker jeg.

Nåmen så har det lige været en lortedag med ævl og kævl, mavepine og noget, der nærmede sig et hysterisk anfald… og så ender den alligevel positivt, med en halv aftale om at mødes med en gammel ven i London i slutningen af april, to fribilletter til et af Ørkenens Sønners sidste shows i Aalborg, et “kiss and make up” med (…), glad og positiv genlyd fra Irland og endnu en smuk aften himmel.

Ikke en tosset kovending på en onsdag, der startede som den rene nedtur…

Poden sidder lige nu i Hacketstown og ser hestevæddeløb fra Dublin sammen med “fruen” og 4 af husets 6 døtre…

Utroligt søde og gæstfrie mennesker, siger hun med et smil.

Mor’en kan ånde lettet op og lade nervøsiteten forlade maven.

Jeg synes lige det var i går, hun blev konfirmeret… og nu har hun job og Master Card, flakker omkring på egen hånd i Irland og sender spøjse billeder fra iPaden.

Tænker at jeg er blevet tilsvarende gammel i mellemtiden, selvom det ingenlunde føles sådan. Faktisk så føles det stadig, som om jeg er et sted der omkring tyverne. Cirka. Og hører Søs Fenger, kører underlige gamle biler og møder mænd, der gi’r mig ubegrundede sug i maven og symptomer, der minder om en blanding af influenza, OCD og almindelig vanvid :-/

Og heldigvis bliver man aldrig for gammel til den slags. Har jeg erfaret. Og jeg smiler.

Så rejste hun… Poden. Først mod Amsterdam og senere i dag mod Dublin, hvor de skal overnatte før turen i morgen går ud til deres respektive værtsfamilier.

Det var ikke uden problemer at få hende af sted. Nanna havde 3 kg. overvægt i kufferten. Vi måtte ommøblere gummi- og ridestøvler, som med nogen besvær røg i håndbagagen. Jeg ved ikke helt, hvad hun har med for hendes venindes kuffert vejede 9 kg. mindre :-/

De bliver modtaget i Dublin af en fra udvekslingsorganisationen, som indlogerer dem på hotel i nat – og det er også hende, der hjælper dem med deres videre færd i morgen. Nanna skal ikke så langt. Hacketstown ligger ikke ret meget mere end 100 km syd for Dublin. Andre af pigerne skal helt ned sydpå i landet før de når deres bestemmelsessted.

Jeg ser frem til at få en sms i morgen, at hun er nået frem… før tror jeg ikke, jeg trækker vejret normalt igen!

Livet har smilet til mig i dag.

Humøret har været til et klokkeklart 10 tal lige fra morgenstunden, hvor arbejdsdagen begyndte med et kram. Det startede åbenbart en lavine. Kollegerne har været sprudlende og kunderne medgørlige. Poden er pakket og klar til rejsen i morgen… OG hun glæder sig tilmed. Håret er nyklippet og Poloen er nysynet uden anmærkninger.

Er det ikke fantastisk… 22 år gammel og så gik den lige igennem uden at koste en krone udover gebyret for synet.

Nu mangler vi bare at håndbolddrengene banker de spaniere… så er fredagen fuckingfantastisk…

Man kan leve længe på kram og godt selskab… som selv på en mørk og iskold mandag morgen i januar stadig kan mærkes helt ned i maven og gi’ varme i kinderne. Jeg tænker det holder tirsdag med. Omtrent.

Jeg gider meget gerne flere af den slags weekends fyldt med dejlige mennesker, latter, varme, gode samtaler og lange traveture.

I den her uge skal Poden krammes, så det kan holde meget længe. På lørdag rejser hun til Irland og bliver væk i tre uger. Ikke at hun er ret meget hjemme ellers… men hun kommer dog indimellem og overnatter, vælter en pose vasketøj ud i bryggereset og overøser mig med ord, latter og oplevelser.

Hun bliver meget snart 18 og i de år, er 8 dage max vi har været adskilt. De 21 dage skal nok komme til at føles lange :-/

SÅK!

Google er en uudtømmelig kilde til ubrugelig information. Men sandelig også til det modsatte.

Poden skal meget snart i praktik i Irland. Alt for snart, hvis du spørger hendes mor. Vi har fået nogle få oplysninger om værtsfamilien: Fruens navn, adressen og oplysninger om arbejdstid og -opgaver.

Det er ikke meget at gå efter, så Google har måttet stå sin prøve. Jeg kunne grave frem at The Walshes er en storfamilie som driver et hestestutteri. Mor Barbara, far John og ikke mindre end 6 døtre; Sharon, Lisa, Tracy, Laura, Pamela og Nicola. Alle særdeles hesteinteresserede. Alderen står der desværre intet om, men mon ikke Poden kunne være heldig, at en enkelt eller to stadig er hjemmeboende.

