• Et øjeblik...

    Keep calm

    Det lakker mod påskeferie og skønne fridage. Med plads til improvisationer, langsomme morgener i nattøj, ture ved stranden, godt selskab, lange samtaler og boblende latter.

    Jeg trænger til en pause… fra det hele… og muligheden bliver grebet med begge hænder og et ‘velkommen’.

  • Et øjeblik...

    2. mosebog

    Det er sidste fridag og jeg forsøger ihærdigt, om jeg kan mobilisere bare en lille smule mere aktivitet end jeg præsterede i går, hvor pulsen næppe nåede over 20.

    Der hænger allerede nyvasket sengetøj på tørresnoren i haven, den rødhårede er luftet og når kæresten og Poden er stået op, tror jeg også støvsugeren skal ud og køre…

    – men så må det vel også være nok. Det er jo helligdag og der er vist noget med, at man skal komme hviledagen i hu… eller var det i går… eller monstro den rødhårede kommer den nok i hu for os allesammen 🙂

     

     

     

  • Et øjeblik...

    20 grader og næsten ingen vind

    Den rødhårede og jeg er vist de eneste beboere, der er hjemme på “Wisteria Lane” og vi har tilbragt den dejligste og fredeligeste eftermiddag i solen… med afstikkere til fjorden, til Vestbjerg, i Netto og til bilvaskepladsen.

    Camilla Läckbergs “Fyrmesteren” er læst liggende på den nyindkøbte drømmeseng… gad vide om ikke den bliver sommerens bedste køb. Drømmesengene altså. Ja, ikke fordi… bogen er skam også god!

    Poden har været i Mou og køre gokart. Sammen med kæresten og dennes bror. Jeg er for en gangs skyld en kende bekymret. Det er ingen hemmelighed, at hun har arvet sin mors fanden-i-voldske-overmod og tingene har det med at gå en lille bitte smule galt, når vi kaster os ud i discipliner, som vi ikke rigtig har den store erfaring i (men som vi tror, vi er Verdensmestre i)… heriblandt, for Podens vedkommende, at føre et lavtflyvende motoriseret køretøj.

    Nåmen jeg har ikke hørt noget, så mon ikke det er gået uden uheld – intet nyt er godt nyt – er det ikke sådan man siger?

    På vores fjordtur lykkedes det mig for første gang at komme på skudhold af et rådyr. Den rødhårede holdt vejret. Jeg holdt vejret og det stod stille præcis så længe, som det tager at fyre tre hurtige skud af og så var det smuttet igen. Humlebien ovenover var langt mere medgørlig og lod sig ikke forstyrre af hverken hund eller kamera.

    I morgen ser ud til at blive nøjagtig lige så dejlig – sol, 20 grader og næsten ingen vind. Kan man så forlange mere? Jeg tror det næppe!

  • Et øjeblik...

    Den varmeste påske i 8 år…

    lovede ham der metrologen på tv2. Det tror vi så på og har optimistisk fundet drømmesengen frem.

    I eftermiddag blev det til en times tid i solen med en god bog i hånden og da jeg lettede mig, synes den rødhårede hun også skulle afprøve  det nye møbel. Meeeen…. den var alligevel for gyngende og underlig for hun fortrak hurtigt til græsset. Der har hun ligget det meste af dagen og holdt et skarpt øje med naboens to mopser, som har leget i haven.

    Poden har første dag på jobbet – lige nu – og jeg er meget spændt på at høre hvordan det er gået når hun kommer hjem. Hun var lidt nervøs inden hun tog af sted… “hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det?“. Mon hun tror, at de forventer at hun kender samtlige brødtyper og samtlige priser første dag 🙂

  • Et øjeblik...

    Ikke bare farvel

    God weekend, god påske og hvad har vi..!

    Det var ikke den ringeste afskedssalut, at kunne fyre af på sådan en helt almindelig onsdag i en helt almindelig uge 🙂

    Ikke at jeg/vi skal ligge på den lade side de næste 14 dage… eller rettere resten af april… tværtimod er kalenderen fyldt til bristepunktet med selskabelighed.

    Ting har det med at hobe sig op… både godt og skidt… en mere jævn fordeling var absolut at foretrække!

    Her er det for tidligt, at sige “God weekend, god påske og hvad har vi..!” så jeg vil nøjes med “fortsat god onsdag”

  • Et øjeblik...

    Høns skifter hænder

    Jeg kan se derude i blogland, at påskeglæden er begyndt at skifte hænder.

    Jeg er ikke kommet så langt endnu. Tanken er tænkt, men jeg vil længere hen, før jeg gør alvor af at få sendt og øhhhh… købt min gave. Helst vil jeg, at den ankommer i dagene lige op til påske. Så mangler du endnu at modtage, så fortvivl ikke… jeg skal nok nå det 🙂

  • Et øjeblik...

    Påske i Paris og andre optimistiske håb

    Weekendmorgenlyset vælter ind af vinduet og her to år efter vores indflytning og en millionmilliard stearinlys senere, kan jeg se at mine mine lofter og vægge trænger alvorligt til en klat hvid maling.

    Jeg havde allerede reserveret de tre dage inden påske til ferie, fordi jeg troede den rødhårede skulle steriliseres… nu har jeg i stedet et optimistisk håb om, at jeg gider trække i arbejdstøjet.

    Hvis da ikke “nogen” finder på at invitere mig med et par dage til Paris eller i sommerhus eller… så kan malingen nemlig sagtens vente… siger hun og vinker vildt (og sikkert også vildt forgæves) med en vognstang 😉

    Foreløbig vil jeg dog nyde den smukke martsdag, hvor solen skinner fra en blå og skyfri himmel.

    God lørdag til dig.

  • Et øjeblik...

    Gul gave glæde

    Ja da, så skal vi til det igen… Operation Påskeglad… og Pernille er også i år tovholder 🙂

    Vil du også være med, så klik her for tilmelding og regler – og husk, man behøver ikke at have en blog for at være med.