I dag er det et år siden min mor døde. Og om lidt også et år siden jeg mistede min far.

Dagen inden hun døde havde jeg hentet min fars radio og satte den ved siden af hendes seng. Håbede, at hun kunne have glæde af at høre lidt musik selvom hun svævede sådan lidt ud og ind af bevisthed. Da jeg satte den op var der noget dansevenlig musik og jeg viste min mor et par moves. Hun så på mig og smilede.

Det blev vores sidste kontakt.

Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind. Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hende i hånden da hun trak vejret for sidste gang.

Min mor var dement og jeg havde mistet den mor jeg kendte for længe siden. Men for alvor at miste sin mor er alligevel en enorm sorg. Forældre er det fundament vi bygger på og når de er væk er vores livsvidner væk.

Sorgen er forbundet med en erkendelsen af det uigenkaldelige tab, og sorgen føles dybere og mere påtrængende, som dagene går. Den tomhed der er, hvor et andet menneske engang var, er en tung følelse.

Sorgbearbejdelsen har været svær. Jeg har (ubevist) lagt låg på den. Mine forældre var jo ældgamle, døden var naturlig og ventet, men sorgen over at miste er der, uanset alder og relation.

Indimellem befinder jeg mig i en situation, hvor det pludselig overvælder mig. Det kan være en særlig stemning, en scene i en film, en sang… Solen er så rød mor blev spillet på klaveret både før og efter min mors bisættelse og den kan jeg ikke høre uden at få en stor klump i halsen.

En ting har jeg lært; at sorg tager tid – og at det er okay.

Jeg har også lært, at min mor har betydet uendelig meget mere end jeg var klar over, da hun var i live, at man ikke kommer sig over sorg og tabet af en person, men at man lærer at leve med det og at man godt kan leve uden sin mor, når det nu ikke kan være anderledes.

♥