Adressen er kun omtrentlig… ikke noget gadenavn eller nummer… blot betegnelsen “The Dales”. Jeg har ingen anelse om hvordan det fungerer derovre, men det er ikke en adresse Google Maps vil kendes ved. Det kunne ha’ været sjovt om Google bilen havde været forbi, så vi lige kunne tjekke stedet ud.

Hun rejser den sidste weekend i januar. Fra Aalborg til Dublin via Amsterdam. Pigerne fra Agri College rejser som en gruppe, men i Dublin skilles deres veje og de skal selv finde ud til deres værtsfamilier, som kan være spredt ud over hele Irland. Nanna skal bo 100-120 km syd for Dublin. Måske er hun heldig, at blive hentet i lufthavnen. Måske ikke. Og så finder hun også ud af det. Tænker jeg.

Og I må høre på mor’ens hylen i over tre uger… så er I advaret!

Jeg nyder den stille langsomme morgen (som nu snart er blevet middag), morgenkaffen og chat med gode venner. Jeg redigerer billeder, mens TV2 News flimrer i baggrunden. Poden sover endnu… det samme gør Pelsdyret.

Sidstnævnte var på operationsbordet i går og det har vist taget ganske hårdt på hende. Hun spiste normalt i aftes og deltog, omend med nogen modvilje, i et par lufteture, men ellers har hun sovet. Og sovet. Og sovet.

Jeg har en aftale i eftermiddag og må nødvendigvis ud af nattøjet. Poden skal på job kl. 16, så også hun må ud af fjerene på et tidspunkt. Pelsdyret har hverken en date eller et job… så hun får bare lov at sove videre.

I mit næste liv vil jeg være en hund. Tænker jeg.

En lang torsdag er ved at finde sin afslutning og det eneste jeg orker er at smække benene op i sofaen, drikke noget kaffe og se en god film.

Vi havde fri i dag, både Poden og jeg. Det er 3 måneder siden førstnævnte blev opereret på Plastikkirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus og i dag skulle resultatet kontrolleres og vurderes af den opererende kirurg. Hun har lavet et rigtigt fint stykke arbejde og jeg kunne se, hvor meget det glædede hende, at Nanna er så glad for resultatet.

Nu er hun for første gang i 3 måneder uden plastre og uden snærrende bandage… men vi er enige om, at resultatet absolut har været besværet værd.

Bagefter var der nogle julegaver der skulle købes, et garn der skulle trimmes, nogle negativer der skulle afleveres, en kage der skulle købes, en fødselsdag der skulle fejres, en far der skulle besøges, en mor der skulle transporteres og mad ser skulle laves.

Tilbage er kun en aften der skal nydes i godt selskab. Det orker jeg nemlig godt!

BodyShops julekalender fyldt med lækkerier… en til hver dag i december.

Og det gør vi så Poden og jeg. Prøver. Ofte lykkes det fint… måske ikke helt efter bogen, men hvem siger vores måde ikke er lige så god?

Nogen gange er jeg dog begrænset af min fysik. Andre gange af min manglende evne. Men aldrig af min vilje. Jeg er meget bevidst om hvor langt min fysik/evne rækker og jeg har lært at be’ om hjælp. Eller… jeg er i hvert fald blevet bedre til det. Og så er det herligt, at være omgivet af mennesker, som træder til der, hvor jeg selv må gi’ fortabt.

I dag var en af dem… tak for hjælp og arbejdskraft og tømmerlus (-:

Hjemme hos os er der ikke langt fra tanke til handling… beslutningen om at ommøblere og male Podens værelse blev truffet tirsdag aften og i dag er værelset ryddet og der er gjort klar til en omgang hvid maling. Den gamle seng er kasseret og resten har hun smidt ind på mit værelse… der er dog levnet et lille hul i bunkerne, så jeg kan komme i seng.

Det bli’r vist endnu en lang og travl weekend.

Bloklys og spotpærer stod der på sedlen da Poden og jeg drog mod City Syd og IKEA. Det holder ikke en meter, det ved jeg jo godt og vi kom da også ud med alverdens andre go’e sager… incl. beslutningen om at Poden skal have den længe ønskede seng. Og helst i går

Hun ville selv betale og hvornår troede jeg lige det kunne arrangeres? Første hurdel bestod i at få den fragtet hjem. En lille annonce på Facebook “Chauffør og bil med træk søges. Snarest.” og en SMS til min søde nabo med tilsagn om lån af hans trailer klarede det lille problem på under en time. Der var oven i købet flere, der reflekterede på min “annonce”. Så langt så godt.

Men det kræver jo så også en ommøblering af værelset.

Og hvad sker der når man gør det? Jamen så skal billeder og lamper også flyttes og en omgang maling af værelset er uundgåeligt.

Nåmen, så ved jeg så også, hvad jeg skal bruge weekenden på.