Mishmar Hasharon

I dag sender jeg et ‘Mazel Tov’ til Israel. Min ven Iti fylder år. Jeg var med til hans 19 års fødselsdag – nu bliver han 56. Hvad pokker blev der lige af de år?

Jeg kan regne ud, at det er 37 år siden vi krammede en sidste gang og vinkede farvel i lufthavnen i Tel Aviv. Men med Facebook er det blevet muligt at ‘mødes‘ igen og på tværs at verdener.

På det punkt er jeg ret glad for Facebook… jeg har fået kontakt med mennesker, som jeg har kendt helt tilbage til jeg var 6 år. Nogen får man blot en kort opdatering fra, mens andre er kommet for at blive.

Iti er en af sidstnævnte selvom kontakten er ret sporadisk. Hans engelske er lige så godt som mit hebraiske… og det siger en hel del om manglerne! Jeg forsøger at komme i tanke om, hvordan vi kommunikerede dengang, men jeg tænker, at ord nok har været overflødige 😉

Jeg er medlem af en gruppe på Facebook, hvor medlemmerne både er beboere og tidligere volontører i kibbutzen. Mange volontører vender tilbage på besøg mange år efter. Jeg har da også en stor lyst til at gense stedet og har en åben invitation til at komme.

Min erfaring med den slags siger mig dog, at man skal lade det blive ved minderne.

Og det gør jeg så.

Mazel Tov, Iti – wishing you health and happiness.

For meget længe siden meldte jeg mig til KibbutzReloaded… en webside, som har til formål, at skabe kontakt mellem tidligere volontører. For nogle år siden havde jeg den store glæde, via denne side, at genoptage kontakten med min engelske boyfriend Stephen og i går kom der, samme sted fra, mail fra Ellen Koeleman.

Lige umiddelbart ringede der ingen genkendelsesklokker. Ellen er hollænder og det viser sig, at hun og jeg deler en fortid langt fra vores respektive lande. Vi boede i kibbutz Mishmar Hasharon på samme tid for 31 år siden og da der samtidig var vedhæftet et billede af hende og jeg sammen faldt tiøren (-:

Hun var nysgerrig, om jeg havde kontakt med andre fra dengang og så ville hun slemt gerne se mine billeder… det blev en længere korrespondance, som forhåbentlig resulterer i fornyet kontakt. Ikke bare med hende med også med de andre fra dengang som hun har kontakt til.

Det er ikke så længe siden, jeg sidst havde billederne i hånden fordi Stephen gerne ville have dem tilsendt. Negativerne er gamle, ridsede og falmede, men det lykkedes mig, at få lidt billeder ud af dem alligevel, som Ellen nu kan hygge sig med.

Internettet er jo fantastisk… for uden det, havde der udelukkende været billederne.